Et nyt tiltag med musik af den lidt mindre forpligtende slags - om end kvaliteten stadig ligger helt i top.
Programmet er på otte koncerter, begynder alle kl. 17.30 og kommer rundt om hele DR’s musikalske palet.
Åbningskoncerten fredag 15. juni er lagt i hænderne på DR SymfoniOrkestrets og dygtige Thomas Dausgaard. Man får »Finlandia«, lidt nordisk violinromantik med Christina Åstrand som solist, en super spændende symfoni af provoen Rued Langgaard plus ret meget andet.
Læs også: Den Kongelige Ballet under åben himmel
Det hele præsenteres af Nikolaj Koppel og Hella Joof, kendt fra radioen. Arrangementet lørdag 18. juni bliver et must for alle børnefamilier: Prokofievs veloplagte »Peter og Ulven« har siden tilblivelsen i 1936 været fast gys i vores musikalske dannelse.Oplev det med DR’s musikere og tegneren Carl Quist-Møller.
Og så skal der grines! DR UnderholdningsOrkestret, en stærk trio af sangere med bl.a. danske Sine Bundgaard og værten Guido Paevatalu optræder med et større uddrag af Rossinis klassiker over alle: »Barberen i Sevilla«.
Hør samtidig ouverturerne til et par af Rossinis andre operaer - ikke sjældent de sjoveste minutter ved værket overhovedet. Tirsdag ligner et højdepunkt af den mere finkulturelle slags: Drengene i Den Danske Strygekvartet høster i øjeblikket hæder og flotte ord fra hele verden og optræder i koncerthuset med Wolfs lidt glemte »Italiensk serenade«, en kvartet af Mozart og en stor bearbejdelse af skandinaviske folkemelodier. Guf på guf på guf.
Man kan også opleve DR KoncertKoret - og for en gangs skyld synge med! Programmet på onsdag byder på alt fra »Du danske sommer« til fangekoret fra »Nabucco« og uddrag af »Carmen«. Altså alle dem, du alligevel synger i badet hver morgen. Frans Rasmussen leder og fordeler. Det bliver sjovt.
Læs også: Tivolis Big Band op til dans på Plænen
Eller hvad med »De fire årstider«? Vi danskere kender jo bedst efteråret, det varer omkring otte måneder herhjemme. Men salige Vivaldi satte musik til alle fire og kreerede dermed nogle af klodens mest kendte stykker klassisk.
Dyrk de fire violinkoncerter på torsdag med fire spændende solister: Julie eskær, Christine Enevold, Christian Ellegaard og Erik Heide. DR P2 sender både før og under hver koncert. Men tag nu ud og oplev den blå koncertkasse ved selvsyn og selvhør.
Stemingen er afslappet og musikken fremragende. Festivalen fortsætter i dagene efter - mere om det i næste uge.
Hvad: DR Sommerfestival
Hvor: DR Koncerthuset, Emil Holms Kanal 20, 2300 København S
Hvornår: Fre. kl. 17.30 - lør. 23. juni kl. 21
Hvordan: Billetter á kun 25 - 150 kr. på www.billetlugen.dk