Mens københavnerne brugte den forgangne weekend til at forberede sig til de sidste to af Metallicas i alt fem koncerter i Forum mandag og tirsdag, var Lars Ulrich og rødderne på arbejde et smut i Finland. På arbejde.

Måske var det derfor, de lagde en smule metaltrætte fra land foran et publikum, der øjensynligt heller ikke havde brugt weekenden på meditation og grøn te. Men parterne vågnede sammen i en brusende, tung udgave af “The Memory Remains”.

Publikum endte med at overtage nummeret og nynne den fine melodilinie i et par minutter efter at Metallica var holdt med at spille. Et tidligt højdepunkt, som blev efterfulgt af “Sad But True”, der blev afleveret endnu mere kontant end i sidste uge.

Forløsning

På dette tidspunkt stod det klart, at Metallica havde omdannet Forum til deres egen baghave, og nu skulle de også i dén grad vise, hvordan man skaber koncertkunst af den den slags, som i bedste fald risikerer at forandre hele liv.

Der var plateauer af skønhed i de smertelige heavy metal-sange. Der var forløsning i den vrede og frustration, som piplede ud imellem tekstlinierne som smeltet sne i fra en bjergside. Og især James Hetfield, Lars Ulrich og Rob Trujillo spillede uhørt massivt og hårdt på deres instrumenter, som nærmest hvinede og bragede af ren og skær smerte.

Fem meter fra scenekanten lignede og lød det som et orkester midt i en renselsesproces. Det var her og nu, og så meget mere end blot tillært professionalisme. Liv og død simpelthen. For øjenene af 10.000 dedikerede i lige dele chok og eufori.

Uden at blinke sugede Metallica det sidste gran af tvivl ud af velodromen med den musikalske perle “Suicide & Redemption”, og tromlede bogstavelig talt hen over den måbende hob med en primal version af “Master & Puppets”, som jeg aldrig har hørt Metallica aflevere så herlig aggressiv og brutal.

Det var fantastisk at se, hvordan bandet selv lod sig rive med intensiteten (bortset fra helt i starten og i yderligere tre enkeltstående numre undervejs), som bare blev ved og ved med at stige koncerten ud.

Uendeligt momentum

Metallica kunne ikke andet end surfe på toppen af deres eget, uendelige momentum - som kulminerede i minuttet mellem de sidste to ekstranumre, hvor James Hetfield symbolsk smed vesten og i bar overkrop skiftevis takkede- og pustede publikum endnu mere op inden den sidste dans på balkortet, festfyrværkeriet “Seek & Destroy”. Når en mand der har fyldt stadions over hele kloden i snart 20 år, må knibe sig armen over sig selv, sit band og stemningen blandt publikum, så bliver koncertkunst ikke meget større.

Men man håber selvfølgelig at himmel og helvede uden undtagelser står i ét, når Metallica for femte og sidste gang i aften entrer den runde scene i Forums midte lidt efter kl. 21 og hopper ned derfra 135 magiske minutter senere..

Læs også: Før Metallica i Forum