Er hun på vej ned? Rygter om Renée Fleming har altid løbet som lynild. De seneste fortæller om nye nykker, foragt for fotografer og farlige lege med mikrofon. Men nej. Luk ørerne for den slags. Og oplev hende selv ved først givne lejlighed.

For når man har siddet i Tivoli en våd hverdag, hørt havens orkester varme op til den amerikanske gæst og set sopranstjernen selv svæve ind i kæmpekjolen af det sorteste tyl – så kender man sandheden.

Nemlig at Renée Fleming på en vis måde er større end nogensinde. Amerikaneren har været i nervekrise, rundede det halve århundrede et par somre tilbage, toppede vel også fysiologisk for et par årtier siden.

Det kan bare ikke ses, ikke høres, ikke mærkes. Hendes navn kan også samle over 1.200 mennesker endnu. Selv en myreflittig Mærsk sidder på plads i salen! Rederen er ikke bare aftnens rekordholder i likvider og levede år, men også en rutineret herre til det med klassisk. Andre skal lige lære det først.

Salen klapper ivrigt under opvarmningen, selv efter nogle af de traurigste toner i norsk musik, selv efter »Åses død«. Gid folk lod hænderne hvile lidt og bare mærkede salens stemning sommetider. Men man forstår dem alligevel godt.

Allerede estiske Kristjan Järvi på dirigentpodiet er en kendis og spændende i sig selv: Den unge løve overdriver ikke noget, står bare og skubber lidt på skuldrene og ruller lidt med musklerne. Lader musikkens drama tale for sig selv. Som man siger.

Og angående applausen: Et navn som Renée Flemings vil altid trække utrænede tilhørere ind i salen. Men når de nye vender tilbage, vil de allerede kende bifaldsbølgerne bedre. Vent og se! Hun bliver nu svær at slå. Renée Fleming behøver knap nok synge sådan en aften. Salen virker forandret af hendes nærvær alene: Forandret af hendes sødlige ansigt, som skabt til birollerne som model for smykker og designerdress.

Forandret af hendes lukkede øjne under musikken. Hun elsker det underspillede, kan man fornemme. Elsker at lade orkestret bruse op omkring sig og lade dét fortælle resten af historien. Og selvfølgelig forandret af hendes berømte smil. For en gangs skyld et smil af ægte nydelse, ikke kunstig nydelse. Når hun i sjældne stunder tager smilet helt væk, skygger det dramatisk som solformørkelse og død.

Synger som en engel om søndagen
Stemmen selv? Renée Fleming synger stadig som engle om søndagen. Også fordi hun har denne fantastiske teknik og passer godt på den. En italiener med humor ville måske sige, hun ejer planetens største passaggio: Hvad enten hun synger en meget høj tone eller en dyb – så ligger den ligesom lige midt i hendes stemme.

Før pausen de »Fire sidste sange« af Richard Strauss til tekster af Hesse og Eichendorff. Komponeret lige efter Anden Verdenskrig, udtænkt i et sønderbombet Tyskland, skabt i smertelig længsel efter verden af i går. Efter pausen tre andre sange af samme Strauss plus en fjerde som ekstranummer. Denne gang sange i den lettere ende. Hvilket ikke gør nogen forskel overhovedet.

Ligesom den sorte kjole før og den cyclamefarvede efter ikke gør det. For ingen har alligevel oplevet stærkere deltagelse i de sange. Man kan aflæse hvert vers, hver linje, sommetider hvert ord af både hendes stemmes folder og ansigtets. Og hendes tysk lyder for resten som en tyskers i både sang og tale. Slanger i dette paradis?

Den dygtige Järvi skulle måske have dæmpet sit orkester lidt af og til. Men musikerne klarede sig nu ekstraordinært godt hin aften – gid man kunne genhøre de melodier i violin og horn lige nu … Og man mærkede måske en krybende kedsomhed hist og pist. Renée Fleming gav ikke en eneste sang med fart over feltet.

Hvert eneste af aftnens otte numre var stille sange, langsomme sange, stemningssange. Nå nej. De lød nok bare sådan. Fordi hun tog os med i hver eneste følelse.

Hvem: Renée Fleming med Tivolis Symfoniorkester
Hvad: Sange af Richard Strauss samt Griegs »Peer Gynt«-suiter.
Hvor: Tivolis koncertsal, mandag.