...
Der er lagt op til både festlige og melankolske koncerter onsdag eftermiddag på Vor Frue Plads. I anledningen af uddannelsesprogrammet Erasmus' 25 års fødselsdag spiller både Dig & Mig og I Got You On Tape op til fest.
Andrea Aagaard og Kasper Maarbjerg udgør Dig & Mig, der har hittet med "Skyggerne" siden i vinter, hvor den blev P3's Uundgåelige. Deres skramlede poplyd er blevet beskrevet som "Rocazino møder Ramones" og selveste Sune Wagner fra The Raveonettes har produceret deres debutalbum "Sommervarmen", som udkommer den 14. maj.
I Got You On Tape er efterhånden et etableret navn på den danske rockscene med fire album i bagagen, senest "Church of the Real" fra 2011. I 2010 slog de for alvor igennem i den brede offentlighed, da de vandt P3 Prisen. Deres melankolske udtryk blander en rocket og jazzet lyd og har Jacob Bellens markante stemme i front.
Læs også: Fredagsrock 2012
Begge bands kan opleves onsdag eftermiddag, når Erasmus-programmet fejrer fødselsdag. Erasmus er et uddannelsesprogram, der har til opgave at fremme samarbejdet mellem videregående uddannelsesinstitutioner i EU's medlemslande. Næsten tre millioner studerende har været en del af Erasmus-programmet.
Så hvis du er tidligere eller kommende Erasmus-studerende - eller bare gerne vil høre noget fed dansk musik ganske gratis, så mød op på Vor Frue Plads fra klokken 14.
Se programmet her eller læs mere på Erasmus-arrangementets Facebook-side.
PROGRAM
14:00 - Informationsteltene åbner
16:00 - Koncert med "Dig og Mig"
17:15 - Koncert med "I Got You On Tape"
18:30 - Arrangementet slutter
Hvad: Koncert med I Got You On Tape og Dig & Mig
Hvor: Vor Frue Kirke
Hvornår: Onsdag den 9. maj kl. 14-18.30
Hvordan: Gratis