Stilen på scenen er de fleste slags nyere rytmisk musik. Mest rock og pop men også afstikkere til beslægtede genrer og elektroniske finurligheder. Niveauet er letmellemvægt og opefter.

Eneste kommunale fingeraftryk er en række (udendørs) bænke i offentligt stål. Ellers en tilpas svedig stemning.

Efter at have forceret husets forholdvis stejle trappe til hoveddøren, tager man en sidste mundfuld frisk luft og træder ind i foyeren, der signalerer den helt rigtige klubstemning. Dørmænd i tourjakker og mere hår under armene end på hovedet, bar med listig belysning, tapet af musikplakater, små runde borde med fyldte askebægre, højt støjniveau og lav sigtbarhed. Skøn start på aftenen, og så er det endda slet ikke her, det foregår.

Koncertsalen ligger på næste etage og er med cirka 600 ståpladser midtbyens bedst besøgte koncertsted i den gode mellemstørrelse. Plads til de store danske og halvstore udenlandske . God kontakt til publikum.

Værd at bemærke for stakkels små koncertgængere, der ellers aldrig kan se noget: Pumpehusets aflange koncertsal har dværghylder i kanten!

Langs begge vægge er der god plads til at sidde eller stå flere meter over gulvhøjde på et par brede afsatser (få en af de store bredskuldrene fyre, der står lige foran dig, ligegyldigt hvor du står, til at løfte dig op. Eller bid ham i knæet og forlang at komme til at sidde på hans skuldre).

Spillestedet åbnede i 1987 som erstatning for Saltlageret, der blev revet ned for at give plads til Tycho Brahe Planetarium.

LYDFORHOLD: Rigtig god lyd i klubstørrelse. På vellykkede dage byens bedste, uanset ørernes højde over gulvet.