Det gik helt galt for et par år siden: András Schiff blev træt af hostene fra Tivolis stopfyldte koncertsal og stoppede lige midt i et nummer. »Hjælp mig dog lidt!«, sagde han.
Så der var spænding om hans besøg i onsdags. Alle holdt sig for munden den aften. Ingen turde være ansvarlige for en gentagelse.

Der er nu altid spænding om den 56-årige ungarer. Mange regner ham for vor tids største på et klaver. Hans indspilninger går som varmt brød verden over. Billetterne til hans koncerter rives væk.
András Schiff skal nok koste en kvart million eller mere, man ved det aldrig med sikkerhed – den klassiske verden holder slige tal tæt til kroppen. Han har endda sit flygel med hjemmefra. Og han medbringer folk til dets rette pasning og pleje.

Der går i øvrigt tankevækkende rygter om de folk. For eksempel at én af dem engang blev nægtet adgang til Tivolis Koncertsal. Manden lignede til forveksling en junkie, syntes vagterne. I så fald en stofmisbruger på første klasse…Schiff selv ligner snarere en tørvetriller. Men hans entré forvandler og fortryller Tivolis Koncertsal. Hvad gør den lille mand så fantastisk?

Såmænd hans forståelse af musik. Tag bare hans kontroversielle bud på Beethovens berømte Måneskinssonate: Det er lyden af Napoleonskrigenes tåge – af de gamle grænsers opløsning. Velkommen til revolutionsmusik ført op til rumalderen.

Fra gammelt til nyt
Mange kender hver eneste tone, kender dem fra diverse koncerter og indspilninger og ringetoner til mobilen, har måske endda selv siddet og fiflet lidt i privaten. Og man kender dem alligevel ikke. For han peger hele tiden på det oversete. Schiff underspiller alt dét på overfladen og overspiller alt dét nedenunder.

Ungareren ryster også de hurtige bevægelser af ærmet. Lidt som når man lukker en bi ud ad vinduet – farvel og wroumm.

For det virtuose har aldrig været vigtigt i hans øren. Det er afsindigt udfordrende for fingrene, ja. Men det er ikke vigtigere end glasur på en lagkage.  Klassiske koncerter kan sommetider flakse lidt hid og did. De to timer med András Schiff flyver af sted. Som to timer jo gør i godt selskab.

Savner man alligevel noget? Hm…
På den måde ja. András Schiff er hele tiden foran sit publikum. Han ligner den fuldkomne kontrolfreak, den alvidende fortæller.

Men man kan ikke kontrollere sig til alt. En god musiker skal også kunne gribe øjeblikket. Hans lyttere skal ligesom ku’ gøre en forskel. Ingen gider føle sig overflødig eller ligefrem til besvær – for så handler alt pludselig om haletudser i halsen.

Og dét har Schiff aldrig været fantastisk til. Hans ånd forlader ikke sin røde klaverstol, svæver ikke ud til os andre i mørket, sætter sig ikke ned og lytter med.

Eller sagt med lidt ond vilje: Andre ville ha’ høstet seks stjerner plus krydser og slanger for det program. Schiff selv må nøjes med fem.  Altså lige indtil programmet er forbi.  For han overrasker igen. Aftenens stjerne bukker og går ud og kommer tilbage et par gange. Gid folk ikke har hostet for meget denne gang, tænker man. Gid han giver et ekstranummer.
Schiff sætter sig på den røde, vender sig halvt ud mod mørket og siger kort: »Kinderszenen af Robert Schumann«.

Ja, okay… Han ku’ i det mindste sige hvilken sats. Der findes jo så mange ekstranumre i den hitparade – tænk på den kendte »Träumerei« med videre. Men åhhh. Han kvitterer med det hele, giver hvert eneste nummer! Han løsner endda lidt på slipset i det kvarter. Spiller hittene som små sange uden ord.

Og manden bliver ikke afbrudt af noget. Til sidst blomst og stående ovationer. Han smiler endda lidt større end ellers.
Pyh...

Hvad: Pianoforte! András Schiff
Hvor: Tivolis Koncertsal
Hvornår: Onsdag d. 4. august