1. Den eneste ene

»Jeg vidste fra den første tone, at ham kunne jeg elske. Spørgsmålet var kun, om han kunne elske mig,« siger hun og smiler genert.

»Han« er hendes cello. Bygget af G.B Guadagnini i 1759.

»Det er ikke bare et instrument, vi er ikke to, vi er en, han er som en del af mig. Den er min stemme, vi gør det sammen, og det forhold, vi har, skaber musikken,« siger Sol Gabetta.
Hun fik sin cello som 23-årig.

»Jeg har ikke råd til at købe så dyr en cello selv, slet, slet ikke, men jeg har mødt et menneske, der tror nok på mig til at købe den til mig,« siger hun.

»Man kan låne af fonde, når man er ung, men de vil som regel kun låne ud to eller tre år, fem, hvis du er heldig. Og så står man der bagefter og skal aflevere en del af sig selv, fordi den skal lånes ud til andre. Og skal i gang med at opbygge et forhold til et nyt instrument,« siger hun.

Hun mødte ham første gang i London. Spillede een tone og vidste, jo, dette var den rigtige cello for hende.

»Vi havde været i mange lande i Europa, jeg havde prøvet mange forskellige. Når det rygter sig i musikerkredse, at der er nogen, der har penge til at købe et dyrt instrument, flokkes de omkring en som myg om et lys,« siger hun.

»Men den her var den rigtige. Den har en kæmpe historie, en lang erfaring, den er fyldt med musik, og jeg skulle lære den at kende, så vi sammen kan skabe det bedste. Det tog tre-fire år,« siger hun.

»Folk tror tit, at når man som musiker kommer op i en klasse, hvor man får adgang til de gamle dyre instrumenter, bliver livet meget meget nemmere, men det gør det ikke. Tværtimod. Gamle instrumenter har karakter og er meget sværere at spille på end moderne. Men de er fantastiske, når man lærer dem at kende, og jeg er så taknemmelig for, at jeg har sådan et instrument som ham.«

»Men det er godt, jeg har prøvet andre instrumenter. Man må ikke få så gammelt et instrument for ung. Jeg har spillet på alt muligt, ting, der nok var en smuk form, men dybest set bare en kasse af træ. Det er godt, fordi man på den måde også udvikler sig. En gammel cello er som en Ferrari, kan man vel sige lidt banalt. Hvis man giver den til en ung, der ikke har lært at køre den, kører han galt. Man må øve sig først. Prøve en Fiat Punto, før man får det rigtige instrument. Jeg er glad for, at jeg har prøvet andet end ham.«

Det er en ham?

Sol Gabetta smiler.

»Ja. Det kommer egentlig, fordi jeg rejste med EasyJet og skulle give den et navn til boardingkortet. En dag kom jeg for sent og så blev vi kaldt ud til gaten »miss Sol Gabetta og mr. Cello Garbetto«, som jeg plejer at kalde ham. Og så havde jeg det sådan »ej, er det mr. Cello«, men det er det jo. Instrumentets klang er også så dyb, det passer bedst til en ham,« siger hun.

»Han er min partner. Det er en mand.«

2. Herfra kun op

»Hvis jeg havde vidst, hvor vigtigt det var, ville jeg aldrig have gjort det. Og slet ikke så roligt.«
Hun læner sig frem over bordet og gestikulerer med lange slanke fingre

»Det var CRAZY!«

Som 22-årig vandt Sol Gabetta konkurrencen Credit Suisse Young Artist Award, som gav hende mulighed for at spille en koncert med Wiener Philarmonikerne.

»Jeg vidste godt, at det var et godt orkester og en god dirigent, men at det skulle være så vigtigt et punkt i min karriere var jeg ikke klar over. Jeg gik fra at være en ung studerende, som få kendte, til at være en, som man talte om i musikmiljøet, det åbnede døre for mig, gav mig mulighed for at arbejde med orkestre og dirigenter, det gjorde det muligt, at jeg endte med, at dette er mit job, det, jeg gør. Nu rejser jeg rundt i verden og spiller, det blev muligt efter den koncert.«

Hun spillede i september 2002. 23 år gammel. Ganske ukendt cellist. Og lidt dumdristig.

»Jeg valgte at spille Shostakovich, et af hans sidste stykker, det er meget mørkt og dystert og skrevet, da han ikke kunne sige noget om den russiske revolution, men måtte skrive musik i stedet for at tale, hvilket ville have slået ham ihjel,« siger hun.

»Og jeg havde ALDRIG spillet det før, det var første gang. Det gør man ikke. Man ville vælge noget, der var mere velkendt, noget, man havde spillet mange gange før, men det gjorde jeg ikke. Jeg synes, stykket har et interessant fundament, det dybe dystre, og jeg havde en fantastisk lærer, som jeg indøvede det med.«

Undervejs havde jeg det, som om jeg var gået i gang med at bestige et enormt bjerg og halvvejs oppe gik det op for mig, hvor højt det faktisk var. Jeg mistede energien, jeg var kun halvvejs, men jeg skulle jo op,« siger hun.

»Og det kom jeg. Bagefter…. Bagefter, da bjerget var besteget, stod jeg på et andet niveau. Som menneske, men især som musiker. Det var et meget vigtigt tidspunkt i min karriere. Men det var godt, jeg ikke var klar over det før koncerten.«

3. Kun én vej

»Jeg har altid været et menneske, der var meget sort eller hvid. Ikke noget med som andre børn at ville have den der eller den der eller den der. Jeg vidste, jeg ville have én ting. Sådan var det også med musikken. Jeg vidste, at jeg ville spille. Og jeg vidste, at celloen var rigtig for mig. Jeg begyndte at spille violin som barn sammen med en gruppe andre børn. De blev ved med at spille violin, men jeg prøvede en cello, og så VIDSTE jeg, at det var det, jeg skulle. Det kunne ikke være anderledes,« siger Sol Gabetta.

Og sådan blev det. Så determineret, at hun og hendes bror – der holdt sig til violinen – fik familien, som boede i Argentina, hevet over i to dele. Hun, broderen og deres mor flyttede til Europa for at studere. Faderen, som er økonom, en bror og hendes søster, der er autist, blev tilbage.
»Det var fantastisk hårdt som familie, og derfor var det en af de bedste dage i mit liv, da min far og mine søskende flyttede til Europa for at være sammen med os. Vi boede fem år på hvert sit kontinent, og det var hårdt for min far, der boede alene med min søster. Men det er også hårdt at opgive alting, sit kontinent, sit land, sit job, sælge sit hjem. Men han gjorde det, og det er jeg så taknemmelig for, min familie betyder meget for mig. Vi er tæt knyttet til hinanden, selv om vi rejser meget, og det bedste er de sjældne søndage, hvor vi bare er sammen.«

»Det betyder meget som musiker, hvordan man har det. Vi spiller ikke skuespil, det er ikke som opera. Man fortæller bare med musikken, hvem man er, hvordan man har det. Det er det, der betyder noget. At man åbner sig og viser, hvem man er. Har man det ikke godt, kan det være svært og meget hårdt. Men når man kan det, når man kan kommunikere med publikum, er det så fint. Derfor kan det også være meget sværere at spille for folk, der ved meget om musik. De forventer en masse, har idéer, om hvad de skal høre. Det nemmeste kan være et åbent publikum, som ikke går op i, hvordan man spiller, men hvordan de oplever det.«

»Folk taler tit om at spille dårligt eller godt. Det er lige meget, synes jeg, det er ikke det, det handler om. Det handler om, at man rører andre menneskers følelser. At man rammer noget i dem,« siger hun.

»Det har jeg ikke – tror jeg – så svært ved, fordi jeg er et meget sort-hvidt menneske. Jeg ved godt, hvem jeg er. Nej, det ved man ikke, men jeg har en idé om det, og jeg ved, hvad der er vigtigt for mig. Det håber jeg, at andre kan mærke gennem musikken. Som musiker er man et spejl af den, man er, og jeg har det bedre, fordi min familie er her.«


Hvad: Sol Gabetta og DR’s symfoniorkester
Hvor: Torsdagskoncert i Koncertsalen i DR-byen
Hvornår: Torsdag 4. marts. kl. 19.30.
Hvordan: Billetter på billetnet.dk. Priser fra 455 kr.