Føj til favoritter Del Send
Musik | 03/10/17

Nephew genopstår og giver koncert i København

  • Newphew tilbage i 2005. Foto: Mogens Flindt

    Newphew tilbage i 2005.

    Foto: Mogens Flindt
Simon Kvamm og co. er tilbage.

Det danske band Nephew med Simon Kvamm i spidsen genopstår og gør næste år comeback med to store koncerter.

Det skriver bandet på deres hjemmeside.

»I 2018 markerer vi hver af de fire årstider - for at kunne mødes med publikum om både noget gammelt og noget nyt! Vi har lyst til at spille sammen, mærke hinanden, skabe noget, og der er en ret vild musikalsk energi i gang,« lyder det blandt andet fra Nephew på hjemmesiden.

Læs også: Roger Waters kommer til Royal Arena

De to koncerter bliver henholdsvis i Jyske Bank Boxen i Herning den 5. oktober 2018 og den 6. oktober 2018 i Royal Arena i København.

Meget tyder dog på, at det bliver en lidt anderledes udgave af det populære rockband, koncertgæster møder i 2018. Bandet har nemlig fået et nyt medlem, skriver bandet.

»Vi har lyst til at gøre det, som vi altid har gjort - spille firkantet melankolsk elektrorock der passer godt til rundkreds og fællessang. Men i en ny opstilling! Musikeren og produceren Marie Højlund fra Marybell Katastrophy er blevet nyt medlem. Marie er kommet med et nyt syn på vores måde at skabe musik og med nye farver til paletten - nye møder, nye toner,« lyder det.

Læs også: Lady Gaga aflyser koncert i Royal Arena

Hvis du tilmelder dig bandets nyhedsbrev, har du mulighed for at købe billetter til koncerterne allerede fra den 4. oktober i år. Det regulære billetsalg starter den 6. oktober.

Nephew slog for alvor igennem i midten af 00'erne og  producerede flere kæmpehits, heriblandt hits som »Superliga«, »En Wannabe Darth Vader« og »Hospital«. Bandets seneste album »Hjertestarter« udkom i 2012, og i alt har Nephew udgivet fem plader, før de gik hver til sit.

Forsanger Simon Kvamm har siden været en del af duoen De eneste to sammen med Peter Sommer, ligesom han har startet soloprojektet Vandmand.

AOK Tjenester