Han har ry for at være en anelse introvert. Det er næsten heller ikke til at se manden for bare krøller, da han dukker op hos pladeselskabet A:larm Music på toppen af Vega på Vesterbro.

Men bag hårpragten og de nerd-chic’e briller med skildpaddestel gemmer der sig faktisk en åben og snaksom Kasper Bjørke. En, ifølge ham selv, ældre og mere afslappet Kasper Bjørke.

»Jeg er blevet alt for gammel til at prøve at lade som om, jeg kun hører kredibel musik og udelukkende går op i 12-tommer-udgivelser på vinyl. Al musik er interessant, hvis man kan finde inspiration i det,« siger Kasper Bjørke, som ellers længe har befundet sig i et segment, hvor undergrund belønnes og mainstream straffes.

»Beyoncé Knowles’ numre er for eksempel virkelig velskrevne, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke synes, det er sindssygt iørefaldende. Lady Gagas musik er også enormt godt produceret. Man skal ikke negligere den slags talenter, bare fordi man selv laver musik, som bejler mere til undergrunden.«

Siden den nu 34-årige Kasper Bjørke i 1997 mødte musikervennen Tomas Barfod og begyndte at fifle med de computerlyde, der senere skulle lede til makkerparrets store gennembrud med elektro-house-gruppen »Filur«, har han opereret i undergrundsmiljøet.

Men med sit nye album har han målrettet forvildet sig ud på de lidt mere åbne sletter. Næsten. Hans lyd er afgjort stadig elektronisk og segmenteret, men han stræber ikke længere på samme måde efter at tilhøre en særlig subkultur. Det hele flyder alligevel eventuelt sammen, siger han.

»Jeg siger ikke, at undergrunden er død, for der sker masser af ting – for eksempel sådan noget som dubstep,« fortæller han om den britiske, bas-drevne musikgenre, der lige nu hitter på især den engelske klubscene.

»Men selv dubstep begynder også at få tilhængere uden for inderkredsen. Elementer i både Rihannas og Lady Gagas numre er faktisk house og techno. Da jeg startede med at lave musik, var house nærmest ren undergrund. Og så kom Filur og andre grupper, som var med til at gøre house megapoppet herhjemme. Så det med at være undergrund og overgrund er egentlig ikke så interessant mere. Jeg synes bare, der findes god musik og dårlig musik. Men der er sikkert en masse på 20 år, som vil mene, jeg er helt galt på den. Jeg tror måske i virkeligheden, det handler om, at jeg er blevet ældre.«

Han griner. Der er kommet andre boller på suppen, siden han først ankom til hovedstaden i 1997. Klubscenen dengang var Stereo Bar og Mantra.

»Og Vega startede også med at have en houseklub, som var noget helt andet end lokaldiskotekerne i Næstved, hvor jeg kom fra. Det var fedt,« fortæller han.

Men lige nu har den københavnske klubscene det ikke så godt, og det handler blandt andet om noget så kedeligt, som at der ikke bliver solgt øl i baren. Vega har lukket sin faste natklub. Kødboderne 18 har drejet nøglen om. Københavnernes gå-i-byen-vaner har ændret sig.

»De vil hellere på Jolene Bar i Kødbyen eller de andre småbarer og mini-klubber. Det kan også være vildt sjovt, men de store kluboplevelser er blevet noget, der kun sker en gang i mellem. København er ikke en by, der med lethed fylder tre-fire natklubber weekend efter weekend. Det er ikke selvskrevet, at man får en god oplevelse på hvilken som helst klub. Stederne skal lægge mere arbejde i det – både med hensyn til promotion og dj’s – for at kunne trække et fuldt hus,« siger han.

Københavnere har nemlig ikke fået det fest-gen ind med modermælken, som berlinere for eksempel er notorisk kendt for. Mens man i Berlin tropper op for at høre en dj spille – og kun derfor – har natklubben Vega ofte haft et kæmpe udenlandsk dj-navn på plakaten, hvor kun ca. 150 mennesker er mødt slattent op.

»Vega døde efter 2007. Indtil da kørte det bare. Sammenhørigheden var fed, og det hele passede sammen. Men så skete der noget med musikken, der ødelagde det. Der var en fransk new wave-bølge, som toppede, og så blev det lynhurtigt kedeligt, og folk gad ikke at danse mere.

Det hele blev enormt pænt og dybt og fint, og folk trak sig tilbage i deres små kroge. Der ligger den så nu. Folk venter på, at der skal ske et eller andet. Jeg håber, der er noget på vej. Vores by har i hvert fald mange virkelig dygtige dj’s.«

Men der er stadig blandt mange en del forvirring om, hvad dj-gesjæften egentlig går ud på. Er det ikke bare en, der får penge for at sætte andres musik på i en fornuftig rækkefølge?

»Sådan en som Kjeld Tolstrup, Tomas Barfod eller jeg bliver booked, fordi vi har en vision om, hvad folk skal høre. Vi vil gerne præsentere publikum for den musik, vi godt kan lide. Selvfølgelig har vi ambitioner om at spille det, folk på klubben gerne vil høre. Men vi vil allerhelst præsentere dem for noget, som de ikke vidste, de gerne ville høre. Det handler ikke bare om at lefle for folks ønsker, for så bliver det bare ligesom et cover-band, der står og lirrer andres hits af. Det bliver sgu kedeligt.«

Så man skal under ingen omstændigheder tro, at der er tale om en menneskelig jukeboks. Du kan ikke vælge fem sange for en 20’er.

»For 5-6 år siden kunne folk tit finde på at komme op og ønske et nummer, og der sker stadig, selvom der heldigvis er langt imellem. Jeg var fornylig oppe at skændes med nogle fyre, som et par uger efter Michael Jacksons død insisterede på, at jeg satte »Thriller« på. Det sagde jeg nej til. Og de blev sure. Det provokerede mig, at de forstod ikke, hvorfor jeg ikke ville spille det. De havde simpelthen misforstået konceptet.«

Selvom han for længst er blevet slået til ridder af den københavnske klubscene, er Kasper Bjørkes nye album »Standing on top of Utopia« en lidt anderledes genre end den, han tidligere har arbejdet med. Det er ikke kun en klubskive.

»Jeg kan ikke helt få mig selv til at kalde det et singer/song-writer-album i elektronisk format, men det er i hvert fald et værk mere end bare ti enkelte kompositioner, som stritter i tusind retninger. Det er et forsøg på at lave noget, der har en længere levetid end en typisk klubplade, som bare lige fanger en tendens i tiden. Man kan bruge musikken på den her plade i en hvilken som helst situation – når man holder middagsselskab, læser en bog, vasker op, støvsuger eller knalder. Det er sådan set ligegyldigt,« siger han.

Albummets ti numre er bestemt også som fløde i øregangene og kan udmærket fungere som soundtrack til hverdagens hundrede forskellige universer. De giver mening. Men pladetitlen »Standing on top of Utopia« står tilbage som et gådefuldt kryptogram.

»Der er ikke en specifik betydning,« siger Kasper Bjørke. »Titlen kan tillægges alverdens værdi.«
Men så overgiver han sig alligevel.

»Det handler om at bestige et ikke-eksisterende bjerg. Man kan ind imellem stræbe inderligt efter noget, og når man så er kommet i mål, finder man ud af, at det i virkeligheden ikke betød så meget. Det er nok en lille reference til det faktum, at jeg efter en relativ lang karriere som dj og producer i en lille by som København har fundet ud af, at accepten, anerkendelsen og anmeldelserne ikke betyder så meget, som jeg gik og troede. Det er langt væsentligere, hvad jeg selv mener om mit liv. Og jeg laver musik, fordi det gør mig lykkelig.«

Noget andet, der gør Kasper Bjørke lykkelig, er kæresten Fie, som pladen er dedikeret til. Han flækker i et smil, da snakken falder på hende. Hun vender selv skiver under dj-navnet »Eif« og kan tage en del af æren for den rolige og favnende kunstner, Kasper Bjørke har udviklet sig til at være.

»Hun har fået mig til at slappe af, og det er en imponerende præstation i sig selv, for det har ingen formået før hende. Og så har hun været min personlige sparringspartner under produktionen af pladen, fordi hun har lyttet med et ærligt øre og givet mig kritik. Og jeg synes jo, hun har en god smag,« siger han.

Og så smiler han endnu mere.

Kasper Bjørke spiller på Kong 18. februar.

KASPER BJØRKE:

• Født 1975

• Autodidakt dj, producer og artist

• Kasper Bjørke har haft stor succes i disco-house-duo’en Filur sammen med Tomas Barfod (WhoMadeWho). Filur har tidligere hittet med numre som »It’s Alright«, »I Want You« og »You And I« feat. Pernille Rosendahl

• Pladeaktuel med »Standing on top of Utopia«