Føj til favoritter Del Send
Musik | 12/07/10

Montmartre med smag og behag

  • Foto: Montmartre / Foto: Mikkel Møller Jørgensen Foto: Montmartre / Foto: Mikkel Møller Jørgensen
Mad fra top-kokke, specialøl og jazz. Det ny Montmartre er fulgt med tidens tone- og livsstils-klang.

”Nu er vi jo det grå guld og har mere råd, end da vi var yngre,” siger en glad kvindelig seniorforsker på 64 år til venstre. Hun spillede engang cornet og var stamkunde i Jazzhus Monmartre, sammen med sin læge-mand dengang (1961-1976), da 19A i Store Regnegade var pensum for alle jazzelskere i Europa

Hendes mand sidder overfor hende. Han er 62 og lige så glad for jazz og god mad som sin kone. De nyder denne gastronomiske ouverture til musikken. Minderne om ”gamle jazz-dage” står ikke i vejen.

”Dengang sad man ved langborde, havde islandske sweatre på, røg cigaretter og spiste grillmad,” siger læge-manden. ”Det er bedre som det er i dag med god mad, og stedet har fået mere stil.”

Småt og intimt
Det røde bagtæppe ved scenen og instrumenterne, der står klar til brug, mikrofonerne og det store flygel, giver gæsten fornemmelsen af, at dette ikke er en restaurant med jazz til dessert og ikke, som før i tiden, jazz med mad som ekstranummer og tømmermandsforebyggende sultstopper. I takt med tiden har Montmarte udviklet sig, så både ører og smagsløg og øjne efter koncerten kan vandre ud i natten og føle sig forkælet.

Seniorforskeren og lægen ser også sådan ud. De mangler bare musikken, der starter lidt senere end planlagt, fordi Bobo Moreno er ude at synge med et andet orkester, der åbenbart er sent på den. Parret har lige nydt en lækker jazz-menu bestående af tre retter til 225 kr. lavet af kokkene på Acquamarina. De har ligesom resten af de fyrre spisende gæster hygget sig fra kl. 18-19.30 med udsøgt gastronomi, gode vine eller Jacobsen og Leffe-øl og en muserende dessertvin, der får englene til at synge længe efter, at man har forladt stedet.

Langborde igen
Tjenerne er ustressede og fortællelystne om, hvad vi hælder i glassene og stikker gaflen i. Havde man fordomme om, at jazzklub ikke rimer på super service og mad, man gerne prioriterede som hovedattraktion uden musik en aften med kæresten, så må man tro om igen.

Vi sidder, som i de gode gamle jazzdage, ved langborde, så man hurtigt falder i snak med sidefolkene om aftenens musik, maden, VM i fodbold, det gamle Montmartre eller hedebølgen. Et par i 40erne til højre er her for første gang:
”Man kan mærke, at tjenerne gerne vil have, at Montmartre bliver et rigtigt afslappet jazz-sted men med god betjening,” siger manden og smittes af begejstringen over dessertvinen og bestiller en flaske.

Jazzens sande værdier
Det er som om, stedets historie samler gæsterne. Vi er tilbage til åstedet. Det var her Count Basie og Ben Webster… Man har kunnet lugte deres sved fra stolerækkerne. Måske er det det, den ene ejer, Niels Lan Doy, mener, når han har sagt, at det nye Montmartre skal få ”jazzens sande værdier” tilbage i Store Regnegade.

Scenen er mindre og tættere på os, ned vi havde ventet. Det er godt. Selvom man ikke er gammel Montmartre-rotte og ikke har set Stan Getz, Miles Davis og Cannonball Adderley på den legendariske scene og kun har hørt og læst om det, så fornemmer man jazzhistoriens stolte vingesus.

Dette er et lokale med musik i. Eller også er det noget, man bilder sig ind. Lige meget. Det virker. Få steder i Danmark kan levere anekdoter med verdensstjerner som hovedpersoner som Jazzhus Montmartre, der er økologisk spisested og hedder Café Montmartre, når man daffer ind fra kl. 12.00 om dagen for at få en bid mad. De ujazzede dage, da stedet var frisørskole, er meget langt væk.

Maden er som musikken
Så går musikerne på scenen. Denne aften er det en mindekoncert til ære for Niels-Henning Ørsted Pedersen, NHØP, (1946-2005) med basisten Bo Stief som anekdote-fortæller og bandleder. Bobo Moreno synger, Frederik Lundin spiller sax og  Ole Kock Hansen piano. Bo Stief kendte NHØP. Han stod oppe i bandrummet, når han havde set den danske bass-stjerne lave usandsynlige ting på sin bas, og forsøgte at gøre dem efter.

NHØP var også ham, der hjalp den ene af Montmartres to nye ejere, pianisten Niels Lan Dokys, karriere på skinner. Den anden i duoen bag Montmartre anno 2010 er iværksætteren og mediemanden Rune Bech. De har været gode til det med pressen godt hjulpet på vej af danskernes begejstring, når vi endelig har et sted, et fænomen, en person, hvad som helst, der har skabt ringe i vandet udenfor kolonihavens lave stakit.

Sammen har Bech og Doky sat sig for at gøre jazzmusikken tilgængelig for andre end nørderne. Og uanset om man kan lide jazz eller ej, så dufter musikken denne aften af kvalitet og ægte engagement. Lige som maden.

Lejemål på ti år
Med en lejekontrakt på ti år er Montmartre i Store Regnegade trådt ind i nutiden. Vi er i en tid, hvor gæster ikke lader sig spise af med pomfritter, grilkylling og røgfyldte lokaler med utilgængelig jazz i.

Selvom musikken denne aften stod i den sentimentale nostalgis sted, så er der for en jazz-jomfru som AOK’s udsendte, ingen tvivl: Konceptet holder. Måske var det endda en idé at gå helt retro en enkelt aften og så servere grilkylling og pomfritter - den menu, jazz-gæsterne fik i 60erne. Både som sjov hyldest til et myteomspundet sted og som huskekage til alle fløjsbeklædte nostalgikere om, at vi er kommet videre.

Som seniorforskeren og hendes lægemand sagde med forventning i øjnene:
”Når vi ikke skal arbejde mere, så vil vi da helt klart komme her noget oftere.”

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

AOK Tjenester