Han blev tres i søndags, og han ser godt ud. Øjnene lyser, smilet er bredt, vesten er nystrøget. Det er næsten ikke til kende forskel på den C.V. Jørgensen, som turnerede med ”Sjælland” (udgivet i 1994), og den der pludselig ud af det blå, har ladet sig overtale til endnu en voldsom tur (maj-august) rundt i den manege, han har frygtet i umindelige tider.

Siger og skriver otte år er der gået siden C.V.’s sidste klarmelding til offentligheden fra hjemmestudiet i kælderen i Birkerød, albummet ”Fraklip Fra Det Fjerne”. Der er altid et nyt på vej, altid. Men netop kun på vej, for der er altid et og andet, der har forrang. Eller bare rang. Man kunne have drømt om bare et enkelt nyt trut eller spyt at varme sig på denne råkolde aften på den københavnske vestegn. Men nej, ikke en tone.

Faktisk var listen med sange over de halvfems minutters spilletid nærmest identisk med den seneste turné, den gamle mester var på med det førnævnte album.

Hovedværket i det regnestykke hedder ”Sjælland”. Det er stadig sangene derfra, der fylder mest hos C.V. Jørgensen, der dog i denne ombæring har erstattet sin trompetist med en yderligere en guitarist. Helhedsindtrykket er ikke blevet voldsomt meget mere rocket af den grund, snarere ganske stile og roligt, balanceret.

Ingen hastværk, ingen drabeligheder, desværre. For selvom det rutinerede orkester, hvoraf nogle har 25 års plus jubilæum i stalden, ingenlunde klinger jovialt, savner man alligevel den nerve, det så ofte er lykkedes C.V. Jørgensen at få lagt ned på plade og finturnere live i en eller anden form.

Dermed står det vist klart, at den største sangskriver, vi har, ikke er vendt tilbage som hverken frelser, fornyer eller magiker på tredje vis. Han synger udmærket, mestendels som sig selv. Men luften, timingen og intensiteten halter og hakker lidt, præcis som hos bandet. Mest hørbart er det i de ældre numre. De har ikke fundet hinanden, og C.V. har heller ikke fundet sig selv. Endsige sangene. Men det kan komme. Det kommer senere, det er ganske vist. Selvfølgelig.

Men nu og her er de seks på scenen i øvelokale-form. Og lidt til i de gode stunder – ”Spildte Bedrifter”, ”Some Like It Hot” (overraskende veloplagt), ”Florafobi”, ”Ude Af Sync”. Det meget brogede og sammensatte publikum i Portalen havde aftenen igennem bukket, nejet og klappet – af hver en sang, af hver en guitarsolo (og dem var der rigtig mange af).

Men stemningen var andægtig, alt for andægtig. Respektfuld havde været nok, så rigeligt og meget passende. Først minutter før lukketid satte salen det hele på sort og sang med på den gyngende ”Det Si’r Sig Selv”. Sjovt nok at det var netop den, der brød isen.

Efter lidt mindre end halvanden time var det slut. Jørgensen takkede ydmygt, bukkede og skyndte sig ud af det rampelys, han aftenen igennem konstant forlod, når han så sit snit til det.

Tilbage på scenen, klappet ind af de totusinde håndflader, fik vi nøglesangen ”Elisabeth”, smuk, det var den. Og derefter ”Det Ganske Lille Band” som blev sendt ud over scenekanten med et ordentligt spark bag i. Det var tiltrængt.

C.V. Jørgensen da han spillede i Portalen i Greve, spiller flere koncerter i Store Vega. Læs mere her.