Efter mandagens festfyrværkeri i Forum under Metallicas fjerde koncert og næstsidste koncert i Danmark, var forhåbningerne til afslutningskoncerten tirsdag ikke bare skyhøje, de var nærmest umenneskelige. Og lad det være sagt og skrevet med det samme, Metallica indfriede ikke københavnernes drømme om himmel og helvede, om et Wagnersk inferno af heavy metal.

Umiddelbart var det ikke energien hos de herer Hetfield, Ulrich og Truijllo, det skortede på. De ville vinde, de ville overgå sig selv. Igen. James Hetfield forsøgte om og om igen at blæse til Forum med sin snerrende sang og verbale stemningsopfordringer til publiken. Som responderede med tilråb, headbanging, pogodans og luftguitarsoli. Scenariet var perfekt. Men desværre kun på overfladen. For det der kom ud igennem højttalerne, klingede alt for meget af mellemvare. Der manglede tyngde og nerve. Nummer efter nummer blev liret af. Efter den nye “Cyanide” og “My Apocalypse” fra bagkataloget, var selv de 10.000 betalende gæster småfrustrerede.

Soppesø og urmenneske

Men så... “Do you want heavy,”“ råbte Hetfield og modtog et kollektivt primalskrig tilbage, “The Metallica will give you heaveyyyyy,” rungede det direkte over i en vidunderlig, tung og møgbeskidt “Sad But True”. Nu stod ingen stille, og man kan kun gisne om, hvor mange tusinde liter fadøl, der skvulpede ud af plastikbægerne og omdannede Forum til Danmarks største soppesø.

Forandringen var om ikke total men noget var sket. Og mere fulgte, “One” var herlig, og Metallica toppede denne aften få numre efter i “Master Of Puppets”, som fik sveden til at sprøjte fra de sortklædte mænd, hvoraf halvdelen velsagtens var i t-shirts påtrykt Metallica-navnet eller navnet på firebandens seneste skive, “Death Magnetic”. Med priser på godt og vel 300 kr. i gennemsnit, er det selvsagt lidt af en koncertbonus for heavyrockens flagskib.

En enkelt mafiakvintet afveg fra den sorte hærs uniform med en grå t-shirt med ordlyden “Drink, fight, fuck”. De sloges ikke, nussede ikke hinanden i nakken, men de drak som professionelle. Ramme efter ramme røg ned i et tempo, der modsvarede Metallicas speed på scenen. Og vé den der ikke kunne holde tempo, han fik resten i de kortklippede stubbe, som er den hårde rockfans foretrukne cut.

Tre milimeter med maskine, hovedet roterende mellem benene, den ene hånd om en øl og den andens pege- og lillefinger strittende mod den runde scene. I grunden et fantastisk syn og et schweizer-præcist snapshot af det urmenneske, som Metallicas heavy metal vækker til live hovedparten af deres fans.

Lars Ulrich sang Gasolin’

Ikke før i minutterne mellem aftenens to sidste numre kom nostalgien frem. James Hetfield takkede for de fem dage i “Metallicas andet hjemland,” som han sagde og sendte taledepechen videre til lokale Lars. Han var stolt. Det lyste langt ud over scenekanten. Mens han holdt sin lille improviserede takketale, overtog James hetfield trommerne og tilbød Ulrich at synge finalen. Det gjorde han ikke, men han sang til gengæld første vers og omkvæd af Gasolin’s “Kvinde Min” sammen med publikum og resten af af Metallica gyngende på deres instrumenter, Hetfield stadig bag trommerne, som et andet Kandis...

Et fint øjeblik ikke desto mindre, som blev fulgt til dørs af “Seek & Destroy”, Metallicas helt egen Ragnarock.

Læs mere om Metallica i Forum her.