Musikkens hus på Enghavevej huser Danmarks vel nok mest populære koncertsal. Vega er både akustisk og publikumsmæssigt, et utroligt vellykket spillested, der også hæver sig blandt de bedste i Europa. Vegas to sale er indrettet i bygningen, der indtil starten af halvfemserne husede den danske arbejderbevægelse.
Efter en omfattende restaurering, åbnede bygningen i 1996 som Musikkens hus. Koncertoplevelserne i Vega får en ekstra dimension af arkitekten Vilhelm Lauritzens interiør. Mørke træpaneler, mahognigulve, friser, samt en lang række originale detaljer, som er bibeholdt efter restaureringen, gør Vega til et stykke Skandinavisk arkitektur, såvel som spillested.
Vega er det foretrukne danske spillested for turnerende kunstnere i Europa, og Vegas program byder på en bred vifte af danske og internationale topnavne, men nye, unge bands og solister bliver også hyppigt inviteret indenfor, på stedets to sale. Vega fungerer i øvrigt også som natklub fredag og lørdag, og i bunden af huset finder man Ideal Bar, som fungerer som almindelig bar, men ofte byder på musikalske arrangementer, akustiske koncerter, balkanklubber, samt diverse eksperimenterende events.
Vega består af:
Lille Vega – kapacitet: 500 personer
Store Vega – Kapacitet: 1500 personer
Ideal Bar – Kapacitet: 250 personer
Adresse:
Enghavevej 40
1674 København V
Transport:
Bus 3A eller 10
Se Vegas koncertkalender