Så derfor: Gustav Mahler fandt på »Das Lied von der Erde« for hundrede år og et par somre siden. Manden var sidst i fyrrerne, nyudnævnt chefdirigent ved Metropolitan Operaen på Manhattan, en af verdens højest betalte musikere. Han var for resten også komponist og havde efterhånden fået otte fantastiske symfonier fra hånden.

Og han var bange.
Det sidste lå rigtignok i ham. Mahler led altid af frygtelige neuroser, så sig forfulgt alle vegne, måtte endda trækkes med en utro hustru – troede han. Han ville også nødigt udsættes for levende begravelse og krævede derfor sit hjerte boret igennem til den tid.
Staklen kunne faktisk ikke være nogen steder.

»Jeg er tre gange hjemløs,« sagde han engang.
»Som bøhmer blandt østrigere, som østriger blandt tyskere og som jøde i hele verden.«
At vi har de bevægende ord fra konens mund, gør dem rigtignok tvivlsomme. Den smukke Alma løb vist gerne med en halv vind. Men de fanger nu alligevel hendes mands situation.
Han var i hvert fald bange. Der hørtes allerede dengang strækmarcher i Wiens gader. Musikmetropolens par nummer ét måtte engang trække ind i en port, blev udsat for den ene ydmygelse efter den anden – og Mahler selv måtte i 1907 forlade posten som chef for Wiens statsopera som følge af antisemitisme.

Hans overtro gjorde heller ikke livet lettere:
For efter otte symfonier kommer jo nummer ni. Rigtig mange komponister var døde efter nummer ni – det være sig Beethoven, Schubert, Dvorák, Bruckner og en hel del flere. Og dét skulle Mahler ikke nyde noget af.

Så han kaldte sit nye værk for »Das Lied von der Erde« og nøjedes med ordet »Symfoni« nede i undertitlen. Hvorpå han i øvrigt fik et anfald af overmod, komponerede en rigtig symfoni med nummeret ni og døde...

Værket ligner nu ikke de andre ret meget. Man får hele seks af hans skønneste sange: Fra åbningens »Trinklied vom Jammer der Erde« med den brølende optimisme til finalens ophøjede »Abschied« med den tyste pynt.

Alt sammen til tekster fra Kina anno 700 eller deromkring. De handler om årets gang, om ungdom og alderdom, om glæde og sorg. Mahler læste dem i en tysk gendigtning ved Hans Bethge i 1907 og satte sit unge århundrede på ny kurs.

Det er fantastisk musik. En times rejse fra jord til himmel. Komponisten selv kaldte den sit mest personlige stykke til dato.

Tag ind i Tivoli på onsdag og vær med! Haven har besøg af det fremragende NDR Sinfonieorchester under selveste Alan Gilberts ledelse. Og aftnens to sangstemmer ligger i struberne på sangere af største format:

Den ene er barytonen Thomas Hampson fra USA – kendt fra utallige indspilninger af Mahlers musik. Den anden er heltetenoren Peter Seiffert fra Tyskland.

Hvor man dog glæder sig. Tenorens første toner med orkestret bagved bruser allerede i ørerne:
»Schon winkt der Wein im goldnen Pokale...« Og orkestret spiller endda Sibelius lidt oversete 7. symfoni samme aften.
Skål!
 
Hvad: NDR Sinfonieorchester
med Thomas Hampson m.fl.
Hvor: Tivolis koncertsal, Vesterbrogade 3, Kbh. V
Hvornår: Ons. 1. sep. kl. 19.30
Hvordan: Billetter á 330–450 kr. via Billetnet