Føj til favoritter Del Send
Musik | 11/06/18

Roskilde Festival laver om foran Orange

  • Foto: Torkil Adsersen Foto: Torkil Adsersen

Roskilde Festival indfører i år et nyt tilskuersystem foran Orange Scene, og det betyder, at man fremover skal bruge et særligt armbånd for at komme helt tæt på scenen.

Det skriver DAGBLADET Roskilde. Står det til festivalen, skal det nemlig være slut med de lange køer, der plejer at strække sig foran de såkaldte »pit«-områder ved Orange Scene. En »pit« er en aflukket bås foran scenen, der skærmer publikum mod pres bagfra.I fremtiden vil man kun kunne komme ind i det forreste område foran scenen ved hjælp af et særligt armbånd.

- Der er folk, der ender med at sidde i kø hele dagen, når deres yndlingsnavn spiller, og det vil vi gerne ændre på, lyder det fra festivalens sikkerhedschef, Morten Therkildsen, der blandt andet står bag udviklingen af det nye system.

De nye tiltag betyder, at de fire adskilte områder foran scenen bliver til tre, hvor publikum frit kan bevæge sig frem og tilbage mellem de to bagerste områder, mens musikken spiller. I den forreste pit vil man fremover skulle vise et særligt armbånd, der kan afhentes dagligt, når festivalpladsen åbner. Armbåndene vil blive udleveret efter først-til-mølle-princippet. Der bliver stadig mulighed for at ligge i kø, hvis man ikke når at få et armbånd.

Der vil blive lavet en såkaldt »chance-kø«, hvor der er plads til et par hundrede publikummer, der ikke når at få det særlige armbånd.