I halvfemserne var Jarvis Cocker et vaskeægte idol i forgrunden for et sofistikeret kuld ved navn Pulp. Manden kunne ikke synge. I statur og fremtoning lignede han en underernæret nørd bag sine tommetykke briller og fedtede pandehår. Men for tungebåndet var han skåret skarpt, og med sarkasme adresserede han sex og samfund i en perlerække af årtiets fineste popsange.

Men der er sket noget siden Pulps opløsning i 2002. Jarvis har forsøgt sig med familieliv i Paris, om det kan man høre meget mere på den udmærkede solodebut fra 2006, opkaldt efter hans fornavn. Nu er idyllen krakeleret, og på maj måneds »Further Complications« er Jarvis ond i sulet. Han har sammen med producer Steve Albini sat sig selv i scene et sted imellem garagerock a la The Stooges og T-Rex glam. Det skærer, det brænder og potensen er høj.

Og præcis sådan præsenterede Jarvis Cocker og hans fem mand tunge og voldsomt kontant spillende rockorkester sig på Vegas lille scene. Bassen skar i ørerne, trommerne buldrede som trykluftsbor, og de to guitarer fræsede på det nærmeste hul i væggene. Jarvis selv spurtede rundt og dansede mekanisk rundt, indtog divapositurer og vrælede, spyttende i mikrofonen.

»I love you Jarvis,« råbte en kvinde fra den gennemsvedte sal, hvortil Jarvis Cocker med vanlig elegance replicerede: »oh, you obviously don’t know me, but it’s a nice thought, so thank you«.

Publikum grinede med det begavede halvstrå, og der blev behørigt klappet med på de nye skæringer.

Uden nuancer

Stemningen var bestemt på kogepunktet, fugten dryppede fra loftet, men det havde desværre mere at gøre med dagens omfavnende stråler fra den københavnske sommersol og ikke med musikken og seks-banden på scenen. For selv om Jarvis Cocker var charmerende som altid, var det hørbart, at hans sange grundlæggende bare ikke er gode nok. At de ydermere larmede så voldsomt, at nuancerne helt forsvandt, gjorde kun ondt værre. I grunden er han jo heller ikke en rocker. Han er en arty popmusiker, som kan skabe begavede, episke dramaer med en puls, der går lige i stiletten. Hvorfor man kun kan håbe på, at han med »Further Complications« har fået rusket op i sine personlige forhold, og nu også har spillet dem helt ud af kroppen, så vi, der vitterlig elsker hans talent, kan se frem til skønne sange, som har familiære bånd til »Disco 2000«, »This Is Hardcore« og andre af store øjeblikke, som har gjort Jarvis Cocker til, ja, til Jarvis Cocker selvfølgelig.