For danske jazzentusiaster er historien om Jazzhus Montmartre i Store Regnegade og om genåbningen om en måneds tid en genopstandelse af nærmest bibelske dimensioner. Det lille spillested i hjertet af København var om noget arnestedet for det moderne danske jazzmiljø.
»Vi mangler det. Simpelthen. Der er mange cafeer, hvor der spilles jazz, men det normale jazzspillested, Copenhagen JazzHouse, er jo ikke et jazzsted mere. Det er alt muligt blandet. Så der er mange, der bliver glade for et sted, hvor man ved, at der altid bliver spillet jazz,« siger trommeslageren Alex Riel.

Han kender om nogen til magien i det gamle jazzhus. Som ganske ung fik han muligheden for at spille med de store stjerner. Sammen med bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen var han en del af jazzklubbens faste band, der holdt rytmen, mens de udenlandske verdensstjerner spillede soloer.

»Stedet har unægtelig et navn. Det var verdens bedste jazzklub, hvor de bedste kom og spillede. Nu åbner det samme sted på den samme adresse igen. Og jeg ved, at mange store jazznavne meget gerne vil komme og spille der, selv om de godt ved, at der nok ikke er mange penge i det, når der kun er plads til 70 gæster eller deromkring.«

Der har i jazzmiljøet været mange spekulationer om, hvorvidt åbningen af Montmartre vil løfte jazzscenen frem i lyset, eller om den vil kvæle den. Optimisterne ser Montmartre som en mulighed for at lokke de helt store stjerner til byen, mens pessimisterne frygter, at det vil sluge al interessen og efterlade tomme sale på de andre spillesteder.
»Jeg tror, det bliver et løft for dansk jazz. Der er ikke vildt meget jazz i de andre større byer. Men hvis der kommer nogle store folk til Montmartre, kan det være, at de også tager turen til Odense eller Århus, nu de er i landet,« siger Alex Riel.

Miljøet nu
Men om man vil det eller ej, er flagskibet altså tilbage. I dag offentliggøres det program, der fra starten af næste måned skal puste til gløderne og tænde flammen igen. Men hvordan har dansk jazz haft det, siden Jazzhus Montmartre lukkede?

Tilsyneladende godt. Det er ikke unormalt at finde omkring 30 koncerter om ugen i københavnsområdet. Alligevel er jazzen en niche, der dyrkes af et lille, men dedikeret publikum. Bortset naturligvis fra når mere end 250.000 mennesker myldrer ud for at opleve jazzen på de københavnske brosten og i cafeer og koncerthuse under Copenhagen Jazzfestival. Men ligesom de færreste tager ud for at se cykelløb hver søndag, fordi de godt kan lide Tour de France, er der tilsvarende få, der går ud og hører jazz resten af året.

»Man kunne komme med en masse klynk om, at der ikke spilles nok. Men jazzscenen har det faktisk meget godt. Der er et væld af gode og talentfulde musikere, og jeg har fornemmelse af, at der er et voksende publikum,« siger sangerinden Sinne Eeg.
Som repræsentant for vokaljazzen er hun privilegeret ved, at det netop er den subgenre, der sælger flest billetter.

»Det er både godt og skidt. Jeg elsker det, men det er ærgerligt, for der findes så meget vild god instrumental jazz, og folk går glip af noget, hvis de kun går til vokalkoncerterne,« siger hun.

Næste generation
»Jeg kunne aldrig finde på at sige, at det er umuligt at leve af at spille jazzmusik. Men det er svært at finde ud af, hvordan man gør,« siger August Rosenbaum, der er pianist og går på konservatoriet.
Han er netop vendt hjem fra New York, hvor han har studeret og indspillet sit første album sammen med en anden fremstormende jazzmusiker, guitaristen Jakob Bro.

Men for de helt unge jazzmusikere er det svært at bryde igennem. Når spillestederne er økonomisk pressede, er der nemlig ikke mange, der åbner dørene for et ukendt navn. Og selv om de fleste unge jazzmusikere og -entusiaster er spændte på at se, hvad der er på menuen, når Montmartre slår dørene op, er begejstringen dog til at overskue.

»Jeg ville rigtig gerne være positiv og tro, at det bliver et levende hus, hvor der både kommer til at være plads til det unge og det ældre publikum. Men jeg vil se det, før jeg tror det,« siger August Rosenbaum.

I stedet for et folkeligt sted med stampublikum forventer han en jazzklub, der minder om mange af de traditionsrige klubber i New York og London, hvor turister nu drikker rødvin, spiser dyr mad og hører musik. For de unge er det allerede et problem i dag, at priserne på eksempelvis Copenhagen JazzHouse hurtigt overstiger et SU-budget. Det er dog ikke den eneste anke.
»Jeg kan ikke se nødvendigheden i den slags jazzhus i København. Det var bedre med noget mere plads til diversitet. Der sker så vanvittigt meget på de små scener, men det ved det brede publikum ikke,« siger han.

Hvad end Montmartre kommer til at byde på diversitet, eller det bliver et elitært tilskud til den danske jazzscene, så står det klart for alle i miljøet, at Københavns jazzscene står på skuldrene af fortidens giganter. Nu venter alle spændt på at se, om én af de sovende kæmper er ved at vågne.


I dag offentliggør Jazzhus Montmartre sit program, og i morgen løfter Copenhagen Jazzfestival sløret for en del af årets program på jazzfestivalen.