»Love hurts when you do it right, you can cry when you get older«. Læs den igen. Det er ikke poesi ved første øjekast, men så.... begynder musikken. I ordene, og i bogstavelig forstand på Roskilde.

Det er midnat. 15.000 publikummer, de fleste svenske, står pakket som bakker på en palle med Stryhns den grovhakkede. To trommesæt, to keybords og: ROBYN. Fysisk er hun lige så petit som hendes evner på plade og på en scene er store. Fuld smæk på og klubfesten er igang.
Glem alt om DJ’s og raves via elektronik og pladespillere. Robyn har den, Robyn er den. Festen, dansen.

Hun er så bleg som hvedemel, håret er kort og farvet platinblond. Kjolen er hvid, kort og skoene med plateau. Men rytmen i hendes krop siger det hele. Teltet ryster.

Vi danser med, det er pop nonstop. En popmusik som er værd at dø for. Madonna og Kylie ville give deres højre arm for at have det, som Robyn har: ungdom, talent, sex og coolness. De postulerer, hun er det per natur.

31 år ung har hun været i branchen i mere end 15 år. Den har forsøgt at modelere hende til ukendelighed. Hun har svaret igen med at vende den ryggen, gøre det selv og i dag, nu og her, står hun stærkere og bedre end nogensinde.

I andet nummer citerer hun Kid Rock, henimod afslutningen leverer hun alternative versioner af hits, så pelsen rejser sig på armene. Der imellem er det stramt, ingen fedt, intet overflødigt, bare sublim popmusik med kant til smil og dansesko.

Man bliver misundelig, hvorfor har vi ikke et lokalt alternativ, hvorfor er Robyn 10 gange bedre end det bedste, dansk pop har at byde på? Svaret er naturligvis så enkelt som frustrationen er ligegyldig i den globale virkelighed: Fordi hun er en star. En stjerne.

Lørdag kl: 00.00
Kunstner: Robyn
Scene: Arena

Læs flere anmeldelser fra Roskilde Festival

Læs alt om Roskilde Festival

Se WebTv fra Roskilde Festival