København er Paradise City, Los Angeles, Amager Strandvej er Sunset Boulevard og den lokale strandpark er Venice Beach. I en time.

Alt sammen på grund af én mand, Saul Hudson. Eller bare Slash. Sin generations mest berømte og berygtede mand på seks strenge tilsat strøm – guitarist som han var i evigt uforglemmelige Guns’N’Roses og sidenhen hovedkraft i supergruppen Velvet Revolver. Fra Californiens sol til Copenhagen Live, hovedstadens ny endags rockfest, havde han medbragt et helt nyt kuld sange fra det spritnye album, der slet og ret hedder Slash. I øvrigt en glimrende rockskive, hvorpå han får vokalassistance af Ian Astbury, Fergie, Adam Lavine, Lemmy og Iggy Pop for blot at nævne nogle få esser. I København sang Miles Kennedy dem til live med en røst, som i udgangspunkt ikke lå langt fra Slashs tidligere samarbejdspartner Axl Roses.

Coolness og sejrsattitude
Knap 20.000 publikummer havde på forhånd løst billet til festivalen, og godt halvdelen var på plads i gamle, sortgrå forvaskede band-T-shirts, sorte bukser og sko. Over alt blev der luftet mandige tatoveringer, svulmende overarme og vellevned udover spændte livremme. Allerede da Slash og hans fire lejesvende entrede scenen, fornemmede man festivalstemningen brede sig. Med én måned til Roskilde er i hvert fald de lokale fra Skåne og omegn klar til  sæsonen. Og frem for alt klar til rockmusik med hvinende guitarsoli, buldrende trommer og pulserende bas, som det hører sig til, hvis man vl lykkes med festivalkonceptet.

Det var præcis, hvad vi fik af Slash. Tilsat rigelige mængder coolness og sejrsattitude. Så tidligt som i første nummer vendte han gribebrættet mod den blå, blå himmel og lod sine fingre løbe op og ned i kælne bevægelser som kærtegnede han den skønneste af kvinder.

Fire numre inde i koncerten (i »Night Train«) var der allerede mere Guns’N’Roses over fembanden end over Axls uriasforsøg på at videreføre bandet med ham selv som eneste originale medlem. Miles Kennedy gjorde det udmærket bag mikrofonen, men man var alligevel aldrig i tvivl om, hvem der var stjernen, når Slash spurtede tværs over scenen og tilbage igen med den klassiske Gibson-guitar dinglende skødesløst på hoften. Seje, næsten syngende riffs blev fyret af i en lind strøm i sange, der luftede lige dele inspiration fra 70er-rocken og den endnu tidligere blues.

Ingen dikkedarer
Blot et enkelt stille nummer blev det til for festivalens første hovednavn, og de minutter føltes rent ud sagt som timer. Langt, langt bedre gik det, når op til tre elguitarer broderede og fræsede om kap på toppen af den korpulente bund.

Ind imellem gik det endda fremragende. Især når der bare blev spillet lige ud af landevejen, ingen dikkedarer, breaks eller mærkelige musikalske indfald. Bare uforfalsket rock’n’roll.
Amerikanerne kalder det icing on the cake, vi kalder det glasur. Og det fik vi hen imod slutningen. »She’s got a smile …«, gjaldede Kennedy, og så var hele festivalpladsen klar over, at han var godt på vej ind i Guns’N’Roses-klassikeren »Sweet Child O’ Mine«, en af deres mest ørehængende og fabelagtige tunes båret af endnu et af Slashs geniale riffs.

Desværre var udførelsen ikke helt på det niveau, man kunne have ønsket. Den var lidt gumpetung. Men det så ikke ud til at bekymre de 10.000 brede, dansende smil foran scenen. Sluttelig trumfede de fem og sendte stemningen endnu et hak op i det røde felt med »Paradise City«, den mest berømte Guns’N’Roses-sang af dem alle, monsterhittet med alt det en rocksang skal indeholde af melodi, riffs, krop og uforglemmeligt omkvæd. Man kunne mærke det helt nede fra storetåen, gennem mellemgulvet og op til de blottede tænder, så uimodståelig var den sang stadig mere end 20 år efter sin premiere.

Og med den sikrede Slash sig en charmerende arbejdssejr, der kun cementerede, at manden med det store hår, de mørke solbriller, de sorte læderbukser og den høje hat, stadig ser ud på verden fra en ganske unik position i verdensrocken.
 
Slash på Copenhagen Live