Præciser din søgning i menuen
Føj til favoritter Del Send
Natteliv | 30/05/12

Alle skal med til festen

 

 

 

Aktuelle begivenheder:

  • Foto: Erik Refner Foto: Erik Refner
Han er manden bag Distortion, som har udviklet sig til et internationalt anerkendt festival med over 100.000 besøgende per dag. Opskriften er fransk frækhed kombineret med dansk rummelighed, siger han.

...

Thomas Dalvang Fleurquin var ni år gammel, da han holdt sin første fest. Det var i Paris, hvor han boede med sin franske far og sin danske mor. Han skulle fejre sin fødselsdag, og så sagde hans mor, at han skulle huske at invitere hele sin klasse, for det gjorde man i Danmark. På det tidspunkt besøgte Thomas Danmark en gang om året. Hans mormor boede tæt ved Nørrebro Station, og der lærte han den smule dansk, man kan lære ved at se Kaj og Andrea i fjernsynet. Ellers vidste han ikke meget om Danmark.

»Det der med at invitere hele klassen til sin fødselsdag, det gør man bare ikke i Frankrig. Der inviterer man sine venner«, siger Thomas Dalvang Fleurquin. Men han gjorde det på den danske måde og inviterede hele klassen. Året efter inviterede han klassen igen, plus alle de gamle venner fra den gamle klasse, for i Frankrig skifter det der med klasserne mere, fortæller han.

Læs også: Tis bedre til Distortion

Og sådan blev det ved, indtil de årlige fødselsdagsfester havde udviklet sig til nogle ganske vilde arrangementer med 300-400 gæster, dj’s, Elvis Presley-musik på toilettet og video-opkoblinger, der gjorde, at folk, der sad i »chillout-rummet« (Thomas’ soveværelse) kunne følge med i, hvad der skete samtidig nede i kælderen. »Det sjove var, at jeg ikke vidste, at det ikke var helt normalt. Jeg troede bare, det var det man gjorde, når man holdt sin fødselsdag,« siger Thomas Dalvang Fleurquin.

På sin vis er Distortion-festivalen, der startede som en piratfest med et par hundrede deltagere og nu tiltrækker mere end 130.000 gæster fra både ind- og udland, vokset frem på samme måde som fødselsdagsfesten. Ideen er fuldstændigt den samme som i begyndelsen. Der er bare flere og flere, der gerne vil være med.

Den første Distortionfest holdt han i 1998, da han lige var flyttet til København for at grundlægge den engelsksprogede avis The Copenhagen Post sammen med sin (engelske) onkel og fætter. Selvom festen var et hobbyprojekt uden budget og strategi, var Distortion blot to år efter svulmet op til at vare fem dage i træk. Konceptet var, at der hver dag skulle festes i et nyt kvarter ibyen. Og den grundidé er der ikke ændret ved.

Læs også: Her er Distortions fulde musikprogram

»I starten var det jo meget nemt. Der var vi bare to mand med en christianiacykel, en ghettoblaster og en lastbil, og så kunne vi holde fest på Skt. Hans Torv for tusind mennesker, uden at have fået tilladelse i forvejen,« fortæller Thomas Dalvang Fleurquin.

»Det er kun fem år siden, at jeg selv gik rundt og gjorde rent på Enghave Plads helt alene efter Vesterbro Block Party. Det var intet problem. Det tog halvanden time med én kost.«

Han smiler. Sådan er det ikke mere. I 2008 havde festivalen vokset sig så stor,at Fleurquin droppede sit job som redaktør på avisen for at tage sig af det vildtvoksende Distortionmonster på fuldtid. Samtidig kom der støttepenge fra kommunen, og festivalen kunne få sig et rigtigt kontor og et budget. Udenrigsministeriet, Festival og Wonderful Copenhagen hoppede med som partnere, og i de efterfølgende tre år voksede antallet af deltagere endnu mere eksplosivt.

Sidste år tiltrak de gratis gadefester mere end 100.000 mennesker hver dag, og håndteringen af oprydningen gjorde, at festivalen, på trods af publikum-succesen,endte med et underskud. I år kan festivalgæsterne købe et »God Stil«-armbånd til 100 kr. – en frivillig donation, hvor alle pengene går til oprydningen i gaderne.

»Det der med at flytte 100.000 mennesker rundt i byen hver dag tre dage i træk, det findes ikke andre steder overhovedet. Hvis det lykkes at stabilisere Distortion i løbet af de næste par år og få det til at løbe rundt økonomisk, så har viskabt en begivenhed, som er fuldstændigt unik på verdensplan«, siger Fleurquin.

At det overhovedet kan lade sig gøre, fylder ham stadig med ægte begejstring over byens rummelighed og politiets fleksibilitet. Det er helt exceptionelt og unikt for København og kan kun lade sig gøre, fordi danskerne er så afslappede og tolerante, og fordi folk stoler på hinanden, siger han. Og understreger, at det nok samtidig har krævet en fræk franskmand, der har turdet udfordre systemet en smule.

En, der var sydlandsk »og sådan lidt fransk-revolutionær« nok til at gå i kødet på systemet og prøve grænserne af. For ellers får man jo ikke lov til at holde Final Party i det helt nybyggede VM Bjerget i Ørestad, som det skete i 2008. Eller stoppe trafikken og holde »One Minute Rave« midt på Knippelsbro, som i 2009.

Jagten efter nye steder at udfolde afslutningsfesterne og de øvrige spektakulære begivenheder undervejs er noget af det, Fleurquin elsker allermest ved det hele. I år foregår Final Party i det rå og vilde område mellem autoophuggere og yacht-garager ude på Refshaleøen, hvor der er plads til de helt store armbevægelser.

Festen kickstartes da også med et spektakulært rabalder af et Three Minute Rave, derbåde inkluderer en svævende bus og en helikopter. En begivenhed, der endnu engang vil sende billeder af det løsslupne og opfindsomme Distortion-København verden rundt og brande den danske hovedstad som et hipt og spændende sted at bo hundrede gange mere effektivt, end milliondyre image-kampagner ville kunne gøre det.

Alligevel er det, Fleurquin selv glæder sig allermest til, noget helt andet. I år rykker Distortion nemlig for første gang ud i forstæderne. Både onsdag,torsdag og fredag under festivalen holdes der pop-up-fester i henholdsvis Ballerup (foran landsbykirken), Ishøj (i Byhaven) og Gladsaxe (under Hillerødmotorvejen). Ideen er at vise, at Distortion ikke bare er en københavnerfest, men hele regionens.

Læs også: Distortion indfører gadearmbånd

»Det kommer til at minde om de helt oprindelige Distortionfester,« siger Fleurquin begejstret. Lige så vildt og mobilt, med dj-pult i s-toget og fest i helt nye områder, der forvandles til vilde Distortionuniverser, bare i et par timer. Og når folk fra forstæderne så tager toget ind mod København for at tage med til Final Party, er der også plads til alle. For det er det,det drejer sig om. Alle skal med til festen.

»Området på Refshaleøen er meget større, end det nogensinde har været, så vi har uendelig kapacitet. Der kan komme 20.000 mennesker uden problemer,« siger Fleurquin. Og det lyder næsten som om, det er det, der er det allerbedste.

Distortion for Dummies
Distortion er en fem dage lang festival, som starter i indre by om onsdagen,rykker til Nørrebro om torsdagen, til Vesterbro om fredagen og slutter med Distortion Final Party den første lørdag i juni – med efterfest om søndagen. De populære gadefester er gratis at deltage i, og om natten rykker festerne ind på byensklubber. Alt om festivalens svulmende musik- og festprogram kan læses på cphdistortion.dk. Billet til Final Party koster 325 kr., turpas til samtlige aftenfester koster 600 kr. på billetto.dk/cphdistortion.

Hvert år rækker Distortion ud mod nye målgrupper. Børnedistortion er efterhånden blevet en integreret del af festivalen, og sidste år opstod Pensionistdistortion med fester for de ældre. I år rykker festivalen for første gang tilforstæderne. Folk med festivalarmbånd kan køre gratis med S-toget både ud og hjem.

Hvad: Distortion
Hvor: Flere steder i byen, se mere på cphdistortion.dk
Hvornår: 30. maj til 3. juni
Hvordan: Billetter via billetto.dk

Modtag nyhedsbrev

Bliv opdateret på byens koncerter, cocktailbarer, klubber og alt der rører sig i nattelivet hver uge.

email:

Byliv | 23/08/12

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende muligheder for at vinde billetter til en lang række kulturelle arrangementer.
Byliv | 29/08/12

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.
 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media