Føj til favoritter Del Send
Musik | 26/09/16

Metallica åbner Københavns nye superarena

  • Foto: TASSO MARCELO Foto: TASSO MARCELO

Når Københavns nye multiarena, Royal Arena, åbner til februar, bliver det med Metallica som afsender af de første to koncerter.

Bandets danske trommeslager, Lars Ulrich, fortæller, at der ikke var meget betænkningstid, inden bandet sagde ja til opgaven.

»Metallica åbner den nye arena! Det glæder vi os utroligt meget til. Vi er stolte og taknemmelige for, at vi er det første band der kommer gennem dørene og indvier den nye arena. Det er jo et stykke tid siden vi har været i Danmark, så vi er ekstra ekstra spændte på, at komme tilbage til mit fædreland og spille nye numre fra den friske plade. Vi ses derude til indvielsen af den nye Copenhagen Royal Arena,« siger Lars Ulrich.

De to koncerter bliver ifølge Lars Ulrich de eneste to koncerter, bandet spiller på europæisk grund i første halvdel af 2017. Det siger han til Ekstra Bladet.

18. november udgiver bandet nyt album, når kvartetten sender 'Hardwired... to Self-Destruct' på gaden.

Arenaens direktør, Dan Hammer, er stolt af at kunne præsentere Metallica som første band i den nye arena.

»Når et verdensnavn som Metallica går et par ekstra mil for at åbne Royal Arena med et unikt dobbeltbrag, placerer det øjeblikkeligt Københavns nye arena i den globale elite. Vi er både stolte og ydmyge over hele bandets gestus,« siger Dan Hammer.

Billetsalget starter 30. september klokken 10:00.

En multiarena i Ørestaden

Royal Arena åbner i Ørestaden i København med en kapacitet på op til 15.000 mennesker til koncerter og 12.500 til sportsarrangementer, og er dermed i samme størrelsesorden som Jyske Bank Boxen i Herning.

Royal Arena kommer blandt andet til at være vært for EM i svømning i 2017 og VM i ishockey i 2018.

Arenaen er bygget med øje for at skabe en sublim akustik i salen, og dermed får København endelig det store spillested, som hovedstaden har sukket efter i årevis.

Det er arkitektfirmaet 3XN, der har designet arenaen i samarbejde med HKS Architects. Arenaen er opført af Realdania og Københavns Kommune.

Planen er, at Royal Arena kommer til at huse 60-80 arrangementer om året.

AOK Tjenester