Føj til favoritter Del Send
Musik | 16/07/18

Københavnsk hiphop- og rockfestival aflyst

  • Foto: For Evigt Foto: For Evigt
Musikere som Gilli, The Minds of 99 og Turboweekend skulle spille på festivalen. Nu er den aflyst.

Omkring 2.000 personer havde nået at købe billetter til den store hiphop- og rockfestival For Evigt i Valbyparken den 24. og 25. august. Men økonomiske problemer og manglen på et stort rocknavn, der kunne tiltrækkeligt mange betalende gæster, har nu fået festivalens arrangør, Tanja Haddaoui, til at aflyse festivalen. Det fortæller hun til B.T.

Sidste års For Evigt-festival, som blev afholdt i Rødovre, kom ud med røde tal på bundlinjen og resulterede i en række økonomiske uoverensstemmelser med leverandører, samarbejdspartnere og Koda, som er en organisation, der sikrer, at artister får betaling for deres musik.

»Den største udfordring i år har været, at vi ikke kunne finde et rock-hovednavn, der kunne sælge de billetter, der gør, at det kan løbe rundt. Samtidig har Koda nedlagt et fogedforbud, fordi Koda gør krav på 120.000 kroner fra festivalen sidste år. De sidste to måneder har jeg godt vidst, at det gik den vej, men jeg håbede, at der stadig var en mulighed for at gennemføre eventet. Det var desværre umuligt, og nu var det det rigtige tidspunkt at stoppe,« siger hun.

På årets plakat stod solide navne som den amerikanske gangsta-rapper YG, danske Kesi og Gilli samt danske rocknavne som The Minds of 99 og Turboweekend.

En endagsbillet kostede 495 kroner, og en VIP-billet med fri cava-bar 1.095 kroner. Personer, der har købt billet, kan ifølge Tanja Haddaoui få pengene refunderet på Billet.dk.