"Hvad?" siger Berlingske Tidendes rockredaktør Thomas Søie og griner:
"Jamen, det er jo grotesk. Men altså, al respekt hvis Rasmus Seebach kan trække 40.000 i Parken. Han er jo den eneste af de optrædende, der har bare lidt publikumsappel," siger han om arrangementet "Dance for The Climate," som satser på at fylde Parken 7.december med en tre timer lang koncert, hvor navne som Akon, Shaggy, Danseorkesteret og altså Rasmus Seebach skal optræde. Billetterne vil koste op til 695 kr. Arrangementet er lavet til fordel for FN's program Water for Life.
"Jamen altså, det er vel meningen, at man vil samle penge ind? Så er man jo nødt til at have nogle navne, der kan sælge billetter og ikke bare nogle, hvis berettigelse er, at de havde et hit for 25 år siden," siger Thomas Søie.
"De er skønne"
Arrangør Amanda Ru. Orlanda er nu ganske godt tilfreds med programmet:
"Det er valgt, så det tilgodeser så mange som muligt. Det skal både være for dem, der går på pub, og dem der kommer fra kontoret, det skal ikke kun være for meget musikinteresserede, men for alle mennesker, der ønsker at sende et signal til lederne i København om, at de skal lave en aftale, og som ønsker at støtte verdens fattige, der har brug for rent vand," siger hun.
Men Danseorkesteret? Jeg har fundet et citat på hjemmesiden www.musiknyt.dk, hvor der står blandt andet står "Danseorkesteret er stadig aktive, selvom det er de færreste, der er klar over det. De spiller til private fester og nogle gange på festivaler." Hvorfor tror I, at folk vil høre dem?
"De er respekterede, og de har skrevet musik, der passer godt til at danse for klimaet (sangen Regndans, red.), og de er populære i Danmark," siger hun.
Og Europe, der havde sin storhedstid i 1980'erne og sit største hit i 1986?
"De er skønne og har netop nu en vidunderlig single ude, der hedder 'The Last Look on Eden', de er gendannede og på turné. Og så passer deres sang 'The Final Countdown' smukt til det budskab, vi ønsker at sende til lederne i København. Det er nu det gælder. Der skal ikke bruges flere ressourcer og flere penge på at udsætte at lave en aftale, det skal være nu," siger hun.
"Og så kommer Akon jo altså også, han er så populær i USA, og han giver 60 minutters show, og Shaggy, der er så populær i Afrika og Caribien, lande hvor klimaændringerne virkeligt kan mærkes."
"Meget rimelige priser for så godt et show"
Billetterne koster fra 395 kr. til 695 kr. for en plads i den såkaldte Golden Circle tættest ved scenen.
Tror du, folk vil betale op til 695 kr. for dette show?
"Vi har fået af vide af vores lokale samarbejdspartnere, at det er en meget rimelig pris for så langt et show med så mange medvirkende. Billetter for koncerter med et dansk band koster omkring 350 kr., så vi tror, at det her er rimeligt for så godt et show," siger Amanda Ru. Orlanda.
Selv vil hun deltage i koncerten "og danse for klimaet."
Hun kommer til at få god plads på dansegulvet forudser Berlingske Tidendes rockredaktør Thomas Søie:
"De kan jo ikke sælge så dyre billetter til de navne. Det er grotesk. Og synd for dem, man gerne vil samle ind til."
Amanda Ru Orlanda ønsker ikke at oplyse, hvor mange billetter der forventes solgt til koncerten. Eller hvor mange der allerede er solgt.
Læs også:
1980'er heavypudler synger for klimaet