Så er den rigtige vinter langt om længe kommet til Danmark, og det samme er den jazzbegivenhed, der nu for 12. gang knytter sig til årstiden. Kort sagt – den landsdækkende festival, kaldet Vinterjazz, vil folde sine toner ud over spillesteder overalt i Danmark.
I de senere år har Copenhagen Jazz Festival været paraplyorganisation, og i lighed med sommerens festival er jazzudbuddet i den kolde tid blevet ved med at vokse – i såvel kvalitet som kvantitet, således at Vinterjazz 2012 – henover 17 dage – vil byde på omkring 200 koncerter fordelt på omkring 60 spillesteder.
Læs også: Hold styr på vinterjazzen
Muligvis ville en del del af koncerterne have fundet sted i alle tilfælde, men helt klart animerer festival-etiketten til ekstra synliggørelse, ekstra forædling og ekstra tiltag. Og helt klart er det fint med udenlandsk stjernedrys, men festivalens primære idé er fortsat at fokusere på de lokale klubmiljøer og de hjemlige musikere.
Fredag aften på Statens Museum for Kunst lyder festivalens officielle starskud med de rock-influerede ensembler, Eggs Laid By Tigers og Hess Is More, og søndag aften i DR Koncerthuset byder festivalen på noget ganske nyt, nemlig Copenhagen Jazz Festival Honorary Award, en international ærespris, der hylder særligt udvalgte musikere.
Læs også: Mere om vinterjazz 2012
Æren tilfalder den 70-årige danske trompetist Palle Mikkelborg og den 69-årige amerikanske trommeslager Jack DeJohnette, der med denne hædersgave har fået frie hænder til at stå for et ganske særligt musikalsk projekt.
I løbet af aftenen vil der endvidere blive uddelt en talentpris til en yngre dansk jazzmusiker. Men det er blot et lille hjørne af begivenhederne, ja, der er på det nærmeste uanede muligheder for at få lunet sig på noget varm jazz.
Hvad: VinterJazz 2012
Hvor: Overalt i landet
Hvornår: 3. febr. – 19. febr.
Hvordan: Med og uden entré, større koncerter via Billetlugen og lignende.
Information og program på diverse jazzspillesteder og hos Copenhagen Jazz Festival: Tlf. 33 93 20 13 og jazz.dk/dk/vinter-jazz