Danske Diefenbach har netop sendt albummet ’Dark Spinner på gaden. Og på mange måder personificerer Diefenbach den danske rockbranche. Det tekniske niveau er højt, melodierne fængende, produktionen professionel, anmeldelserne positive, og så har bandet opnået opmærksomhed fra udlandet på flere måder, uden at det store gennembrud er indtruffet. Det slår dog ikke det jordnære band ud. Udlandsambitionerne er intakte, men medlemmerne gider ikke at spille klovn for at tilpasse sig de traditionelle pr skabeloner, det skal virke naturligt samt være sjovt for at give mening.

Det nye album kommer efter tre års albumpause og en flirt med en international pladekontrakt, som dog stoppede brat, da pladeselskabet Wall Of Sound gik konkurs. Albummet ’Set And Drift’ udkom dog alligevel, og fik pæne ord med på vejen af den danske musikpresse. Bandet turnerede intensivt i hele Europa, men det helt store gennembrud forsvandt sammen med pengene i Wall Of Sounds pengeskab. ”Der har været skrevet meget om, at det var ”lige ved og næsten” for os,” fortæller Guitarist og sanger, Kenneth Sarup med en ydmyghed, der ikke står mål med bandets præstationer på den Europæiske scene. ”Sandheden er, at vi ikke rigtig kom i gang før Wall Of Sound gik konkurs, så om det var tæt på eller ej, ved vi faktisk ikke. Men det er da rigtigt, at de store kanoner var kørt i stilling.”

Der er nu gået tre år siden ’Set And Drift’ og eventyret med Wall Of Sound, og  opfølgeren ’Dark Spinner ligger i pladebutikkerne. Familieforøgelser, uddannelser og diverse sideprojekter har krævet tid, men det var også nødvendigt med et pusterum efter en lang turné. ”Ja, vi har slappet af i tre år,” griner Diefenbachs basist og sanger, Allan Mattsson. ”Nej, tre af os har fået børn, og det har krævet noget tid.” Og Kenneth supplerer: ”Det var lige i røven på en turné, hvor vi spillede 120 jobs, så vi havde brug for at lave noget andet en tid. Der gik faktisk et halvt år hvor vi ikke rigtig så hinanden, ikke fordi vi var trætte af hinanden, men vi skulle lige lade op. Der gik faktisk to år, før vi mødtes i øvelokalet for at se, om vi stadig havde noget at byde på.”

Og det havde bandet, som ifølge dem selv skrev ”en million sange”, for at finde ind til essensen af det næste album. ”Vi var igennem en masse processer for at finde os selv igen,” forklarer Kenneth. ”Og vi gør det kun hvis det er sjovt, ellers kan det være lige meget. Da vi tog fat igen, var det heldigvis sjovt igen.” Set And Drift blev lidt af en milepæl i bandets historie. Det var på denne plade, at bandet fandt endelig til rette i en melodiøs rock musik, drevet af velvirkende vokalharmonier, langt væk fra den instrumentalmusik, bandet lagde ud med fra starten. Og opskriften fra ’Set And Drift’ har bandet til dels fulgt på det nye album. Igen er melodimaterialet gennemarbejdet, produktionen effektiv, og igen har anmelderne kastet pæne gloser efter bandet. ”Det nye album er en anelse mere dyster end ’Set And Drift’,” mener Allan Mattsson. ”Vi har ledt efter et fælles udtryk i de sange, der blev valgt ud til pladen, og det var den stemning, som helt naturligt kom frem.” Og Kenneth supplerer: ”Ja, den er lidt mere langsom og eftertænksom, men lydmæssigt følger den sporet fra ’Set And Drift’, det er sådan vi lyder lige nu.”

Nu gælder det Danmark
Og selv om bandets musik allerede florerer ude i den store verden i form af lydspor til blandt andet reklamer og tv serier som CSI, har Diefenbach ikke sluppet ambitionerne om den store udlandseventyr. ”Vi vil stadig gerne ud over grænserne,” fortæller Kenneth Sarup. ”Danmark er et lille land, og det er helt naturligt at søge et større publikum. Men i øjeblikket koncentrerer vi os 100 % om Danmark. Tidligere har vi været på et engelsk pladeselskab, og det har betydet at Danmark er blevet negligeret lidt, men nu er vi på et dansk pladeselskab, så nu går vi målrettet efter Danmark, og så senere kigger vi på resten af Skandinavien og resten af Europa.”

Der har været skrevet flere steder i den danske presse, at Diefenbachs manglende internationale gennembrud måske skyldes bandets ydmyghed og manglende lyst/evne til at føre sig selv frem med store armbevægelser. ”Det er bare sådan vi er,” siger Kenneth. ”Det er nok både en styrke indadtil, fordi vi er meget ærlige og ligefremme omkring vores musik. Men det er måske en svaghed i den forstand, at der er mange andre bands, der er gode til at råbe højt, sige sindssyge ting, eller have mærkelige frisurer for at komme på forsiden af de rigtige blade. Den slags er ikke et naturligt drive for os. Vi har også et gøgler-gen, men når vi skejer ud, så kommer det naturligt, det er ikke noget, vi står og finder på. Altså hvis Allan pludselig stod og lavede møllesving, så ved han at vi andre ville grine af ham fordi det ikke var en naturlig ting. Det kan lyde lidt hippie-agtigt, men det er musikken, som er vigtigst, og hvis den spiller, så skal vi nok springe og danse rundt – hvis altså vi føler for det.”

Diefenbach kan opleves med eller uden møllesving, men med deres nye materiale, når bandet giver natkoncert på Rust fredag nat.
Læs mere om koncerten.