...

Han ser lille ud herfra. Som en sort streg i det hvide spotlys.

Han er i skjorte, jeans, støvler. Det ser jeg nu. På en af de to store skærme som flankerer scenen.

Og forskellen på manden på scenen og manden på skærmen er sigende.

Den ene er et menneske med en elguitar. Kød, blod og en medtaget Telecaster over den ene skulder.

Den anden er den lysende legende, et ikon eller hvad man nu vælger at kalde ham. Ham som man kan tage fag i på universitetet, ham der er skrevet bøger og kilometervis af artikler om, ham som kan bruges som symbol på snart sagt hvad som helst.

På en trængt arbejderklasse, på den porøse amerikanske drøm, på humanismen i rockmusikken, på træt traditionalisme og så videre og så videre.

Sådan er det at være Bruce Frederick Joseph Springsteen, som det står enhver frit for at forgude. Eller forkaste.

Ingen overgivelse
Nu spiller han så for første gang på Roskilde Festival, som han på mange måder deler skæbne med.

Den er også legendarisk, den er også større end summen af sine dele, og den føler enhver sig også i sin gode ret til at glorificere. Eller pisse på.

Så opløser Telecasteren alle tankerne på min mudrede græstue små 100 meter fra Orange Scene, og The E Street Band blæser dem ud over de 50.000 hoveder – over gråt hår, krøllede manker, sjove hatte – og videre ud over landet, mens »No Surrender« tager form.

»We learned more from a 3-minute record, baby, than we ever learned in school«, synger Springsteen med sit karakteristiske underbid, og ordene trækker hele bandet med sig – blæsere, tangenter, korstemmer, trommer, bas og violin.

»HVAE SÅE ROOESKIIILE!« råber han så og kickstarter gamle »Badlands«, der med en saxofon i ryggen bruser over scenekanten og ned mellem publikum, som kører på en blanding af alkohol og forventninger.

Nogle har været i gang i en uge – i mudret tøj, med røde ansigter og smadrede sneakers – andre er i pænt sommertøj i sarte farver. 30-40 år ældre og på endagsbilletter.

Men de mærker alle trykket fra trommeslagene, da »We Take Care Of Our Own« hamres i gang og siden knejser mod den mørknende sommerhimmel.

Et klart højdepunkt i koncertens første fase og på Springsteens seneste album, »Wrecking Ball«, som kredser om finanskrisen og om den skuffelse, der løber som et sort sodspor gennem den amerikanske befolkning.

Ind i stormen
På Dyrskuepladsen er skuffelsen også til stede, men af andre grunde. I hvert fald i mig. For trods et par lysende øjeblikke er intensiteten og de mindeværdige øjeblikke til at overse i de første 75 minutter, hvor Springsteen kun når omkring 11 numre.

Det føles unødvendigt langtrukkent, og de bønnemødelignende og svært salvelsesfulde taler, Springsteen byder ind med, er heller ikke just velgørende.

Men så kommer det. Gradvist. Større og større sange og mere og mere intenst samspil mellem Springsteen, The E Street Band og alle os hernede. Fra en strømførende »Because The Night« gennem en organisk »The River« og ind i en sand storm af supersange.

Først »Born In The USA«, så »Born To Run« og »Glory Days« og endelig »Dancing In The Dark«.

Den løse start viser sig, hørt her fra slutningen, blot at være begyndelsen på en dramaturgisk kurve. Åbning, hvilepunkt og så en finale, hvor koncertens længde, 180 minutter, har gjort os alle sammen møre, og hvor hele pladsen må overgive sig, danse, falde hinanden om halsen og skråle med på lukkeren »Twist And Shout«.

En lysende streg
Kynikere som tidligere har set Springsteen vil vide, at han har gjort det hele før. At han har trukket en pige op på scenen. At han har lagt sig ned i »udmattelse«. At han har ladet de forreste publikumsrækker røre ved ham.

Det er noget af det, der har gjort ham til et ikon, en legende og alt det der. Men han gør det med indlevelse og overbevisning, og han gør det, så den lille streg af et menneske deroppe på scenen går i ét med den store, lysende skikkelse på storskærmene.

Det er i de øjeblikke magien opstår. Og de sidder tættere og tættere, som maratonkoncerten skrider frem mod sit slutpunkt. Og til sidst, til allersidst, er alt ét stort magisk øjeblik.