...
I anledning af Copenhagen Jazzfestival bliver Fredagsrock i Tivoli denne fredag til Fredagsjazz. Og der er en spændende aften i vente på Plænen. Her kan man nemlig opleve en rekonstruktion af det mest solgte instrumentale jazzalbum nogensinde, Miles Davis klassikeren ‘Kind of Blue’.
Det banebrydende album fra 1959 satte helt nye standarter for jazzmusikken og står stadig som en milepæl i jazzhistorien. Og det er både med stolthed og ærefrygt, at aftenens kapelmester begiver sig ud i at genskabe dette album.
Det er den danske pianist, Niels Lan Doky, der har samlet et hold af internationale musikere til begivenheden og foruden kapelmesteren selv, består bandet af Jesse Davis (altsax), Flavio Boltro (trompet), Rick Margitza (tenorsax), Jonathan Bremer (bas) og Niclas Bardeleben (trommer).
Hvad: Fredagsrock - Kind of Blue
Hvor: Plænen, Tivoli
Hvornår: 6. juni, kl 22
Hvordan: Gratis efter entré til Tivoli