Der er ikke nogen referencer til den danske hovedstad på den kommende plade fra den tidligere Love Shop forsanger. Nogle gange er Jens Unmack nødt til at slå sig selv over fingrene og sige stop. Denne gang var én af dem.

»For ikke at blive en karikatur af mig selv. Jeg skal ikke være en omvandrende turistforening, det dur jo ikke.« Øjnene fastholder mit blik for at understrege ordenes vægtighed. Efter sange som »Drømmenes København«, »Fuck Min Højdeskræk« og »Copenhagen Dreaming« måtte Jens Unmack love de andre medlemmer i Love Shop, at der skulle gå mange år, før der kom flere københavner-sange. »Men jeg har ikke sagt, hvad jeg har at sige om byen, det får jeg aldrig.«

Vi sidder i Granola på Værnedamsvej, i det indre Frederiksberg, hvor Vesterbro og Frederiksberg mødes. Jens Unmack ville gerne mødes her. Over bananmilkshakes. Musikeren har en forkærlighed for Granolas amerikanske mælkebarstil og i særdeleshed de kolde mælkedrikke. Caféerne bruger han til at slappe af. »Det er mest et sted, hvor man kan lukke sit eget jeg væk. Det er et frirum fra min hverdag.«

En hverdag, hvor han aldrig helt kan slippe det, han laver. »Jeg har altid nogle tanker omkring musik, ting jeg skal gøre, eller overvejelser om hvor jeg skal hen med det. Det er jo en kæmpeluksus at have et job, hvor man har tid og lyst til at have de der kampe hele tiden. Samtidig er det også skønt nogle gange bare at kunne lukke døren og sige »bang«. Det gør jeg, hvis jeg for eksempel går ud og drikker øl.«

Lige nu forsøger han at holde sugerøret i nærheden af sin mund samtidig med, at han fortæller om sit København. Det København, han flyttede til i 80erne, og det København, hvor han nu bor og færdes. »Dengang ku’ man få en hjælpende hånd, hvis man faldt på gaden, og det kan man forhåbentlig stadigvæk. Det er jo det eneste, der betyder noget i bund og grund. Man kunne blive truet af sin overbo dengang, hvis man spillede for høj musik. Jeg er engang blevet taget kvælertag på ude på Islands Brygge, da jeg boede dér. På min trappe af en mand, som ville slå mig ihjel, hvis jeg ikke snart skruede ned. Det synes jeg, var ret lokalkoloristisk. Det ved jeg ikke, om det kunne ske i dag. Det kunne det vel godt, men lidt længere ude for city.« »Om jeg skruede ned? Næh, men så sendte han politiet i stedet for, haha. De var mere venlige.«

Jens Unmack kom til København med »fire-flyet fra Jylland«, som han selv udtrykker det. Han spillede i et lille punk band i Viborg og savnede ligesindede. De første måneder boede han sammen med tre andre unge, håbefulde fyre i en etværelses lejlighed 300 meter fra, hvor han var landet. »Vi kunne se flyene fra altanen, når de lettede. Sommeraftener lugtede der altid af flybrændstof ude på altanen. Det var fantastisk. Så var man kommet til storbyen,« siger han og begynder at grine, inden blikket finder tilbage til nutiden.

Kort efter flytter han ud på Islands Brygge, som var et andet sted dengang. »Hvor Islands Brygge nu er sådan et hipt sted med smart havnefront, skatersteder og små økologiske butikker, da var det jo et nedslidt arbejderkvarter med folk, der havde arbejdet og levet hårdt. Det var slet ikke sådan en funky modeby på samme måde som nu, det var en storby, hvor arbejderklasserne endnu boede i brokvarterene. På den måde var det en mere gammeldags by end nu,« konstaterer han.

Da jeg spørger ham om, hvad København mangler, falder svaret prompte: »Nogle færre gågader. Trafik. Og en højere skyline. Og noget mere flytrafik ind over byen, der kan få os til at drømme,« siger han midt i et smil og følger hurtigt op med et »Jeg mener det!« Drømme og flytrafik flød også sammen i Jens Unmacks tid i bandet Love Shop, hvilket kan høres i de første strofer på en af mange københavnske nyklassikere – »Copenhagen Dreaming«.

Jens Unmack mener ikke, at en skyline er en nødvendighed, men han savner dog en lidt mere nutidig tilgang til tingene. »Nogle gange modarbejder man det, at København faktisk er det nærmeste, man kommer en storby i Danmark, ved sådan nogle fuldstændig gammeldags hensyn, som at der ikke må bygges over femte etage. Lad os da få noget storhed,« siger han uden det mindste anstrøg af patos i stemmen.

Glassene fattes for milkshake, og vi bevæger os uden for Granola. Ud for at se dét København, som Jens Unmack færdes i.

Første stop kommer hurtigt. Helges Ostehandel ligger også på Værnedamsvej. »Man skulle ikke tro, at det er en ostehandel, der har de bedste sandwich i byen, men det er det. Hjemmelavede brød og herlig ost. Jeg kommer ofte herned i min frokostpause og henter en sandwich,« fortæller Jens, inden han overbeviser ejeren bag disken om, at han skam ikke bliver svinet til i pressen. »Ejeren hedder Allan. Han er en amatørcykelentusiast fra Ølstykke,« opsummerer Jens Unmack nøgternt på vej ud af forretningen.

»Værnedamsvej er en hyggelig gade, og den ligner ikke noget andet. Hvis du kører ned ad den lørdag formiddag, så er det ligesom at være i Italien, med bilerne der holder og dytter og kan ikke komme frem eller tilbage. Og der er fyldt med folk. Den er meget gammeldags med mange små butikker. Der er IKKE en Jack & Jones butik, der er ikke nogen H&M eller McDonald’s. Så er der de der smarte hoveder på Københavns Rådhus, Klaus Bondam typerne, der synes, at det skal være en gågade, fordi det er så idyllisk.« På hans ansigtsudtryk at dømme ser det næsten ud, som om det gør fysisk ondt på Jens Unmack at sige ordet »gågade«.

»I det øjeblik du laver en gade om til en gågade, så bliver det en turistgade, og så mister den sin puls og sin charme. Se, hvad der er sket oppe på Nørrebrogade, det er jo en katastrofe. Giv os lov til at være i byen med det liv og den rytme, den har. En by skal have trafik. Ikke fordi den skal være tilsvinet, og der er da for mange biler i København, men det er en del af charmen, at der støjer lidt.«

Den støjende charme og byens mange muligheder var også udgangspunkt for en række af Jens Unmacks tekster i bandet Love Shop, hvor især »Drømmenes København« og »I den nye by« emmer af metropolens stemning. Inspirationen er måske hentet ved Langebro, i Klampenborg eller på Frederiksberg og Vesterbro, men selve sangskrivningen foregår som oftest hjemme i lejligheden på Gammel Kongevej. »Der har jeg båndoptager, computer, mine notesblokke, guitar, klaver – de ting jeg skal bruge,« siger han meget koncist og nøgternt.

Vi bevæger os på gåben hen på Vesterbro, på vej hen til den bar, som musikeren ynder at socialisere på. Men på grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro ligger et andet vigtigt stop: Jasmin Marked. »Nu spiser jeg jo rigtig meget slik, så det her er et stort sted.« Jens Unmack står foran et farverigt kludetæppe af slik, og han slår ud med armene for at understrege sin pointe. »Jeg kommer her om aftenen, når jeg går tur med min hund, og køber slik.«

Jens Unmack slår over i en snak om manden bag disken, forklarer hvordan han lige har besøgt sin kone i Dubai og gerne vil arbejde for sin svigerfar, der er entreprenør dernede. Men indtil da arbejder han her. Den spinkle og langt fra skrøbelige musiker snakker meget med folket bag disken.

Vi krydser over til Vesterbro og er på vej ned ad Oehlenschlægersgade. Til Riesen, som er Jens Unmacks foretrukne bar. »De spiller høj rockmusik. Det gives ikke mange steder i København, hvor hver femte unge mand mellem 25 og 50 har stillingsbetegnelsen »dj«. Der er en urimeligt tilrøget, crowdet stemning, Erdinger øl og høj musik ud af små højttalere, sådan som det skal være,« fastslår han.

Vi går langs søerne tilbage til Frederiksberg. Han vil gerne forbi endnu en slikforretning. Vi kommer hen til Favoritten på Niels Ebbesens Vej, og den musikalske slikmund udbryder ved synet af godterne bag butiksvinduerne: »Er det ikke legendarisk? Jeg har en datter, som går i 0. klasse lige her overfor. Hver fredag står vi i kø i en halv time for at købe fredagsslik. For det skal jo være herfra. Den slags steder finder man ikke rigtigt mere.«

Det ligner et sted, der eksisterede dengang, man kunne sige »Og så vil jeg gerne ha’ for ti øre af dem der« med en distinkt old school fornemmelse af kvalitet og særegenhed. Jeg studser over, at forretningen ikke tager mod dankort, hvilket udløser endnu en lille fortælling om folket bag disken. Om det ældre indvandrerpar, der har butikken. »I sommer var min datter og jeg herinde, og vi havde lige fået to enorme softice, da jeg finder ud af, at de ikke tager dankort. Der var kø langt ud på gaden, så jeg ved jo ikke lige, hvad jeg skal gøre. Så siger ejeren: »I betaler bare næste gang.« Udsagnet følges af en lang pause, mens Jens Unmack ser insisterende på mig. »Sådan noget sker jo ikke i Fakta. Eller Nordea, haha.«

Vi nærmer os Gammel Kongevej, hvor Jens Unmack har boet siden slutningen af 80erne. Men inden vore veje skilles skal vi lige forbi en pladeforretning. »Danmarks mest velassorterede pladebutik. De har virkelig alt. Plader fra punkscenen i New York i ’77, der kun udkom i et oplag på 500 plader. Så har de første optryk. Hvis du vil betale for det, så kan du få alt,« lyder parolen fra musikeren om sit vinyl-mekka, Sound Station.

Der bliver hilst mere end venligt på ham bag disken, hvorefter Jens Unmack bevæger sig længere ind i forretningens gemmer. Han snakker om Morrisseys return to form på den nye plade, om lyden af Blondie på en single af Yeah Yeah Yeahs. Han snakker om Premier League med manden bag disken. Og om musik. En professionel musikers harme kan høres – TDCs Play-abonnement vinder ikke gehør her. »Jeg synes, det er en dårlig idé. Man opdrager folk til, at musikken er gratis. Det er altid musikken, der er gratis, alt andet koster. Man burde vende det på hovedet. Gå til Grøn Koncert, betal for musikken og få gratis fadøl. Betal for musikken og få en gratis mobil.«

Vi træder ud på gaden igen, væk fra samtalen, væk fra den tilsnigende harme. Til trods for at Jens Unmack ikke gemmer sig i København og i hvert fald ikke undgår samtaler med byens indbyggere i slikforretninger, grønthandlere eller pladeforretninger, så er det netop muligheden for at være anonym, han finder fascinerende ved København.

»Man kan være helt sin egen. Det kan man ikke, der hvor jeg kommer fra. En lillebitte by, hvor ... man skal hele tiden keep up appearances. Hér kan man være helt sig selv. Man kan klæde sig som en narkoluder, hvis man har lyst til dét, uden at folk fortrækker en mine. Man kan være den vildeste punker, man kan gå i murerarbejdsmandstøj. Nobody gives a shit. Det synes, jeg er fedt.«