Lidt jazz. Og et par af Astor Piazzollas tangoer. Plus en fejring af fantastiske Per Nørgårds snarlige fødselsdag…
Det Kongelige Bibliotek har gjort det igen: Forberedt en sæson med musik for både ånd og ører. Hvis man aldrig har siddet i Dronningesalens dybe sæder og hørt husets halvstore orkester, så er kommende kapitel den helt rigtige begyndelse – se hele programmet på www.kb.dk
Læs også: DR SymfoniOrkestret åbner sæsonen med Beethovens »Eroica«
Når biblioteket kan gennemføre slige serier, skyldes det i høj grad Max Artveds indsats. Den dygtige oboist er Diamantensemblets praktiske trøffelsøger og spiller som regel med selv. Men han skal først og fremmest tromme alle de andre medlemmer sammen fra gang til gang. Hvilket har sin pris.
Når musikere måske lige har mødt hinanden og kun haft et par prøver eller tre og lige pludselig skal prøve kræfter med nogle af de allermest elskede værker i klassisk musik, kan det let gå galt. Ikke at en koncert som den i tirsdags bliver katastrofal – dertil er medlemmerne alt for professionelle.
De falske toner bliver aldrig katastrofalt falske. De kedelige passager aldrig katastrofalt kedelige. Men værker som Beethovens blæseroktet eller Schuberts sjældent hørte kvartetsats kan alligevel sige rigtig meget mere. Hvis altså de medvirkende har haft tid med hinanden.
Læs også: Jenny Wilson i Koncerthuset
Hvis de kan gøre forskellen på vigtige toner og mindre vigtige toner stjerneklar for lytteren. Kun den langsomme smertesats i Beethovens stykke tændte for alvor ens musikalske instinkt den aften – og det brænder endda et sted derinde endnu.
Og verdensdanskeren Morten Frank Larsen i de fem fantastiske »Kindertotenlieder«? Han er bestemt en baryton med hele registret og tjekket tekstudtale. At den stopfulde sal fik en solist, én samlende skikkelse føltes også helt rart efterhånden.
Små ting gør forskellen
Men hele sceneriet forblev alligevel sært ubekvemt. Stjernen stod midt i musikernes halvcirkel, lignede en monark fra enevældens tid, virkede næsten vulgært meget til stede – men jo altså i nogle af historiens største stykker om barnedød og skrøbelig sorg.
Ville bare et nodestativ foran ham have givet seancen mere kultur og fællesskab? Spørgsmålet er karakteristisk for hele Diamantensemblets virke. Hvis det virkelig vil have klasse, skal der kun små ting til. Men småting gør hele forskellen i musik.
Hvad: Diamantensemblet samt barytonen Morten Frank Larsen i musik af Beethoven, Schubert og Mahler.
Hvor: Dronningesalen, tirsdag