Jonatha Brooke udsendte i januar albummet »Careful What You Wish For«, hvor hun igen har samarbejdet med den amerikanske producer Bob Clearmountain, som også var med til at skabe Brookes største kommercielle succes til dato, albummet »Steady Pull« fra 2001. I forbindelse med udgivelsen af »Careful What You Wish For«, spillede Brooke en gratis, akustisk koncert på Vegas Ideal Bar. Men nu er hun tilbage med den egentlige albumturné og denne gang medbringer hun sit band gennem seks år. Sangeren, sangskriveren og guitaristen har med en sympatisk udstråling og en radiovenlig blanding af folk, pop og rock fundet et trofast publikum i Danmark og har også modtaget pæne ord fra den danske presse.

Men hun har også en stor stjerne i mange danske musikeres bog. Brooke er en hyppigt brugt gæstelærer på de danske musikkonservatorier, og hun er ofte inviteret til landet for at lave workshops eller såkaldte »Clinics«. Brooke er højt respekteret for sine evner som sangskriver, men også for sit helt autodidakte guitarspil. Hun benytter sig nemlig af et selvopfundet system af alternative stemninger på guitaren, som i høj grad definerer hendes lyd. På Brookes nye album, har hun fyret en anelse op for de forvrængede guitarer og tonen er måske en anelse mere dyster end de tidligere plader.

»Det forrige album »Back In Circus« var nu også dyster, men nok på en anden måde,« fortæller Brooke .

»Jeg rører nok nogle lidt farligere emner denne gang. Sangen »Baby Wait« for eksempel, der prøver at ruske op i den her pige, som slet ikke har styr på sit liv. Der er tekster om den mørke side af berømmelse, begær og måske i det hele taget den mørke side af verden, men forhåbentlig aner man nogle lyspunkter og forhåbninger eller forløsning mod slutningen af albummet. Det ender ligesom på en glad akkord. Det er aldrig for sent til kærlighed,« griner hun.

»Men jeg tror generelt, det er nemmere for mig at forholde mig til og at skrive om de mere mørke sider af livet.«

En mørk bagside af musikkarrieren oplevede Brooke selv, da USA invaderede Irak og Brooke blandede sig i debatten. Brooke har som sangskriver ikke nogen politisk dagsorden, hendes tekster udspringer som oftest af hverdagsbetragtninger og tager mest udgangspunkt i hendes eget liv. Men hun har alligevel været ret åben om sine holdninger til irakkrigen helt fra starten, selv om kritik af regeringens politik på et tidspunkt var et sprængfarligt emne for en kunstner, der gerne ville opretholde sin karriere.

»Under golfkrigen skrev jeg sangen »War«, som en slags anti-krigssang, fortæller hun.

»Da irakkrigen brød ud, genindspillede jeg sangen og lagde den på mit website, som et gratis download, og sendte singlen ud til radiostationer. Resultatet var skræmmende. Der var radioværter, der kaldte mig araberelsker, og nogle antydede, at jeg sad og sang »Michael Row The Boat Ashore« sammen med Saddam Hussein. Det var helt vildt, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at der ikke var nogen, som turde sige deres mening, hverken pressen eller nogle andre. Har folk helt glemt alle de flotte protestsange, der blev skrevet under vietnamkrigen, og som nu er blevet en værdsat del af den amerikanske sangskat? Og nu, hvor en masse amerikanske soldater er døde, og det er ved at gå op for folk, at krigen måske ikke var så god en idé, så er det pludselig blevet ok at sige sin mening. Jeg forstår simpelthen ikke folks reaktion, hvad det angår,« forklarer hun og henviser i øvrigt til de tilnærmelsesvis musikalsk beslægtede Dixie Chicks.

Countrybandet fik hele den amerikanske nation på nakken, modtog voldelige trusler og fik bandlyst deres musik, da de ti dage før invasionen sagde ordene: »Vi skammer os over, at præsidenten er fra Texas,« under en koncert i London. Efter at amerikanerne delvist har skiftet holdning til krigen i Irak, blev bandet i februar i år taget til nåde, da de trods den kritiske sang »Not Ready To Make Nice«, modtog fem amerikanske grammyer for albummet »Taking The Long Way«.

Helt så galt gik det ikke for Brooke , men hun fik i hvert fald en smagsprøve på ulemperne ved at skrive protestsange i et meget patriotisk land.

»Jeg fik kommentarer på scenen og jeg fik meget ubehagelige mails gennem mit website, som jeg overvejede helt at lukke ned af den grund,« fortæller hun.

I Europa er det lidt lettere at få lov til at kritisere og på de københavnske spillesteder er der ikke tradition for at buhe folk af scenen for at kritisere George Bush, nærmest tværtimod. Men det er nu ikke grunden til, at Jonatha Brooke vender tilbage til byen gang på gang.

»Danmark har været virkelig god for mig,« fortæller hun smilende. »Jeg har lavet en masse workshops her og jeg blev hurtigt forelsket i musikernes afslappede stemning. Folk har været utroligt søde ved mig og faktisk friede min nuværende mand og manager til mig her i København, så byen er meget forbundet med romantik for mig. Og så synes jeg, at der er et meget behageligt og venligt publikum. Jeg er vild med Danmark.«

Bragt i Berlingske Tidende 20. april 2007