...

Der er for længst blevet stille i Parken, og Madonnas lastbiler er rullet videre mod nye koncerter i en tætpakket kalender. Måske har hun allerede glemt København. For en superstjerne som hende er 40.000 fans ikke noget usædvanligt.

Men det var altså heller ikke nogen mindeværdig koncert at overvære, hvilket fremgår af ikke bare min anmeldelse, men også af de øvrige aviser. To og tre stjerner, det var hvad Madonna fik for sit blend af nye og gamle numre og for et sceneshow med dansere, marchband og avanceret lys.

Men hvor koncerten mandag aften på mange måder var en opvisning i veleksekveret kedsommelighed, så var den – her et par dage derpå og ved nærmere eftertanke – interessant set fra en anden vinkel.

Læs også: Copenhagen Jazz Festival 2012

For når en stjerne som Madonna sætter et sceneshow sammen, handler det ikke bare om at underholde publikum. Det handler også om, hvordan hun gerne vil opfattes, hvordan hun gerne vil ses. Og to scener i Parken sagde det hele. Først åbningsøjeblikket, hvor Madonna tonede frem i blændende modlys og med en gudelignende effekt til følge. Det her var ikke bare et menneske, forstod man, men noget større. '

Og sådan har talrige andre stjerner også præsenteret sig. Fra Kylie Minogue, over Beyoncé til Madonnas vel nok største konkurrent, Lady Gaga. Men den rolle, halvguden Madonna valgte at spille, er anderledes opsigtsvækkende og blev etableret under de tre første numre – »Girl Gone Wild«, »Revolver« og »Gang Bang« – og særligt sidstnævnte blev afsættet for en våbenbærende og voldelig selviscenesættelse.

Læs også: 5 Københavnerbands på Roskilde

I en stram koreografi endte Madonna således med at skyde hovedet af en mand, så kød og hjernemasse sprøjtede ud. Ikke i virkeligheden, naturligvis ikke, men på storskærmene bag hende. Den æstetiserede vold var en blodrød tråd gennem dele af koncerten, hvor Madonna svingede med den blanke pistol og ofte lignede et psykologisk grænsetilfælde. Men en ting er, at hendes selviscenesættelse som den grænsebrydende kunstner er en kliché, noget andet at den er tom.

En tiltagende undren

Hvor Bret Easton Ellis i romanen »American Psycho« eksempelvis brugte volden til at sige noget om yuppie-kulturen, var Madonnas voldskoreografier i Parken blot tom handling, banal effekt. Politisk var den heller ikke. En enkelt orange fangedragt ledte tankerne mod Guantanamo, men ellers var det hele omhyggeligt afpolitiseret. Man skulle jo nødig støde eventuelle billet- og pladekøbere.

Kort kan man sige, at Madonna anno 2012 gerne vil spille rollen som Den Grænseoverskridende Kunstner, men at hun ikke for alvor tør krydse de grænser, som er farlige at krydse. Og i døgnet efter koncerten meldte en undren sig også.

For hvorfor ignorer Madonna i så udtalt grad sin alder? Hun er 53, men hendes show kunne lige så godt være opført af en 22-årig. Eftertanken, erfaringen, modenheden, alt det man vinder med alderen, var skubbet i baggrunden.

Selv hvis man ser det fra Madonnas perspektiv, virker det sært. Hendes publikum er jo heller ikke længere ungt. Og mon ikke også de kunne tænke sig substans frem for udvendige provokationer og tomme kunstnerklicheer?

Hvad: Koncert med Madonna
Hvor: Parken
Hvornår: Mandag 2. juli