Blandet
Clubbing/Elektronisk
Folk/Blues/Country
Rock/Pop
I samarbejde med Lygten Station fejrer Turning Tables udgivelsen af deres debutalbum med en stor, åben og gratis release-fest på Lygten Station.
Der er gratis entré, og albummet vil på aftenen kunne købes som CD for kun 50 kr.
Program:
Kl. 20: Dørene åbner
Kl. 21: The Binnacle List
Kl. 22: Turning Tables
Kl. 23: DJ Ras Kjærbo
Albummet består af 11 inderlige og medrivende sange og er spækket med nyskabende instrumentering og uventede temposkift, dog uden nogensinde at miste taget om den fængende melodi.
Indspilningerne til albummet begyndte allerede for et år siden, dengang med et pladeselskab i ryggen. Men bandet besluttede hurtigt at vinke farvel til pladeselskabet, for at kunne lave musikken præcis som de bedst selv kan lide at høre den.
Resultatet er inderlig indie-pop med et på samme tid overraskende og lyttervenligt udtryk, som er skrevet ud fra en dyb kærlighed til musikkens både skæve og stilrene aspekter. Der gøres således flittigt brug af folk-musikkens skrøbelige og organiske udtryk med instrumentering såsom mundharmonika, tambourin, klokkespil, fingerspilsguitar og korarrangementer. Men samtidig deler bandet generøst ud af storladne pop-udladninger, der ihærdigt drives frem af en insisterende synth-bas og stortromme.
Teksterne kredser om alt fra simple historier om vennerne, barndommen og den uopnåelige kærlighed til mere komplekse følelser af fremmedgjorthed og ønsket om ikke at passe ind.
Kort sagt eksisterer bandet i et ganske særligt lyd- og tekstunivers, der på samme tid henvender sig til dit bankende hjerte og dine dansende fødder. Og derfor har Turning Tables’ energiske live-koncerter på steder som Rust, Vega og Plænen i Tivoli da også allerede vundet dem mange tilhængere på Københavns musikscene, hvor de i dag holder til.
Mere information kan findes via http://www.facebook.com/turningtablesdk
