Mika, eller Michael Holbrook Penniman, som han hedder hjemme i privaten, har levet et omtumlet liv. Han er født i Beirut af en libanesisk mor og en amerikansk far, han er opvokset først i Paris og siden i London. Hans far blev en gang taget som gidsel på den amerikanske ambassade i Kuwait, og han selv blev mobbet i skolen. Alligevel kom der en musiker ud af den unge Mika, men har hans mange geografiske placeringer sat sig i musikken, og har havs begivenhedsrige liv haft en indflydelse på hans sange? Hvilke ingredienser har gjort Mika til den musiker, han er i dag?
"Melodi fremfor alt," lyder svaret prompte.
"Men også idéen om, at man ikke behøver være fast tilknyttet en bestemt lyd eller et bestemt tema. Tænk på min baggrund. Jeg er libanesisk, men voksede op i Frankrig og mange andre steder. Der er en kollektivisme over min opvækst, som kan føres direkte over på min musik.Det at jeg ikke kommer fra ét sted - eller måske nærmere fra mange steder - har givet min musik en slags sprælskhed. Så selv om jeg ikke står fast i en speciel lyd, så prøver jeg nok nærmere at fokusere på at fortællle en bestemt slags historier, og opbygge en speciel musikalsk verden, som lyder sød, men som har en understrøm af dyster mørke."
Mika befinder sig ganske godt i den eklektiske, udefinerlige genre, han selv har sat sig i. Han lever behageligt i sin egen musikalske boble, og bryder gladeligt med de virkemidler, der kunne være med til at placere ham i en særlig genremæssig boks.
"Jeg er tilfreds med min udefinerlighed, for jeg kender ikke til andet" fortæller han.
"Jeg kunne godt prøve at passe ind, men så ville jeg bare blive falsk og det ville blive noget lort."
Omkring 20 millioner mennesker mener næppe, at Mikas musik er noget lort. Så mange album har han nemlig solgt når man kombinerer tallene for sangerens to album. Og trods Mikas selvvalgte eksistens udenfor - eller midt imellem de eksisterende genrebetegnelser, er det ambitionen, at have tålmodighed nok til at skabe sit eget ståsted, ganske som nogle af de kunstnere, han er blevet sammenlignet med.
Mig og Miss Piggy
"Jeg har ikke noget mod sammenligninger, det sker vel for alle kunstnere, specielt i starten af deres karriere," siger Mika.
"Det er da en stor ære at blive sammenlignet med Rufus Wainwright og Elton John. Elton John har jo også kæmpet i over 30 år med at finde dertil, hvor han er nu som sangskriver. Jeg håber, at jeg med tiden kan skabe min egen arena et sted imellem de bokse, som folk prøver at komme mig i nu. Jeg blev faktisk engang sammenlignet med Miss Piggy i USA, og det var måske ikke det fedeste kompliment, jeg har fået," griner han.
Nu kan Mika grine af den slags, men som ganske ung havde mobning i skolen en helt anden barsk virkning. Mika stoppede simpelthen med at tale i et halvt år.
"Ja, jeg fik stort set ødelagt hele mit selvværd," fortæller han.
"Det sker jo for mange børn, at de bliver mobbet, og også for nogle, at de mister evnen eller lysten til at tale. Heldigvis var jeg allerede begyndt at spille musik på det tidspunkt, og jeg dykkede ned i den passion med hud og hår og udviklede nok et musikalsk sprog som alternativ til det talte. Det endte faktisk med, at jeg blev smidt ud af skolen, og i et helt år lavede jeg ikke andet end at synge, hvilket endte med at jeg kom til at synge i operaen."
Og Mikas tid i operaen og med den klassiske musik, har nok været med til at forme hans musikalske udtryk, som bærer tydelig præg af cabaret eller teatralsk drama.
"Jeg fandt en meget ambitiøs sans for melodier i den klassiske musik, som jeg nok aldrig har sluppet," siger Mika.
"Og den klassiske musik var til dels foruden den kommercielle indflydelse, som kendetegner musikken i dag, hvilket har givet nogle vovede, lange og komplicerede akkordsammensætninger, som man slet ikke finder i popmusik. Og jeg føler ikke man kan forstå musik, før man har forstået - eller i hvert fald forsøgt at indleve sig i den klassiske musik, den sætter alt i perspektiv."
Klassisk musik står der ikke på programmet mandag 15. marts når Mika giver koncert i K.B. Hallen. Men man skal ikke forvente en direkte gengivelse af sangene på hans to album.
"Vi spiller sange fra begge to, men vi laver om på en masse numre. Vi åbner faktisk med med en ny sang, som vi får til at lyde som en totalt trance/dance agtig hymne. Vi genopfinder en masse af sangen, så når man kommer til koncerten,, ved man, hvad man får at høre, men det bliver større og bedre end man er vant til fra pladerne."
Skriv en kommentar