...

Kvinden er i en rød kjole, der normalt ikke vil vække særlig opsigt. Men her – midt i en sal i sort, gråt og blåt – er den som en eksplosion. Sjældent har et publikum været klædt i mere ens farver end i aften. Og det giver faktisk mening.

The xx, som vi alle er kommet for at høre, bevæger sig nemlig i et urbant, nattetyst univers, hvor klangfarverne netop er grå, sorte og blå, og hvor tristessen tegner hvert eneste nummer.

Således også denne søndag, hvor den britiske trio, der har to afdæmpende men opsigtsvækkende smukke udspil bag sig, åbner med »Angels« og Romy Madley Crofts lysende guitar. Og hendes figurer er, hvad alle de asketisk arrangerede numre står og falder med.

Hverken Romy Madley Croft eller Oliver Sim har distinkte stemmer, og Jamie Smiths elektroniske teksturer og diskrete beats er nok uhyre stemningsfulde, men har brug for modspil, løft. Men det leverer Romy Madley Crofts også gang på gang på gang, og hendes guitarstrenge er som selvlysende spiraler i højdepunkter som »Fiction«, »Heart Skipped A Beat«, »Shelter« og »Missing«, der alle – med succes – leveres med mere tyngde end på pladerne.

»Intro« som outro

Ikke mindst Oliver Sims basgange får lov at rulle tungt ud i salen og ramme brystet, mens han og Romy Madley Croft finder ind i deres egen trancelignende duven bag mikrofonerne.

Publikum, ja, vi duver også og er både hengivne og lydhøre over for trioen, som ikke kan roses for den store variation, men til gengæld formidler dét de har med stor elegance gennem samfulde 70 minutter.

Ikke noget langt sæt, men helt tilpas og med »Intro« som fænomenalt og ualmindelig atmosfæreladet ekstranummer. Det ulmer præcis som røgen i salen, slår sig i langsomme volter. Indtil Romy Madley Crofts krystallinske guitar melder sig. Og skærer igennem, lyser op. Midt i det grå, det sorte, det blå.

Hvad: The xx
Hvor: Falconer Salen
Hvornår: Søndag 25. november