Pssst, tataaa, umba umba …

Franz Schuberts vidunderlige »Winterreise« fra 1827 har altid været både stemningsfuld og stueren: Solisten står ved klaveret, pianisten sidder på sin plads – og de 24 sange om lyst og livets jammer er forbi efter en times tid.

Men en tysker kom forbi og gjorde noget ved dem. Hans Zender kastede sig over sangene for et par årtier siden og kørte dem gennem en mental mølle. Resultatet blev lidt i familie med Storm Ps maskiner.

Klaveret blev byttet ud med guitar, trommer og harmonika. For ikke at glemme tre mægtige vindmaskiner og noget elektronik! Hvilket enestående værk. Den danske premiere fyldte Takkelloftet til sidste plads i går eftermiddag. 

Læs også: God aften med tørre, alvorlige, højtidelige toner

Og selv om man kender samtlige romancer i Schuberts egne versioner, så savnede man dem ikke et sekund. Eller måske netop derfor?

Schubert selv skabte de vidunderlige vintersange kort før sin død i 1828. For længst svigtet af de feminine, af finanserne, selv af finkulturen. Men historien skulle give ham storm i sejlene.

Kolleger i årene efter skulle mime hans sneklædte vinterrejse, efterligne hans eksistentielle tomhed i mægtige symfonier, gøre den ensomme romantiker til forbilledet over alle. Og det er dér, Hans Zender kommer ind. Arrangøren tager sig ikke bare kærligt af de 24 sange, som man siger.

Læs også: Se musikken - hør dansen

Han komponerer også eftertiden ind, lader sangene klinge af genier og kopister og alle de andre arvtagere. Alt sammen pakket ind i en dramaturgi. Musikere vandrer ud af orkestret i én uendelighed, rundt om publikum og ind igen – sommetider uden synligt formål.

Og alt sammen lagt i struben på selveste Peter Lodahl den eftermiddag. En høj og mørk og dynamisk herre, gift med en af tyskernes smukkeste skuespillerinder, kort sagt den fuldendte modsætning til stakkels Schubert selv. På forbilledligt tysk.

Fuld af længsel og vrede og alle de andre følelser. Et monument i tysk højkultur får et ordentligt gok i germaneren – som når solisten skal snuppe mikrofonen og nynne som en billig kabaretsangerinde. Arrangøren vil måske en smule for meget. Schuberts romantiske ironi og tidløse smerte er stadig stærk med solisten foran klaveret og pianisten på sin plads.

Men som værk i sig selv, som analytisk drama, som modernisme med et menneskeligt ansigt?

En koncert fås ikke stærkere, mere urovækkende. Husk at du skal dø.

Hvad: Schubert: »Winterreise«.
Hvem: I arrangement ved Hans Zender – med Peter Lodahl samt dirigenten Robert Reimer og medlemmer af Det Kongelige Kapel.
Hvor: Takkelloftet, søndag.