Robbie Williams behøver næppe nærmere introduktion. Den nu 38-årige sanger voksede sig siden bruddet med boybandet Take That, til at blive en af verdens mest populære soloartister.
Han solodebuterede i 1997 med albummet ‘Life Thru a Lens’, der ved hjælp af blandt andet kæmpehits som ‘Angels’ og ‘Let Me Entertain You’, sendte sangeren til tops på den internationale stjernehimmel.
Siden er det blevet til otte studiealbum, samt diverse kompileringer og livealbum. Sangerens stærkeste albums hører nok til i første halvdel af bagkataloget, hvor han stadig skrev sit materiale sammen med komponisten og produceren Guy Chambers, men Robbie har opretholdt sin popularitet, ikke mindt på grund af hans enestående evne til at formidle sine sange til et livepublikum på en underholdende måde.
Sidst Robbie var i København med solomaterialet var i 2006, hvor han fyldte Parken to aftener i træk. Parken dannede også ramme, da Robbie gæstede København med det gendannede Take That i 2011.
22. juli står han så igen på scenen i Danmarks nationalstadion og uanset, hvad koncerten kommer til at byde på, bliver det med god sandsynlighed en både festlig og underholdende aften i Parken.
Hvad: Koncert med Robbie Williams
Hvor: Parken
Hvornår: 22. juli, kl. 20
Hvordan: 515 - 1115 kr. på Billetnet (fra 30. november)