Forsalg (inkl. gebyr): 80 kr.
Dørsalg: 100 kr.
Køb billetter via: www.beta2300.dk
One-Eyed Mule er americana roots i en skøn blanding af country/folk/rock/blues. Bandet nævner selv den italienske filmkomponist Ennio Morricone og hans karakteristiske lydlandskaber som en inspirationskilde.
På mange måder er det da også nærmest en americana-film, kvartetten har kørende med deres musik, der smukt og ofte melankolsk veksler mellem tilbagelænede rootsnumre og mere tempofyldte, men stadig støvede rocksange.
One-Eyed Mule er aktuelle med udgivelsen "When Tomorrow Comes". Albummet er blevet indspillet og produceret i samarbejde med Jens Moss (Mossy Productions), og udvider bandets udtryk med både boogie, ragtime og lidt krautrock!
One-Eyed debuterede i 2006 med "Hobo in the Land of Love" og i 2008 kom "From the Beats to the Bible", hvorfra sangen "Where You Don’t Belong" røg på soundtracket til US-serien "The Cleaner". I 2010 udsendte de deres tredje album "Drifting to a Happy Place", der blev indspillet over tre dage i en svensk ødegård.
Bandet har skrevet kontrakt med det franske selskab Le Son du Maquis. Derudover havde One-Eyed Mule deres debut på den anden side af Atlanten i marts 2010, da de optrådte på den amerikanske branchefestival South by Southwest.
Med trædeorgel, jødehape, sitar, banjo og sav træder One-Eyed Mule ind på scenen og mikser de traditionsbundne instrumenter med elektriske guitarer, kontrabas og trommer så bandet til trods for den genremæssige smeltedigel først og fremmest er sig selv.