Roskilde Festival havde selv forudset scenariet. Portishead ville accelerere et i forvejen glimrende slutsalg til festivalen, der begynder officielt 30. juli, og hvor end man befandt sig i Københavns gader og i den offentlige transportsektor, summede luften af nyheden om den britiske triphoptrios ankomst:

»Har du hørt det«, »det bliver fantastisk«, »kunne ikke være bedre«, »sig det videre«, »så skal jeg alligevel afsted.« Jeg forstår det godt. Musikhistorien er rig på både gode, store og betydningsfulde navne.

Men over dem findes der en lille eksklusiv klub. Det er dem, der har skrevet lærebøgerne. Revet dem itu, fundet på nyt og inspireret en generation af kolleger. Med musik, der tillige rækker langt ud over musikkens egne rækker. Musik, der skærer sig igennem alle sanser, udfordrer lytterens selvforståelse og samtidig lyder helt fantastisk, wow!

Et sådant eksklusivt band er Portishead. Sammen med Nirvana det vigtigste, 90erne bibragte musikkens uendelige udviklingshistorie. Portishead landede midt i en musikalsk brydningstid. Kurt Cobain havde begået selvmord, og med sig i graven havde han taget årtiets amerikanske dominans på den internationale musikscene.

Alle øjne rettede sig i stedet mod Storbritannien, hvor navne som i første omgang Blur, Suede og senere rødderne i Oasis var i færd med at vikle sig ind i The Union Jack og med 30 års forsinkelse genstarte landet som populærmusikkens mekka. Samtidig havde den stedlige dansemusik udviklet sig enormt, krydset klinger med rocken, muteret via teknologien og hældt i hovedet på begejstrede masser, der var høje på kærlighed i pilleform.

Mens rocken sørgede over Cobain i USA, bevægede den stedlige hiphop sig i allehånde retninger, politisk, poetisk, gangsta, og den flettede fingre med jazzen. Og jazzen svømmede som en fisk i det spirende, elektroniske musikhav, skabt af en ny type og en ny generation af musikere, der ikke kunne spille på instrumenter.

At det skulle blive et undseeligt, lille orkester fra havnebyen Bristol, der som en svamp skulle opsuge alle tendenserne i den rytmiske musik og i oktober 1994 spytte dem ud på en plade ved navn »Dummy«, havde ingen kunnet forudse. Men det var præcis, hvad Portishead gjorde.

I den ultrakorte version skabte lydarkitekten Geoff Barrows og sangerinden Beth Gibbons et britisk modsvar til den amerikanske hiphop, der rent genremæssigt fik tilnavnet triphop. Tempoet var slæbende, beatsne ligeså. Lyden støvet og knitrende, som når støvet har samlet sig omkring pladespillerens nål.

Der var melodier fra rocken, strømførende jazzfigurer på guitar, skabt af Adrian Utley, dubbede basgange fra Jamaica, åndeløs ørkenblues, lån fra klassiske strygere og DJ-scratch. Geniale filmkomponister som John Barry og Ennio Morricone havde nok søgt, men aldrig ramt så stærke stemninger og vakt så kolossale følelser.

Beth Gibbons’ vokal var på én gang poppet, fuld af soul og alternativ. Skrøbelig og klar som det fineste krystalglas. Hendes tekstunivers kredsede kun om kærlighed. Men den var blå, ja, næsten sort. Fuld af romantik og melankoli. Af fortvivlelse, desperation, ulykke og smerte. Af en uhørt sårbarhed.

Sunget med en skælvende falset, der fik selv Billie Holliday til at fremstå som en klippe. På pladens fænomenale afslutningsnummer, »Glory Box«, gik hun i tusinde stykker: »Give me a reason to love you/Give me a reason to be/A woman/I just wanna be a woman.« Det var musik at elske til, varme klangtæpper at pakke sig ind i.

Musik at dø en smule til. Musikkens betydning var enorm. Uden »Dummy« havde Caroline Henderson, Thomas Blachman og Kasper Winding aldrig skabt førstnævntes megasællert og prissluger af en debut, »Cinemataztic«. Også Randi Laubek, Hanne Boel, Blue Foundation, Björk, Sneaker Pimps, Moloko, Lamb, Morcheeba og Goldfrapp, for blot at nævne nogle få, skylder på Portishead-kontoen.

Allerede i 1991 havde Portisheads bysbørn i Massive Attack vakt furore med deres stemningsfulde genre-sammenrend »Blue Lines«, som regnes for det album, der skabte triphoppen. Geoff Barrows var faktisk med i Coach House-studiet i Bristol, da Massive Attack indspillede deres milepæl. Han var ung i arbejde som lydtekniker.

Hans vej dertil startede i forstaden Portishead og gik gennem en fascination af amerikansk hiphop. I Coach House stødte den unge Barrows også på Tricky, der ikke bare medvirkede på »Blue Lines«, men som år senere tog triphoppen nye steder hen på sit eget mesterværk, »Maxinquaye«, og cirklen sluttes i samme lokaler, da Beth Gibbons træder ind ad døren. Hun er sangerinde, men kun på pub-rock niveau.

Gibbons er arbejdsløs og på jobtræningskursus. Jazzguitaristen Adrian Utley bor i et værelse i samme bygningskompleks. Utley har gang i nogle kompositioner, hvor han bl.a. forsøger at sammenflette soundtrackmusik med hiphopbeats. Men først da Geoff Barrows dropper ind, assisteret af lydteknikeren Dave McDonald, forløses idéerne.

Sammen skabte de »Dummy«, der var mere eklektisk, mere gennemarbejdet, modernistisk og tidløs end Massive Attacks pionérarbejde. Mere behøver man som sådan ikke vide. Og mere vil Portishead heller ikke fortælle.

De har altid gemt sig bag musikken – langt væk fra presse, røde løbere og det, der kan være værre. Helst i mørke, i et studie, på en dunkel scene bag en maskinpark eller et strygerorkester. Og det var netop, hvad Portishead gjorde efter »Dummy« og turnéen bagefter, der bl.a. bragte dem til Danmark, herunder til Roskilde Festival.

De gemte sig. Og de fortsatte i samme pladerille. Med at skabe intense lydspor, der var så fantastisk fine og samtidig så uhyre krævende at lytte til, at man helst gjorde det alene. Jeg husker aftener foran anlægget i den lille stue i min første lejlighed på Nørrebro, hvor jeg frivilligt lod mig indfange og forføre af detaljerigdommen i Portisheads andet og selvbetitlede udspil, udsendt i 1997.

At høre Beth Gibbons enkle og gribende forsøg på at forføre i den mesterlige James Bond-agtige »All Mine«, var nærmest… ja…nærmest »All the stars may shine bright/All the clouds may be white/But when you smile/Ohh how I feel so good/That I can hardly wait/To hold you, enfold you/Never enough/Render your heart to me/All mine/You have to be…« 14 år senere bringer den stadig ubeskrivelige følelser med sig.

Der skulle gå 11 år, inden Portishead igen lod verden vide, hvad de foretager sig bag lukkede døre. I den periode kom og gik genrer som vanligt. Der var big beat musikken – fusionen mellem punkpunk og electronica – og den nordamerikanske rockbølge fik efter næsten ti års krise fornyet kraft med The White Stripes, Interpol, The National og Arcade Fire. Briterne spillede selv ud med modelleret dubstep musik fra Londons garager og dansegulve.

Sammesteds meldte klassiske rockere som Kaiser Chiefs og især The Libertines og Arctic Monkeys sig på banen. Men intet var nok til at overdøve de sværmeriske drømme og dybe suk, der knyttede sig til mere, mere, mere fra enerne i Portishead.

Bulletiner om, at Geoff Barrows knoklede løs efter devisen »et skridt frem og otte tilbage« gjorde kun ondt værre. Var Portishead kørt fast, kørte de overhovedet? 4. april 2008 fik vi svaret i København. Det var de ikke.

En mere rocket og aggressiv stil blev eksponeret på K.B. Hallens scene ved en sønderknusende, magisk og selvfølgelig totalt udsolgt koncert. Tre uger senere faldt det hele på plads med »Third«, album nummer tre. På sæt og vis var Portihead blevet mere »normale«. Jazzen var pillet ud, af hip hop og elektroniske fiflerier var der markant mindre.

Men den dryppende melankoli, skrøbeligheden var der ikke pillet ved. Bare at høre Beth Gibbons´ bæven og snublen igennem den lille akustiske »Hunter«: »I stand on the edge of a broken sky/And I will come down; don’t know why/And if I should fall, would you hold me?/Would you pass me by?/For you know I’d ask you for nothing/Just to wait for a while…«.

Med Portishead har Roskilde Festival 2011 føjet et hovednavn til plakaten. Det første, sidste og helt rigtige hovednavn.

Læs alt om Roskilde Festival på aok.dk/roskilde