Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Musik | 24/09/12

Stjerne uden glans

  •  Anmeldelse af Patti Smith i Store Vega. Foto: Uffe Weng Anmeldelse af Patti Smith i Store Vega. Foto: Uffe Weng
Publikum var i langt bedre form end Patti Smith i Store Vega.

...

Hun træder ikke ind på scenen alene, men sammen med hele bandet. I hvid T-shirt, sort jakke, jeans med brede opsmøgninger over grå støvler. Patricia Lee Smith ligner hverken en stjerne eller et ikon.

Men det er lige præcis, hvad hun er, og det fornemmes øjeblikkeligt i et udsolgt Store Vega, hvor publikum lystrer hendes mindste bevægelse: Vinker hun, vinker vi, holder hun hånden op til øret, råber vi »Patti!«, og ytrer hun sig politisk, så nikker vi anerkendende op mod agitatoren, digteren, fotografen, sangeren og sangskriveren.

Det er primært i kraft af de to sidste egenskaber, hun er her i aften, hvor hun åbner sættet med »Dancing Barefoot« og »Redondo Beach«, som begge er fra hendes vitale 1970ere, og som klædes i varme, organiske gevandter af guitarist Lenny Kaye og de tre øvrige i det drevne backingband. Perler og tom snak.

Herefter følger samvittighedsfulde fortolkninger af de to bedste numre fra dette års »Banga«, nemlig den vidunderlige »April Fool« – det mest poppede indslag i hendes katalog – og den veloplagte, suverænt melodiøse rocker »Fuji-san«.

Sådan veksler resten af sættet også mellem nyt og gammelt, og med en Patti Smith, som nok har publikum med sig, men virker træt og ufokuseret under det, som hun fortæller, er en lang turnés allersidste koncert. Og hun holder – af noget der mest lyder som pligt – flere monologer.

Her er hun i højere grad agitator end kunstner, og om man er til den slags er selvsagt et smagsspørgsmål. Men i mine ører er enetalen om Christiania lige så fortegnet, som den er ignorant og irriterende. For hende er Fristaden lig med »farver« og »kærlighed«, som trues og knægtes af »staten« og »regeringen«. Ingen hårde stoffer, intolerance eller vold i dén ligning, og at hun konsekvent kalder det »Christiana«, får bare det hele til at virke endnu mere tvivlsomt. Det samme gælder monologen om, hvordan mange store firmaer, helt korrekt, øver rovdrift på naturen. »Fuck dem!« råber Patti Smith uden at vende blikket mod sig selv.

For hun er vel selv fløjet hertil i et storforurenende fly, produceret på storkapitalens fabrikker? Tæt på fyraften Men alt dette er som sagt en smagssag og et spørgsmål om kynisme. Mere problematisk er imidlertid den mathed, som udgår fra Patti Smith, og som også mærker bandet.

Da det hele er ved at være slut, så løfter koncerten sig dog omsider, og »Rock N Roll Nigger« sitrer og gnistrer ud over scenekanten.

Et stort øjeblik på en aften, hvor det ikke desto mindre står klart, at Patti Smith næppe var blevet et ikon, hvis sangene havde skullet stå alene. Sættet viser, at hun som musiker, isoleret set, ikke er bare i nærheden af at have så mange stærke numre som andre aldrende stjerner; Neil Young, Leonard Cohen, Joni Mitchell und so weiter.

Hun har derimod skabt sin ikonstatus af digtning og agitation og fotografi og sang og sangskrivning. Alt dette er naturligvis tanker, som kun melder sig, fordi den 65-årige Patti Smith ikke formår at give sine sange med så megen indlevelse og kraft, at koncerten bare bliver en stærk her-og-nu-oplevelse. Med undtagelse af minutterne med »Rock N Roll Nigger«. Men her var hun også tæt på fyraften.

Hvem: Patti Smith.
Hvor: Store Vega.

Bliv opdateret på byens koncerter, cocktailbarer, klubber og alt der rører sig i nattelivet hver uge.

email:

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester