...

Hvorfor vil man bestige Mount Everest? Som bekendt fordi det ligger der. Når børn og unge kaster sig over klassisk, er det lidt af samme grund: Selve musikken kan være god og smuk og alt det der. Men man vil samtidig have udfordringer og vinde over dem – hvorpå man så kan kaste sig over de næste udfordringer.

Rikke Egholm på 11 år sidder i Tivolis kæmpestore koncertsal og spiller cello. Både hun og broderen Jonas på guitar smiler over hele femøren imens. Selve musikken er ellers af Vivaldi og ikke i teknisk forstand for børn. »Men jeg har spillet i fire år,« siger hun forinden. Underforstået at den unge dame er godt rustet til aftnens opgave. 

Læs også: En broget buket af ungt talent

Finalekoncerten på Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence er i gang. Nærmere bestemt konkurrence nummer 40 i rækken. Plus det løse, skal det vise sig. De fem dommere sidder ude i siden og smiler om kap med kollegerne på scenen. Salen har været pænt fyldt siden en halv time før braget.

Rikkes spil går lige i hjertekulen og sender lydhøre stemninger rundt i salen. Modtagerne af konkurrencens tredjepræmier stimler sammen og får deres pokal. Alt kører kort sagt som altid. Og alligevel ikke. Cecilie Bye Byrialsen er bare 11 år, men spiller allerede på et voksent valdhorn. Det gyldne instrument ringer af jagt og vemod. En stor oplevelse den aften.

Kvindekønnet har for resten noget med horn: Vivaldi byggede for eksempel et særligt orkester op i det 18. århundrede, et orkester på Venedigs gyngende grund, et orkester kun med piger. Kritikeren og kosmopolitten Charles Burney var til koncert med dem og havde aldrig hørt noget lignende: »Pigerne spillede på alle slags instrumenter,« skrev den betagede brite. »Selv valdhorn!«

At se spinkle Cecilie stå med højre arm oppe i det kæmpe instrument forbliver aftnens sjoveste indslag. Man får de underligste billeder på nethinden: Hvis hun nu trækker for hårdt efter vejret et øjeblik – kan hun så suge sig selv ind i hornet? Spøg til side. Tak til Cecilie for romancen af Saint-Saëns på det stemningsfulde horn. Og tak til Ulrich Stærk for støtten ved tangenterne. Et møde med præmiemodtagerne er i samme grad et møde med forskellige pianister og deres lige så forskellige sind.

Den lille stryger bliver sjældnere
Plus selvfølgelig et møde med violiner. Hvilket for resten ikke er så selvfølgeligt længere. De fleste tonetalenter havde violin som instrument engang, dét fremgår stadig af for eksempel de klassiske symfoniorkestre – op mod en tredjedel af samtlige musikere i orkestret spiller violin.

Men den lille stryger er en sjælden fugl efterhånden. Når unge interesserer sig for strygernes familie, ender de stadig mere med den dybere cello. Hvilket allerede nu giver bøvl ved rekruttering af medlemmer til førnævnte orkestre. Så når man endelig oplever et talent eller to på violin, kan man godt føle sig helt lettet i låget.

Og navnet på den tredje komponist hin aften betyder ironisk nok »gamle dage«: Alva Holm på 11 år spiller belgiske Henri Vieuxtemps’ stykke om nattergalen med Charlotte Thaning ved klaveret og høster en andenpræmie. Pigens tone er vel ikke verdens største endnu. Men hendes fingre på venstre hånd arbejder fornemt på strengene.

Den spændte sal får både lynhurtige melodier og indtil flere eksempler på de skyhøje fløjtetoner ved navn flageoletter. Heller ikke klaveret hører til musikskolernes største hits efterhånden. Så gid fine Dina Elena Draugsvoll på bare 11 år kunne inspirere sine jævnaldrende: Man skal sent glemme hendes ambitiøse stormløb hen til Tivolis flygel!

Og da bifaldet har lagt sig, sætter hun sig ikke på klaverbænken. Hun stikker hånden ind under flyglets låg, helt ind i dets indre, slår direkte på dets strenge. Dejligt med lidt nyere musik i den sal. At unge navne træner sig op med traditionelle toner, er en del af faget. Lidt for få kaster sig til gengæld over vor egen tids musik bagefter.

Velkommen til et stort plus i Dinas bog – og til en oplagt førstepræmie. John Damgaard følger op på uddelingen med en jubilæumstale om konkurrencens historie. Den danske klaverlegende har selv været dommer i samtlige fire årtier. Men historien viser sig både længere og super spændende: Han fører arrangementet helt tilbage til tegneren Storm P. og komponisten Jacob Gade, manden bag den klodekendte »Tango Jalousie«.

Berlingskes gode idé har faktisk mere end otte årtier på bagen, viser det sig. Hvilket gør den til en af verdens ældste musikkonkurrencer overhovedet. En af de ældste, ja. En af de mest levedygtige. Og så åbenlyst en af de mest nødvendige institutioner i dansk musikliv:

De professionelle indslag
Festens professionelle indslag bliver med Bjarke Mogensen på en slags harmonika ved navn accordeon.

Den karismatiske musiker vandt selv guld ved århundredets begyndelse og har drevet det vidt. At se verdensnavnet vende ydmygt tilbage, at høre ham i et sæt russiske rytmer, at mærke hans følsomhed i den gamle sal – dét var stort. Bjarkes spil viser sig hurtigt som, nå ja: toneangivende. Det følsomme bliver resten af aftnens hovedtema.

Fire modtagere af den funklende guldmedalje giver hver deres smagsprøve og bekræfter på hver deres måde indtrykket nummer ét fra årets konkurrence: At niveauet måske aldrig har været højere. Sætningen lyder gerne som en frase. Men den passede i år. Ikke én eneste af de medvirkende faldt igennem. Ikke én krævede gode miner til slet spil, som man siger.

Jens Storgård på 16 år spiller Jules Demerssemans fantasi på sin saxofon. Stykket blev skabt for halvandet hundrede år siden og hører til historiens første for det blanke instrument. At det også regnes for et af de sværeste, mærker man ikke meget til.

Den ét år yngre Lea Han er for længst fuldbefaren på et flygel og får alle følelser med. Hun spiller en af russiske Sergei Rakhmaninovs klassikere. Hun kunne have spillet hvad som helst. Salen får også Jonathan Algot Swensen på 15 år. Den seje gut ligner ren solgryn og spiller Elgars underskønne cellokoncert mageløst og med lukkede øjne. Altså endnu et eksempel på at celloen er den nye violin – men man ville nu nødig have undværet de dybe minutter.

Og til sidst den helt jævnaldrende og lige så fantastiske Anna Egholm på violin. I år med en fuldstændig forrygende kaprice af Ysaÿe på plakaten. Anna er en af dem, der ikke længere spiller for sjov. Hvor salen klappede og trampede og hujede på dansk den aften, vil de inden længe gøre det på udenlandsk. Årets talentpris? Jonathan har både en violinmor og en violinfar. Men hans spil på celloen er noget helt for sig – på én gang usentimentalt og følt som ind i himlen. Tillykke til ham. Tillykke til os alle. Og tro ikke på forældede ord om gamle dages velsignelser. Alle bliver hele tiden bedre til alting.

Hvad: Berlingskes Klassiske Musikkonkurrences jubilæumskoncert
Hvor: Tivolis koncertsal
Hvornår: Torsdag 24. maj