Grundlæggende er Keith Warner en glad mand. Efter godt 14 måneder på sidelinjen – fra udnævnelsen i maj sidste år og indtil Kasper Holten forlod posten med udgangen af juli – har han nu omsider sat sig til rette i chefstolen på Den Kongelige Opera og kan kalde sig herre i eget hus. Og han føler sig allerede hjemme og godt tilpas:

»Dette kompagni er et meget venligt sted at arbejde. Det stod klart for mig helt fra første gang, jeg kom her. Alle her, både ensemblet, koret og administrationen, bestræber sig på at være venlige – hvilket man ikke kan sige om mange operakompagnier.

Det er en herlig ting, som får folk til at føle sig tæt knyttet til huset her som et sted, man gerne vil komme tilbage til.« Han har også fundet sig en lejlighed i København og er godt i gang med at flytte ind. Selv om han beholder sit hus i London, vil København de kommende år blive hans centrale base.

»Uden at forklejne Den Kongelige Opera, så var selve København også en meget afgørende faktor for, at jeg valgte jobbet her,« siger han. »Jeg elsker København, især om sommeren – også når det regner. Hele mit liv har jeg været tiltrukket af de nordiske lande.

Nordisk kunst, litteratur og musik. Næst efter Wagner og Stephen Sondheim er Ibsen min store passion. En vigtig grund til, at jeg er begyndt at lære dansk, er, at jeg så kan læse Ibsen på originalsproget – om en 10 års tid,« siger han og slår en stor latter op.

»Hammershøi er min favoritmaler, og der går ikke en uge, uden at jeg lytter til den finske komponist Sibelius. Og så det skandinaviske frisind. Det synes at være en sund ting - mist det for Guds skyld ikke i ét eller andet racistisk nonsens!«

Så umiddelbart synes alt godt denne augustformiddag, hvor vi møder Keith Warner på hans kontor i Operaen med storslået udsigt over en solbeskinnet Københavns Havn. Eneste sten i skoen – men den er til gengæld også stor – er Det Kongelige Teaters anstrengte økonomi, som har gjort det nødvendigt med væsentlige nedskæringer, også på Den Kongelige Opera.

Og selv om han ikke siger det ligeud, kan man ikke undgå at få det indtryk, at den nye operachef gode kan føle, at han har købt katten i sækken. »Da jeg blev tilbudt jobbet for næsten to år siden, var der stadig en tro på, at Skandinavien i modsætning til resten af Europa havde en relativt sikker økonomi. Ingen forudså virkelig, hvad der kom til at ske,« siger han.

»Men den økonomiske situation, vi står i nu, er skræmmende. Antallet af både forestillinger og nye produktioner er allerede beskåret. Størrelsen af orkestret er skåret ned. Der er et antal musikere, der er nødvendige for at spille en Mahler-symfoni – eller Wagner eller Bruckner – og der er et antal korsangere, der er nødvendige for at synge »Parsifal«.

Vi er under det punkt nu. Det betyder, at vi må droppe noget for at kunne gøre resten ordentligt. Så får vi færre forestillinger, færre mennesker i teatret. Og vi bliver mindre synlige i byen, for vi har ikke råd til at være der hver aften, hver uge. Vi har et fantastisk og talentfuldt ensemblekompagni. Men kan vi virkelig bruge alle disse mennesker?

Jeg er ikke kommet her for at fyre folk, men konsekvensen af de økonomiske problemer er jo, at det hele gradvist forsvinder.« Keith Warner er helt på det rene med, at problemerne er de samme i det meste af den vestlige verden. Men ikke alle steder griber man tingene an på samme måde.

»I Frankfurt, hvor jeg ofte arbejder, har lokalregeringen givet operaen tre millioner euro ekstra på grund af finanskrisen. Her siger man, at vi må investere ekstra i kultur, fordi det forbedrer folks liv i svære tider. Det forekommer mig at være ekstraordinært godt og visionært tænkt,« siger han og lægger ikke skul på, at han gerne så et tilsvarende initiativ fra de danske politikere:

»50 mio. kroner ville gøre en utrolig forskel. Det ville ændre alt. Vi kunne sælge billigere billetter, vi ville få råd til flere nye produktioner, vi kunne få bedre instruktører og sangere,« siger han. »For mig at se er det meningsløst at bygge sådan et gigantisk moderne operahus for milliarder af kroner, som et trofæ, men uden at sikre den nødvendige infrastruktur og de nødvendige midler til at drive det.

Det er vidunderlig arkitektur, og det er et vidunderligt teater, men det kan ikke eksistere, hvis samfundet ikke ønsker det, det er her for. Og hvis du ønsker det, må du betale for det, så det ikke handler om, hvorvidt folk har råd til billetten. Jeg har sagt det før:

Det er for dyrt at gå i Operaen. Vi ønsker alle, at det skal blive billigere. Men hvordan gør vi det, når vi ikke har pengene? Når vi bliver så afhængige af billetindtægterne for at overleve?«

54-årige Keith Warner kommer fra en arbejderklassefamilie og voksede op i et socialt boligbyggeri i London. Han bruger gerne sit eget eksempel til at understrege betydningen af, at musik og teater er til rådighed for alle:

»Havde det ikke været for kunsten, tror jeg, jeg havde været fabriksarbejder i dag, Uden at lyde alt for idealistisk, så er det min erfaring, at f.eks. dramaklasser for unge og musik i skolerne har en menneskeliggørende kraft, som får folk til at tænke. Det handler ikke bare om at blive underholdt eller have en rar aften. Teatret ændrer det samfund, vi lever i.«

Hvordan han selv fik sin interesse for musik og teater, husker han ikke nøjagtigt. Men pointen er, at han havde muligheden, også selv om hans forældre aldrig gik i teatret, aldrig hørte klassisk musik og ikke havde råd til at betale for musikundervisning:

»Jeg kan huske, at jeg hørte et Bernard Shaw-hørespil i radioen, da jeg var omkring otte år, og selv om jeg ikke fattede, hvad pokker det handlede om, blev jeg fanget af det. Men prøv at finde et Bernard Shaw-hørespil i radioen i England i dag, det kan du ikke engang på BBC! Den slags er bare ikke til rådighed for folk mere,« siger han.

»Senere kom jeg med i en dramagruppe i den lokale metodistkirke, hvor en fantastisk kvinde havde dedikeret sit liv til at lave kor for unge og teenagere. Hun havde også en teenage-Shakespearegruppe, og fra jeg var 11 år til jeg blev 18 år, spillede vi de fleste af Shakespeares skuespil.

Jeg var ikke engang medlem af kirken, jeg hørte bare om det og spurgte, om jeg måtte være med. Jeg lærte at spille violin i skolen, det var gratis, og jeg gik til violin i 11 år. Så jeg kan kun sige, at der var ting til rådighed, og jeg møvede jeg mig ind. Det er op til samfundet, om man ønsker at give folk de muligheder.«

Som voksen, verdensberømt instruktør har Keith Warner selv været med til at give de muligheder til nogle af samfundets mest udsatte – i projektet Streetwise Opera i England, hvor hjemløse, alkoholikere og prostituerede siden 2000 hvert andet år får tilbudt sangundervisning i otte uger og derefter indgår i en operaforestilling sammen med professionelle sangere og musikere.

Initiativet har bredt sig til Sydney i Australien og Boston i USA, og Keith Warner har planer om også at få projektet til Danmark: »De mennesker, der gennemfører sådan et forløb med tre-seks timers prøver hver dag og til sidst får lov til at performe på en scene i et rigtigt, stort teater – de er bare så stolte.

Og bagefter siger socialarbejderne, at mens den normale succesrate med at få hjemløse i job er omkring 20 procent, så er den efter de otte uger helt oppe på 50-60 procent. Det er derfor, jeg siger, at opera kan ændre folk. Du tager nogle mennesker fra gaden, og pludselig kan de nogle ting. Det er en gevinst, vi ikke har råd til at gå glip af.«

Foreløbig er udfordringen for den nye operachef først og fremmest at få flere mennesker ind i det hus, han netop har overtaget ansvaret for. Siden de glade dage i kølvandet på Operaens åbning med tæt på 270.000 gæster i 2007 og 2008 er det gået støt ned ad bakke med interessen. I år forventes kun ca. 195.000 at købe billet til Den Kongelige Opera.

»Spørgsmålet er, hvad man ønsker med dette hus. Skal det være et internationalt anerkendt symbol på, hvad Danmark er? Skal det være et mindre provinskompagni? Eller måske et lokalteater?,« spørger han retorisk.

»Vi kan gå hele vejen ned. Men det, jeg blev ansat til, som var en del af min min ansættelseskontrakt, er at gøre Den Kongelige Opera endnu mere internationalt kendt og anerkendt. Et hus, som København og Danmark kan blive virkelig stolt af. Den drøm vil vi fortsætte med at have, lige indtil det bliver umuligt.«

Derfor vil Keith Warner, trods risioen for, at Operaen bliver mindre til stede i det kulturelle bybillede, hellere fokusere på kvalitet end på kvantitet – hellere lave færre forestillinger på et højt niveau end file på kvaliteten hen over et større repertorie.

»Jeg er kvalitetsmand. Det er vigtigt, at vi bevarer den højeste standard, vi overhovedet kan,« fastslår han. »Så må vi det næste par år kæmpe ved at være mere opsøgende på andre måder. Jeg har bl.a. planer om at starte et operaselskab for folk, der virkelig elsker opera, som vi kan knytte tættere til os med events og foredrag. Vi skal også ud på skoler, på arbejdspladser, i fængsler og på gaderne – det skal være umuligt at komme uden om os.

Det kræver selvfølgelig nogle penge, men det kan gøres relativt billigt i forhold til den effekt, det kan få. Og når først vi har fået folk herind, skal vi selvfølgelig vise dem det bedste, vi kan.« Han ønsker også at skabe meget mere liv og aktivitet i det store hus på Holmen og i det hele taget gøre Operaen til et mere indbydende sted, også når der ikke er en forestilling på scenen.

»Det er lidt skræmmende, når du står af båden hernede – det er som at komme med et spøgelsesskib. Der sker ansolut intet kulturelt, man kan ikke engang komme ind i bygningen en almindelig eftermiddag. De første to år efter åbningen havde man ingen problemer med at få folk herud.

Men medmindre man har et fantastisk liv i bygningen med cafeer og events, boghandel, udstillinger o.s.v., så standser tilstrømningen, når folk først har set bygningen en gang eller to. Vi må have liv tilbage i huset.«

Lige nu føler Keith Warner sig som lidt af et »one-man-band« i toppen af Den Kongelige Opera. Samtidig med Kasper Holtens exit forlod også chefdirigent Michael Schønwandt sin stilling, og Keith Warner regner først med at have en afløser på plads om en måned eller to: »Det bliver en kombineret musikchef og chefdirigent,« fortæller han.

»Jeg kunne have valgt ikke at have en musikalsk chef, men med både et ensemble af sangere og et symfoniorkester er der behov for en, der på højt professionelt niveau ser efter den musikalske side. Desuden vil jeg gerne uddelegere en del af den magt, jeg har fået. Selv om jeg har meget stærke holdninger til, hvordan jeg vil have tingene, tror jeg også virkelig på samarbejde og uddelegering snarere end et totalitært styre.«

Du er jo ikke bare chef, du er også selv instruktør. Vil du engagere instruktører, der ikke nødvendigvis følger din egen kunstneriske linje? »Her i København er vi mere eller mindre alene i byen, der er ikke andre operatilbud i den nærmeste omegn, så jeg regner med at gå efter et varieret udvalg af stilarter, både noget meget nyt og radikalt og noget mere etableret.

Og derfor vil jeg også prøve at finde et mix af etablerede instruktører og unge talenter. Men frem for alt vil jeg lægge vægt på deres talent for personinstruktion. Det nytter ikke, at folk bare står på en scene og synger, der skal også være et psykologisk spil. Derfor handler det for mig til syvende og sidst om dygtig personinstruktion.«

Kasper Holten opsatte Wagners »Nibelungens Ring« med Den Kongelige Opera i 2006. Du har selv lavet »Ringen« to gange, i Covent Garden i London og i Tokyo. Har du planer om at lave en tredje her i København? »Ja, det synes jeg, vi skal gøre. Det bliver ikke inden for min nuværende kontrakt, der udløber i 2015.

Men hvis jeg bliver en periode mere, vil jeg gerne sætte »Ringen« op som som det første i min næste perode. Så vil det være netop 10 år efter Kasper Holtens »Copenhagen Ring«. Og efter min mening bør alle operahuse lave en »Nibelungens Ring« hvert 10. år. Et kompagni har brug for at teste sig selv på »Ringen«. Det er et af de store mesterværker, du MÅ opføre.«

Keith Warner har også en ambition om at knytte nye, moderne komponister, både danske og internationale, til Den Kongelige Opera. Og i den forbindelse håber han, det vil være muligt at genåbne Operaens lille scene, Takkelloftet, som er blevet lukket af sparehensyn: »Jeg tror på ny musik. Men det vil tage nogle år, før vi får nye værker at opføre.

Det tager en komponist to-tre år at skabe et nyt værk, og af en eller anden grund var der ingen bestillinger til de næste to sæsoner, da jeg tog over,« siger han. »Jeg kunne godt tænke mig at afholde en dansk konkurrence. Og jeg drømmer om at lave en mini-festival på Takkelloftet med en masse moderne musik.

Det er vigtigt at udvikle lokale talenter, men også at bringe ting ind udefra. Jeg håber, vi kan få et udvalg af forskellige typer. Der er mange talentfulde komponister derude. Men de skal opmuntres.«