Lars HUG spiller på plænen i Tivoli fredag 5. september, læs hele programmet for fredagsrock. 

Han tænker et øjeblik, men ordene er ikke nok til at svare på spørgsmålet.

Han rejser sig fra den høje stol i køkkenrummet med et lille hop. Går henover det malede trægulv i sit atelier med tegninger på væggene, krukker med pensler på bordene, bunker af papirer og små lapper med ord og skitser, en regning med et rødt »cash«-stempel på. Han har bare fødder, der siger nærmest som små lette klap, hver gang de rammer gulvbrædderne. Ellers er rummet stille. Byens støj udenfor er forsvundet. Han henter en guitar og sætter sig ned igen. Han vil svare på, hvordan han laver sange.

»Jeg fik den her tekst fra Kliché-drengene, og så lagde jeg den foran mig,« siger han og glatter et imaginært ark på bordpladen:

»Og så gik jeg i gang med at spille. Jeg havde ikke set den før, jeg spillede bare en sang, der var der,« siger han.

Fingrene rammer strengene. Han synger.

»Det var koldt den nat/bidende koldt/havnens lys forsvandt/sammen gik vi langs den øde kaj/da jeg tung om hjertet fulgte dig på vej.«

Kigger op og siger:

»Det lyder da meget godt, gør det ikke?«

Det gør det. Forunderligt velkendt, en sang og en stemme hørt tusinde gange før, som blød grammofonlyd, fra en radio i et åbent vindue, på en walkman båret af en teenagekrop, en cd på repeat til kærestesorg, middage og langsomme søndage.

Det er Lars H.U.G, der sidder i køkkenet i sit atelier og synger. En af de mange sange, der er lydslivspor for os, der er vokset op i 1980’erne og 1990’erne.

Sange som »Vi elsker Uniformer«, »Mon de kan reparere dig,« og som Kronprinsen citerede fra i sin bryllupstale »kom lad os gå, gennem tusinde verdener venter vægtløs kærlighed«.

Og nye indspilninger af klassikere som »Dansevise« og »Skibet skal sejle i nat«, hans egne sange som »Elsker dig for Evigt«, »Blidt over Dig« og »Natsværmer«.

Skrevet af en mand, der ikke selv mener, han egentlig er sangskriver:

»Jeg kan godt høre, at jeg har skrevet nogle gode sange, men tilblivelsen sker jo med seler og livrem, stok og seler, nej, det billede holder ikke, men jeg nærmer mig det meget kejtet… « siger han og kigger op.

»Jeg var her bare, da sangene fløj forbi,« siger han.

Ja, men der er vel en grund til, at det var dig, de kom forbi?

»Det tror jeg ikke nødvendigvis, jeg kan svare på. Det må vi overlade til de andre at afgøre,« siger han.

Han har få endelige svar.

Tænker over spørgsmålene, taler rundt om dem, vender tilbage. Siger »Kan vi lige stoppe et øjeblik?« mens han tænker videre og drikker te af høje slanke glas, sødmælk i den sorte te.

Spørgsmålet »hvem er du egentlig?« tænker han f.eks. længe over.

Og svarer ikke musiker eller maler eller begge dele, selv om han har malet siden 1975 og solgt omkring en halv million plader. Nævner ikke sin alder, sine børn, sin karriere.

»Det sidste sæt tøj, man har på, har ingen lommer, så er man egentlig sin succes eller sin fiasko?« spørger han eftertænksomt:

»Man er vel bare bevidstheden, der er formløs, som luft kan være. Det punkt, hvor man glemmer sit ego og sin selvcentrering og selvoptagethed og alle de kulturpåvirkninger og miljøskader, der får en til at fokusere på alt muligt andet, på at eje og have ting. Men egoet er jo en mental forblændelse, en illusion,« siger han.

»Jeg er vel bevidstheden, den, man oplever i kreativiteten. Kendetegnet ved, at man er til stede her og nu. Som når man står og maler et billede eller når man spiller en sang. Skal jeg det, må jeg være til stede her lige nu, jeg kan ikke gøre andet, ikke blive interviewet, ikke tænke på mig selv. Det er der, bevidstheden viser sig, tror jeg. Når man er fuldt til stede og giver sig hen og er åben og glemmer sig selv. Er eet med lyden, melodien, farverne« siger han.

»Jeg kan ikke stå og spille, mens jeg tænker på, hvor godt det var i Stakladen i ’79. Jeg må være her nu. Fri af fortid og fremtid,« siger han.

»Men det paradoksale er jo, at det også på en måde er en flugt fra dig selv, fra at tænke på alt det der med, at det bliver bedre lige om lidt, når jeg finder den rigtige kæreste, når jeg bare bliver 45, når mine unger flytter fra reden,« siger han:

»Har vi nogensinde haft styr på noget, er det nu,« siger han.

»Det hele er til stede her og nu. Vi skal bare lære at flytte os væk fra vores egen selvoptagethed og holde op med at gå ind i det, når vi føler os røvrendte, snydt og bedragede. Det, der ser ud som noget forfærdeligt, kan være det modsatte. Et forklædt gode,« siger han.

»Det kan være svære at få øje på, nogle forklædte goder kan måske tage årtier at få pakket helt ud, men de er der. Det kan satme være en svær øvelse, men vi bliver nødt til det. Livet kan ikke bare deles ind i godt og dårligt. Det, der ser godt ud, behøver ikke at være det. Og omvendt. Det behøver ikke være lykken at vinde i bingo eller få lønforhøjelse,« siger han.

Som hele historien med Lars H.U.G’s navn.

»Åh det er så lang en historie, jeg skal se, om jeg kan gøre den kort,« siger han og sukker:

»Der var nogen, der sagde, at jeg ikke måtte bruge mit navn, som ikke er et navn, jeg har hugget, men mit øgenavn fra min barndom. Mit efternavn Haagensen blev til Håg, der blev til hug,« siger han.

»Men så endte det jo,« siger han om navnestriden, der varede i årevis, fordi en familie med navnet Hug ikke ønskede, at han brugte navnet:

»Så tog jeg et andet efternavn, der kan forkortes H.U.G.« Han siger det med pauser mellem bogstaverne. H U G.

»Og det gjorde mig til et stærkere menneske. Alle de rædselsfulde ting omkring dig kan forbedre dig, gøre dig til et bedre menneske, og det kan man være taknemmelig over,« siger han.

»Måske lærer du at bekymre dig mindre,« siger han og sukker. Orker ikke historien om navnet. Fortalt for mange gange. Men ideen om, at det triste kan være godt, vil han gerne forklare grundigere:

»Jeg mistede min mor for to år siden. Det kan lyde som en trist historie, men det var en smuk oplevelse. Vi var ude at spise, hende, min ekskæreste, mig og mine børn, og vi sad og lagde hænderne over hinanden, da min mor sagde »jeg dør snart«. Det var opstarten på en smuk rejse, der endte med at vi sang »When the saints go marching in«, da hun døde.

Døden er ikke noget forfærdeligt, den kan være smuk. På en måde er det jo det eneste, vi ved, der vil ske, og når det sker for en ældre dame, som er klar på rejsen, kan det være fint. Det skete, som det måtte ske. Som når vi fødes, så sker det også, når det skal ske,« siger han og trækker vejret.

Han drikker mere te. Ser bestemt ud.

»Hvad ville du mere vide? Hvor jeg er nu? Her. Hvor jeg skal hen?«

»Det prøver jeg ikke at tænke så meget på. Der sker det, der skal ske,« siger han og fortsætter:

»Sådan har jeg altid haft det.«

Lige nu er ugens plan fredagsrock i Tivoli. For selv om det er fem år siden, Lars H.U. G udgav en plade, spiller han nu igen:

»Jeg har ikke spillet elektrisk i fem år, men jeg fik lyst til det. Det er mere omstændigt, mere omsigkrævende, kan man sige det? Men jeg kan godt lide det, alle ritualerne, at møde alle folkene bag scenen, dem, der sætter grej op og ordner og sørger for at alt står på en linje. De er cykelholdet, der har cyklet hele etapen, jeg skal bare sprinte det sidste stykke,« siger han.

»Men man bliver også nemt træt af at sidde og glo på sig selv i spejlet og overveje hvad man skal have på, skal jeg have de sko på eller den skjorte på. Man er nødt til at ligne en milion, man kan ikke dukke op, hvis man har spildt en bøf ned ad skjorten, for der er ikke nogen, der skal se, at man har det ad helvede til, at hele ens liv er et væltet lokum. Det er derfor, at fjolser som mig og min slags ender med at dø af en overdosis eller druk eller gå i hundene. Du ender med at være så kendt, at der er ingen, der kender dig,« siger han og ser alvorlig ud, før han hiver brodden ud af sine egne ord med et skævt smil:

»Men altså, i den her lille biotop som Danmark er det nok ikke helt så slemt. Selv Prinsen kan gå i fred, det er jo lidt som et beskyttet værksted,« siger han og lyser op:

»Og Tivoli, det er et eventyr. Jeg glæder mig som et lille barn til at spille der. Det har alle de reminiscenser, H. C. Andersen og danskheden, når det er bedst. Det er et smukt sceneri, et eventyr. At gå på til Rådhusklokkerne.«

Han smiler:

»Det kan næsten ikke være bedre, det er magi.«

Og lyden af en velkendt stemme. I aften i Tivoli.

Hvad: Fredagsrock
Hvor: Tivoli
Hvornår: Fredag 5. sep. kl. 22
Hvor meget: Gratis, når adgang til Tivoli er betalt