Eks-punksangeren, skuespilleren, tv-værten og speedsnakkeren, Henry Rollins er i København med et show, der blander stand-up, spoken word og historiefortælling.
Rollins har flere gange før gæstet byen med sine ordrige shows, som har vist sig at være særdeles underholdende. Sidste gang Rollins var i Byen, var i 2009, hvor han fortalte historier i DRs Koncertsal. Den veltalende musiker blander humor og alvor med stort overblik, og gemmer på et utal af sjove, pudsige og samfundskritiske historier fra et langt liv i forskellige kroge af underholdningsbranchen.
Henry Rollins blev først kendt som den aggressive forsanger i punkbandet Black Flag. Efter Blag Flags opløsning i 1986, dannede Rollins soloprojektet The Rollins Band, og engagerede sig sideløbende i en sand syndflod af projekter. Rollins, som i øvrigt er døbt Henry Garfield, har skrevet adskillige bøger, samt blogs og magasinartikler. Han har medvirket i en række film og kan blandt andet ses i 'Heat', 'Johnny Mnemonic' og 'Lost Highway'.
Desuden er Rollins vært for sit eget tv show - The Henry Rollins Show, og han har samarbejdet med en lang række stjerner på diverse projekter. Et af de mere obskure, er en spoken word plade med Star Trek kaptajn, William Shatner.
Men det er selvfølgelig i egenskab af historiefortæller, at Københavnerne nu kan opleve Rollins, og går det som de seneste besøg, vil publikum blive vidner til en yderst underholdende aften, serveret af en enkelt mand med en mikrofon i hånden.
Billetter til arrangementet sælges på Billetlugen fra mandag 5. september
Hvad: Henry Rollins Spoken Word
Hvor: Bremen
Hvornår: 3. februar