»Pumpehuset, det er Lærke. Nej, den er ikke udsolgt. Du kan købe billetter via vores hjemmeside, jamen fint, okay, hej,« lyder en kvindestemme fra et kontor. Lyshårede Lærke Hein dukker op. Smilende, solbrændt. Et Rolexur om den ene arm, en iPhone i hånden. Hun er en af de to nye direktører i Pumpehuset, der skal få det gamle spillested til at svinge igen.

»Jeg kan sætte struktur på en forretning,« siger hun. Som hun gjorde med baren, spisestedet og natklubben Karriere, som hun åbnede med sin bror, billedkunsteren Jeppe Hein, i Kødbyen for to år siden. Hun viser rundt i huset, hvor DR forbereder optagelserne til en scene i serien Livvagterne. Hun hilser på folk, smiler, nikker, lukker dørene og siger til et par mænd i sorte jakker »døren skal altså være lukket,« peger ind i foyeren. »Den har vi malet hvid, så den er meget mere neutral og nemmere kan bruges til forskellige ting,« siger hun og lukker en dør mere.

Gennem en lille mellemgang og ind bag en grå dør, hvor der står kontor på døren. Det er det nu ikke mere. Her står et rundt bord, fire stole og en gammel slidt fløjlssofa. »Det var den gamle direktørs kontor, men det gik op for os, at et af problemerne med at booke bands til Pumpehuset var, at der kun var et bandrum. Og det gad mange bands ikke. De gider ikke sidde sammen med opvarmningsbandet. Da det gik op for os, var det sådan »hvor hurtigt kan vi have to, på mandag? Godt, det gør vi.« Det var bare en af de ting, som vi opdagede, skulle laves om. Og vi har allerede fået flere positive tilkendegivelser på det,« siger hun.

Uffe Savery dukker op. Vindblæst, strittende hår, lidt forsinket. »Jeg skulle liiiiige...« siger han, mens han tager jakken af. »Jeg skulle lige skype med Australien.« Han er den anden direktør. Med en fortid som musiker i duoen Safri Duo, der gik fra at være en klassisk slagtøjsduo til at være en popgruppe. Sammen er de Pumpehusets nye ledelse. Men sådan skulle det egentligt ikke have været. De to sad i bestyrelsen, og da den forhenværende direktør trak sig, blev de bedt om at være konstituerede ledere, indtil der blev fundet en ny direktør.

»Men så opdagede vi ret hurtigt, at vi, nej du opdagede det nok først,« siger Uffe Savery:  »At vi ville søge, og det gjorde vi så. Vi trak os fra bestyrelsen, og søgte på lige fod med alle andre. Vi var til første samtale, vi var til anden samtale med en erhvervspsykolog, og vi var til en personlighedstest med 220 spørgsmål på 40 minutter,« siger han med et skævt grin. »Vi fandt ud af, som vi jo godt vidste, at vi er meget forskellige,« siger han.

Hun griner. »Det eneste, vi har til fælles, er, at vi har masser af selvtillid.« Den skal de bruge på at genrejse Pumpehuset. »Mere liv,« siger Lærke Hein lynhurtigt på spørgsmålet om, hvad der er deres opgave, før hun retter sig selv: »Måske bare liv. Da vi overtog stedet, var der vist 10 koncerter frem til jul. Og det var i august,« siger hun. »Det var alt, der var planlagt.« Uffe Savery nikker. »Og så at skærpe den kunstneriske profil,« siger han. »Nej måske bare få en,« griner de begge.

»Jeg kan huske, da jeg var ung og gik på Konservatoriet, kom jeg her meget. Pumpehuset havde overtaget en del efter Saltlageret, Montmartre var lige lukket og Vega var ikke kommet op at køre endnu. Dengang var Pumpehuset sejt, det skal det være igen,« siger han. Lærke Hein har aldrig oplevet storhedstiden. »Jeg har været her en gang for at modtage en pris for min bror, men det er otte år siden, tror jeg.«

Lærke Hein griner. »Vi vil gøre flere ting, men mest vil vi gøre Pumpehuset til en oplevelse, ikke bare et sted, hvor man hører en koncert og så går igen efter halvanden time. Vi vil gøre foyeren til et sted, man har lyst til at være. Også efter koncerterne. Vi giver f.eks. musikerne en iPod og beder dem lægge musik på, som de kan lide, som vi så spiller efter koncerterne. Det er inspireret af kunstverdenen, hvor kunstnere, når de når et vist niveau, kuraterer udstillinger, og dermed viser unge kunstnere, de kan lide. Her kan musikerne gøre det samme,« siger hun.

»Vi vil lave natklub fra februar en gang om måneden,« siger hun, og Uffe kigger op. »Og vi vil være med til ikke bare at støtte vækstlaget men skabe det ved at lave nogle »pitch«-aftener, inspireret af filmbranchen, hvor man kommer og pitcher sit projekt. Det samme skal unge musikere og musikskabere gøre her. Så vælger vi ud, sætter folk sammen, coacher dem og lader dem optræde i foyeren,« siger han. »Men vi vil også blive ved med at lave rockkoncerterne, for Pumpehuset har jo en stærk rockprofil. Og vi vil fokusere på det, vi kalder young beats. Når folk skal beskrive de genrer, de spiller i dag, har alle jo mindst fire referencer, men young beats dækker meget godt, det vi også vil fokusere på,« siger han. Hun nikker.

»Og når vi så laver en young beat-aften eller en rockaften, skal det være en hel oplevelse. Vi kan vise visuals på murene udenfor, vi kan gøre noget ved foyeren, så det ikke bare bliver at komme og drikke en øl på vejen op i salen. De må gerne blive hængende et par timer, før de går videre i byen,« siger hun. »Vi satser også på at involvere musikerne mere. Det undrede mig meget, da jeg startede, at det i den her branche fungerer sådan, at man booker et band, og det sekund kontrakten er skrevet under, gør bandet ikke mere. Det er jeg ikke vant til fra Karriere, hvor det var sådan, at når jeg bookede en dj fra Norge, så gjorde han alt for at fylde stedet og brugte MySpace og Facebook, fordi det var en succes for ham, hvis der var fyldt. Det vil vi prøve at skabe her. Give fælles ansvar,« siger hun.

Uffe Savery nikker. »Vi vil være medspillere, ikke modspillere og se det at booke bands, der skal spille her, som et samarbejde,« siger han. »Branchen har taget godt imod os, synes jeg. Så mangler vi bare publikum, vi skal brande os i folks bevidsthed« siger han. Lærke Hein nikker. »Det bliver det lange seje træk, som kommer til at tage nogle år, tror jeg, men det skal nok lykkes. For selvfølgelig er der plads til os i byen. Jo mere, der sker jo bedre. Og nu sker der noget mere her.«