Rudersdal Kammerorkesters 33 strygere tager publikum på en rundtur i Europa i perioden fra 1890’erne til 1930’erne. Hør musik af engelske Elgar og Vaughan Williams, italienske Respighi og finske Sibelius.
Ligesom Carl Nielsens musik er kendt for at lyde umiskendeligt ”dansk”, har komponister i andre lande skrevet i et musikalsk sprog, der kendetegner netop deres lands kultur. Det kan være ved f.eks. at hente inspiration i landets folkemusik eller natur.
Elgar beskrev selv sin Serenade for Strygere som ”små melodier”, og de minder meget om de engelske folkemelodier. For Vaughan Williams var den engelske folkemusik udgangspunktet for al hans komposition, og dens melankolske tonesprog gennemsyrer alle hans værker. I Tallis Fantasi har han endvidere brugt et tema af sin landsmand 1500-talskomponisten Thomas Tallis.
Også Respighi lod sig inspirere af tidligere tiders musik. Ancient Airs and Dances, Suite No.3 er skrevet over gamle italienske guitar-og lut kompositioner fra 1600-tallet.
Andante Festivo af Sibelius blev til under meget prosaiske omstændigheder: den blev skrevet i anledning af et savværks 25-års jubilæum! Det har dog ikke haft indflydelse på musikken, der med sin næsten hellige højtidelighed afspejler den finske natur.
Rudersdal Kammerorkester debuterede ved Rudersdal Sommerkoncerter 2011 og består af musikere fra de københavnske orkestre og ensembler suppleret med dygtige amatører fra Amatørsymfonikerne og Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester. Dirigent er Martin Sell, som har etableret orkestret sammen med violinisten Christine Pryn. Orkestret sætter fokus på formidlingen, og ved koncerten fortæller Martin Sell om musikken.
Gratis adgang