...
Dyrenes beskyttelse er bekymret for de mange hjemløse fugle, der snart går en kold tid i møde. Det har fået dem til at arrangere en gratis koncert og aktivitetsdag, hvor deltagerne bliver bedt om at bygge en fuglekasse, mens de nyder en koncert af det fugleglade band, Dans og Lær. Bandet har gjort en stil ud af at blande fuglesamplinger og ornitologstemmer ind i deres musik.
Der bliver også serveret electropop af sangerinden Lydmor og så er den økologiske pølsemand til stede i BaNanna Park, hvor hele arrangementet finder sted. Hos ham kan man købe økologiske hotdogs.
Men det er naturligvis fuglene, der er i centrum denne dag. Mange fugle får ifølge Dyrenes Beskyttelse sværere ved at finde steder at lave reder på grund af, at flere og flere sprækker og revner udbedres i byens huse. Derfor håber de, at mange vil møde op og bygge et farvestrålende fuglehus.
Til at hjælpe og inspirere til byggeriet har Dyrenes beskyttelse også allieret sig med kunstneren Thomas Dambo, som vil vejlede de husbyggende gæster. Hele arrangementet er gratis for alle.
Hvad: Koncert og byg af fuglehuse
Hvor: BaNanna Park, Nannasgade - Nørrebro
Hvornår: Søndag 26. august, kl. 12-18
Hvordan: Gratis