Nina Simone, Leonard Cohen, Hank Williams og Townes Van Zandt. Alle deler de den blå tone, som gør ondt og godt på samme tid.

Og de er ikke alene, for musikhistorien løber fuld af melankolske udgivelser. Joni Mitchell kaldte sågar sin gennembrudsplade for »Blue«, imens The Smashing Pumpkins døbte et dobbeltudspil »Melancholy And The Infinite Sadness«, og The Manic Street Preachers sang om »La Tristesse Durera«.

Sådan kunne man fortsætte med at liste den musik, som lyser blåt, når lys og mørke brydes i den. Men selvom den melankolske følelse altid er den samme, så udtrykkes den forskelligt til forskellige tider. Og Tindersticks, der er aktuelle med albummet »The Hungry Saw«, har vist sig som de sidste 15 års mest vedholdende og bevægende fortolkere af den sindsstemning, kristne kender som den ottende dødssynd.

Smertens spejl

Hos Tindersticks opstår melankolien i mødet mellem jazz, soul, lounge, rock og smægtende orkestreringer. Og metoden har ikke blot kastet nogle af nyere tids smukkeste udspil af sig men har også resulteret i en hengiven fanskare, som kunne se bekymrende til, da der efter det sjette album blev stille omkring bandet. Helt stille.

Tindersticks var ganske enkelt løbet tør for ideer, og sanger og sangskriver Stuart Staples forsøgte i stedet at få afløb for sin kreative frustration på to soloudspil. I den ensomme proces vendte lysten til at arbejde med Tindersticks tilbage, og nu er orkestret så klar med 12 nye sange, som er på højde med deres allerbedste – og gennemsyret af samme blødt silende melankoli.

»Ja, jeg fornemmer da melankolien, når jeg lytter til vores nye plade og til de gamle«, indleder Stuart Staples.

»Den har nu aldrig været et mål i sig selv for mig, men jeg er alligevel bevidst om dens kraft. Melankolske sange er jo i stand til at røre ved nogle dybtliggende følelser i den, der lytter. Og der er ofte et intenst nærvær i den melankolske følelse; en form for poetisk smerte som opleves meget, meget stærkt.«

»Når melankolsk musik virker så stærkt, er det primært, fordi den spejler lytterens egne smertepunkter,« fortsætter Stuart Staples.

»Lytterens private oplevelser glider simpelthen sammen med vers og arrangementer i én uigennemskuelig, men meget bevægende, proces, som hverken band eller lytter i sidste ende har styr på. Men jeg er nu ret sikker på, at melankolien primært findes i lytteren, og at sangene blot aktiverer den.«

Set fra den vinkel er hans egen mørke, fyldige og let skælvende baryton den helt store melankolske tricker i Tindersticks’ musik.

»Det lader jeg helst andre om at bedømme, men jeg forsøger faktisk at bruge min stemme på en så ubevidst facon, som overhovedet muligt,« forklarer Stuart Staples.

»Jeg har som Ian Curtis og Lou Reed aldrig ment, at kontrolleret skønsang var særlig interessant. For mig handler det mere om at komme så tæt på mine følelser som muligt. Men det er naturligvis svært at bevare den ubevidste tilgang, når folk som dig spørger, hvor smerten i min stemme kommer fra. Med tiden har jeg dog fundet en slags »dobbelt adfærd«, hvor jeg kan bruge min stemme på en selvforglemmende måde, men også er i stand til at tale om den. Jeg leder imidlertid altid – som alle andre musikere – efter selvforglemmelsen, hvor scene, lys og publikum forsvinder, og den rene følelse strømmer fra mig.«

Og Stuart Staples tror på, at de stærkeste sange kommer, når man ikke søger, men lader sig opsøge:

»Jeg prøver altid at lade være med at lede efter bestemte ting, når jeg skriver sange. Jeg forsøger i stedet være 100 procent tro mod de stemninger, der kommer til mig. Når de ofte er melankolske, må det nødvendigvis være, fordi jeg på et underbevidst plan er fuld af følelser i den farve. Og på den måde bliver sangene aftryk af nogle tilstande inde i mig, jeg ikke altid kan se, imens de står på. Når jeg i dag lytter til vores to første albums, kan jeg for eksempel høre mørket og tristessen i sangene, men det er først i retrospekt, det er blevet klart for mig, hvor meget de kredser om en elsket, der døde fra mig, som ...«

Han går i stå. Som om minder om mennesker, sange, steder og ansigter spærrer for talen. Og for Stuart Staples udgør liv, lyd og lyrik da også én tætvævet verden.

»Det er fuldkommen sammenfiltret. Mit liv, mine tekster, min musik, det hele. Men nogle sange, som mange tror handler om forhold til kvinder, kredser faktisk om mit forhold til musikken. Om mine kampe for at forløse den og om sliddet med at få den til af flyde rigtigt. At lytterne så opfatter dem som triste fortællinger om kærlighedsforhold, gør ikke det mindste. Sangene er jo til for at blive brugt.«

Den sultne sav

Dramaet har altid været en lige så væsentlig del af Tindersticks som melankolien. Og det anes i det nye albums titel. Men hvad er »The Hungry Saw« egentlig for en størrelse?

»Titlen refererer til det voldsomme forhold mellem kreativitet og destruktion. Og jeg romantiserer måske nok det ødelæggende frem for det smukke, sådan som rockmusikere har det for vane. Men for mig er de to ting altid til stede samtidig. Et smukt maleri går jo også til, som dagene går, ikke? Skønhed og opløsning hænger på den måde sammen, ligesom liv og død er uadskillelige størrelser – og den erkendelse læner sig nok meget tæt op ad definitionen på melankoli.«

Der var det igen. Ordet. Men selvom det hyppigt dukker op, når Stuart Staples taler om Tindersticks og tilværelsen, bryder han sig ikke om at få etiketten »melankoliker« sat på sig.

»Hvis jeg begynder at sætte betegnelser på mig selv, kan jeg jo ikke ånde frit som hverken menneske eller kunstner. Og ligesom ord kan sætte os fri fra os selv, kan de også låse os,« siger han og lukker af for sin dæmpede talestrøm med noget, der lyder som et pludseligt indfald:

»På samme måde kan melankolien vel også både være en velsignelse og en forbandelse. Den gør jo verden sanselig og nærværende, men insisterer samtidig på at se virkeligheden igennem tårer og smerte.«