Scenetæppets folder er dybe og dybrøde. Et skarpt, hvidt lys anes inde bag det tykke stof. Så lyder en enkelt stryger, så flere, og en akustisk guitar finder sammen med en stemme. Hans stemme.

Et sus går gennem sal og sæder i Jyske Bank Boxen og bliver til klappen og piften, da tæppet omsider glider fra og åbenbarer en smuk scene, hvor lysende trappetrin deler et 41 mand stort orkester i to.

Hovedpersonen står allerbagest, i et spot og under en storskærm som blomstrer i vældige, Rorschach-lignende figurer. Han er i sort, formsyet blazer, solbriller, og hageskægget er knivskarpt.

Det er den perfekte iscenesættelse af Den Store Crooner, Den Store Entertainer. Bare synd George Michael ikke er nogen af delene i denne den første af fire Symfonica-koncerter på dansk jord, hvor han har allieret sig med et hav af blæsere, harper og strygere, som størstedelen af sangene i det alenlange sæt nedsænkes i.

Disney og jazz
Det første problem, George Michael står med, har ramt snart sagt alle populærmusikalske kunstnere, der har forsøgt sig med et orkester fuldt af strygere. Nemlig at strygerne peger på numrenes enkelhed, deres banalitet.

Ja, alt det der kan være charmen ved en sang bliver med ét til en svaghed, og åbneren »Through« er første offer for denne logik, som også har gjort Stings numre fortræd på hans Symphonicity Tour.

En anden indvending har med George Michaels showmanship at gøre. For hvor han tydeligvis gerne vil give den som tilbagelænet crooner a la Frank Sinatra eller Michael Bublé med fingerknips og kommentarer mellem de mange delvist jazzede og overvejende disneyficerede arrangementer, så forbliver han lidt stiv i blazeren og underligt klodset i sine replikker. Men værst er vokalen.

»Dette show handler om min stemme,« siger George Michael undervejs, og det har han ret i. Men ikke på nogen heldig måde. For nok synger han sikkert, rammer ikke én falsk tone, men formidler desværre den samme uinteressante jeg-er-sørgmodig-på-sådan-en-lækker-måde-stemning i »Patience«, »Kissing A Fool« og alle de andre sange fra arkivet.

Lækre ligegyldigheder
Det er dog i omgangen med andre kunstneres sange, han for alvor udstiller sine svagheder. Særligt Rufus Wainwrights »Going To A Town« sætter stemmens begrænsning i relief, og dét, der oprindeligt er en uafrystelig sag, bliver til et lækkert, men larmende ligegyldigt stykke skønsang.

Den intensitet og dybde som Rufus Wainwright, Nina Simone og Amy Winehouse besidder – George Michael fortolkede dem alle – den finder han aldrig, og da en fyr et sted i salen råber »Fååcking boring«, må man tage afstand fra ordvalget, men tilslutte sig indholdet. George Michael skal ikke det her.

Han skal derimod gøre det, han virkelig kan, nemlig at skabe fest og glade popdage, præcis som han gør det mod slutningen, hvor der skrues ned for strygerne og distanceblænderiet, og hvor congas og korsangere gør »I’m Your Man« og »Freedom« til friske højdepunkter.

Salen går amok i bifald, alt ryster, gynger. Da er det bare for sent. For publikum. Og for fyren med hageskæg og formsyet blazer, som så gerne vil være noget andet, end det han kan.

Hvem: George Michael
Hvor: Jyske Bank Boxen, mandag
Hvornår: George Michael spiller også i Forum 3. sept.