Copenhagen Cable Park er åbnet op for sin fjerde sæson på Kraftværksvej. Det fejres med den årlige åbningsfest med dj’s og grill lørdag.
Der er to kabelparker i Danmark. Den ene ligger i Hvide Sande ved Ringkøbing Fjord. Den anden ligger på Kraftværksvej på Holmen og har nu åbnet for sin fjerde sæson.
»Den i Hvide Sande er lidt mere turistorienteret, fordi den ligger i et sommerhusområde«, fortæller en af Copenhagen Cable Parks grundlæggere, Mads Bille Bloch.
»Den har ikke helt så mange hop som vores baner har«.
Inspirationen til banen kom fra Tyskland, som har omkring 70 kabelbaner til vandski og wakeboards.
»Jeg har kitesurfet i mange år, og når jeg var til stævner i eller i nærheden af Tyskland, og der ikke var nogen vind, stod jeg på en af deres kabelbaner«, fortæller Mads Bille Bloch, som blandt andet har vundet DM i kitesurfing i 2006.
»Jeg har windsurfet og kitesurfet meget med min lillebror og far, og efter en weekendtur med min familie i Berlin og et besøg på Grossbeern-banen sydvest for Berlin, tog vi hjem med den idé at grundlægge en kabelbane i København.«
Copenhagen Cable Park åbnede 5. juni 2007 og går nu ind i sin fjerde sæson. Faktisk har man kunnet boltre sig i det kølige havnevand siden 1. april, men åbningsfesten ligger altid i maj.
»Vi har selvfølgelig et opvarmet telt, når vi holder fester herude, men vi vil gerne lige have en lille smule varme i luften« fortæller Mads Bille Bloch.
Åbningsfesten skyder sæsonen i gang men markerer også startskuddet for en hel musiksæson i kabelparken, som både omfatter dagsarrangementer med dj’s og gang i grillen plus koncerter - og ikke mindst en minifestival den 7. august, hvor der er musik hele dagen med upcoming, danske bands, booket af firmaet Inc Inc.
Åbningsfesten i år byder på musik fra Nye Rør aka Martin Skovbjerg og Simon Jul (»poppet house med sjov og ballade) plus elektroniske toner fra dj Hvid, som har spillet en del til kabelparkens tidligere loungearrangementer.
Festen er gratis, og grillbuffeten koster 100 kr. Den kan skylles ned med billige øl og sjusser fra baren.
INFO OM COPENHAGEN CABLE PARK
Senere på sæsonen byder kabelparken blandt meget andet på DM i Kabel-Wakeboard (31. juli) plus den publikumsvenlige Best Trick-konkurrence. Kabeltrækket kører med 30 kilometer i timen, og banen er 600 meter lang. Der er omkring 12000 besøgende i Copenhagen Cable Park på en sæson. Der er begynderhold hver mandag, og i højsæsonen om torsdagen. I maj måned er banen åben mandag til fredag fra 13 til 19 og lørdag plus søndag fra 10 til 19.