Fredag aften. Bylivet er ikke helt vågnet. Udenfor er gaderne stille, indenfor knurrer espressomaskinen, mens pigerne bag baren skærer lime i stykker til nattens drinks. Et par damer drikker hvidvin, men endnu er der stille inde i Jazzhouse’ cafe, som forbereder sig på rykind. Først koncert, så natklub.

En mørkhåret mand med kasket og en guitartaske på ryggen kommer ind.
»Det er Kurt Rosenwinkel,« siger Lennart Ginman og slår ud med armen:
»Verdens bedste jazzguitarist.«

Kurt Rosenwinkel smiler skævt og siger:
»Alle og enhver er verdens bedste jazzguitarist, Lennart,« siger han.
»Ej, det er der enighed om,« siger Lennart Ginman.

Lennart Ginman er jazzmusiker, komponist, arrangør og bassist, og så er han ny musikchef på Copenhagen Jazzhouse. Hans ambition er at gøre Copenhagen Jazz House til Europas bedste jazzklub. Og at tiltrække de bedste musikere. Som Kurt Rosenwinkel denne aften. Et af midlerne er den nye hustrio, der tre dage i træk spiller sammen med en verdenskendt kunstner.

»I den her klub, Jazzclub Classic, skal vi tilbage til det, jazzen var. Jazz som vor mor elskede den. Ikke så meget klogeåge, bare jazz, når den er bedst. Den skjulte kunst. Som når du går på en bar og der sidder en jazztrio. Måske er de geniale, måske ikke, det ligner ikke kunst, men det kan være det,« siger han med et grin:
»De får at vide, at de ikke må øve sig, de skal bare komme og spille standards,« siger han:
»Og så ser vi, hvad der sker,« siger han.

Musikeren Tomas Franck kommer forbi med saxofonkassen i hånden.
»Har du hørt hvilke navne, der kommer i foråret?« spørger Lennart Ginman.
Tomas Franck smiler:
»Jamen, det er jo fantastisk. Jeg må bo herinde. Får I gæsteværelser?«
Han trisser ned af trappen til underetagen.

Lennart Ginman går ind på sit kontor. En lille mørk hule med et tresseragtigt barskab. Chesterfield møbler, gamle lamper, et bord formet som et flygel. Naturligvis en grammofon, der spiller jazz.
»Det lignede et skattekontor, da jeg kom, så jeg lavede det om. Jeg har selv betalt det, for jeg kunne ikke holde det ud,« siger han.

Han  blev ny musikchef lidt ved et tilfælde.
»Det havde jeg egentligt aldrig forestillet mig. Jeg havde lige fået statens treårige arbejdslegat, så jeg havde tid til at sidde og skrive min egen mærkelige musik, men da jeg fik tilbuddet, tænkte jeg »det får man kun én gang i sit liv.« Det her er jo jazzens operahus i Danmark, den nationale jazzscene. Så jeg gik i gang.«

Uden at kende meget til drift af klubber, selvom han har opholdt sig meget på dem. Men som musiker. Lennart Ginman har spillet over hele verden – og hele landet.
»Jeg ringede til folk, jeg kender, både i Danmark og ude i verden og spurgte »hvad gør man?« Men det gik op for mig, at der ikke findes en enkelt måde at gøre det på, så jeg måtte jo gøre det på min måde.«

En af de tydeligste forandringer er, at han har delt musikken op i ti profiler, fra elektronisk musik, swing, verdensmusik og helt klassisk jazz. Hver profil har sin egen klub, der har aftener på Jazzhouse hver måned.

»Da jeg startede, var der 3.300 mails i indbakken, og de fleste var fra musikere, der skrev »giv mig et job«. Men vi skal væk fra det der »giv mig et job« og »åh hvor er det synd for os, kulturen har ingen penge.« Det kan godt være, at kulturlivet mangler penge, men mest af alt mangler det ideer,« siger han.

»I stedet for at jeg bladrer gennem indbakken og booker folk til enkelte dage, så betyder musikprofilerne, at vi gør det anderledes. Når vi holder jazz’n’poetry med Naja Marie Aidt, så kan der være en amerikansk guitarist, som jeg tænker ville være fantastisk. Men går det? Ja, det gør det, hvis vi får en dansker på klaver. Så må jeg finde det. På den måde skaber vi noget i stedet for bare at fylde huller i en kalender. Eller Signe Eeg, som jeg ved ville være perfekt til til Swing Pigalle swingaftener,« siger han.

Han vil også gøre det utilgængelige mere tilgængeligt:
»Tit kan man se, hvad der er smalt og bredt bare ved at se på priserne. Så står det utilgængelige og ukommercielle i programmet til 50 kr. og gerne med et rabatmærke. Jeg prøver at gøre det lidt anderledes, så vi sætter tingene sammen på en anden måde. Vi skaber noget her. Og som musiker er det virkeligt heller ikke sjovt at komme og spille for otte mennesker og kun have lyst til at sige »undskyld, undskyld undskyld, vi giver underskud,« siger han.

»En klub kan noget andet, og der sker noget andet, når musikere spiller sammen i flere dage. En særlig stemning og et rum, som man ikke får, hvis folk bare kommer og spiller en dag og så rejser videre. Alle kan lave en koncert med Dolly Parton på en pløjemark. Giv mig 10 millioner, så kan jeg også, men en klub med en stemning, det kræver noget andet. Og her er det meget federe at spille som musiker.«

For selvom han er blevet musikchef, er han stadig musiker, inde bag det sorte jakkesæt og det røde tørklæde i lommen.
»Der er mange, hvor fedt,« siger han, da han ser køen til billetsalget:
»Hvad jeg havde forventet? Åh det ved jeg ikke. Som musiker tror man altid, at der ikke kommer nogle,« siger han.

Eller da han henter to dobbelte espresso og en cognac til musikerne.
»De skal have det, de gerne vil. Som musiker ved jeg, hvor vigtigt det er. Der skal ikke være noget, der irriterer dem. Jeg kan huske en gang, hvor jeg spillede i Falkoner Salen med Al Foster. Han havde bestilt noget, som han ikke fik serveret. Under koncerten fik han øje på tjeneren og vinkede ham ind på scenen. Og tjeneren krabbede hen over scenen og ud igen og hentede tingene og tilbage med sin bakke. Jeg tror aldrig, at han glemte at servere for en musiker igen,« siger han med et grin:
I bandrummet bag garderoben i underetagen står de fire. Kurt Rosenwinkel under sin kasket, trommeslager Kresten Osgood med en hue om hovedet, bassist Daniel Franck med krøller og pianisten Kirk Lightsey, der er lattermild bag brillerne. Han er 73 og har været Dexter Gordons faste pianist.

»I skal ikke spille helt så langt i dag, der er nattekoncert bagefter,« siger Lennart Ginman. De griner og nikker.
»I går spillede de fem kvarter i første sæt,« siger Lennart Ginman.
»Fire sange tager en time, men de blev bare ved,« siger han.
Rummet med de små borde fyldes. En sjov blanding af unge drenge med bløde ansigter. Kvinder, der ligner gymnasielærere med pagehår og tørklæder. Ældre mænd med briller. Unge piger i korte kjoler. Der er Brøckhouse øl på mange borde. Glas med rødvin. Og elefantøl.
Lennart Ginman springer op på scenen. Præsenterer »Jazz som vor mor elskede den.« Folk klapper.

Trioen spiller. Og det er som om begejstringen, glæden, varmen fra de fire på scenen glider ud i rummet og ind i kroppene på dem, der sidder og ser på. De griner, de ser beundrende på hinanden, de lytter og de smiler.
»Se lige Kurt, som ellers er så tør. Så står han der og smiler hele tiden,« siger Lennart Ginman.

Han er her og der og alle vegne i løbet af koncerten. Lige forbi kontoret for at tjekke småting. Han snakker med en tysk journalist, han også nåede at give interview til. Han hænger ud i baren, hilser på folk. »Hey Lenny,« »hej Lennart,« lyder det, hver gang han går op og ned ad trappen. Thomas Blachmann kommer forbi. Skarpt jakkesæt, blanktglinsende isse. De to står i baren og lytter.
Publikum klapper. Begejstret. Musikerne smiler. Lennart Ginman springer på scenen og siger:
»De spiller igen morgen. De spiller faktisk igen i morgen. Vi ses.«

I det smalle rum bag scenen er der halvmørkt og varmt. Fire glade mænd står og snakker:
»Ingen ekstranumre?« spørger en.
»Nej, der er natkoncert lige om lidt,« siger Lennart Ginman.
»Kan jeg skaffe jer en flaske af noget?« spørger han.
»Champagne,« siger Kresten Osgood.
De andre griner.
»Ja da, champagne!« siger Lennart Ginman.
»Vil de have champagne, skal de have champagne.«
Der er noget at fejre, hustrioen er tilbage på Jazzhouse.

Hvad: Copenhagen Jazzhouse har fået ti nye musikprofiler. En af dem er Jazzclub Classic, hvor hustrioen optræder tre dage i træk en gang om måneden sammen med en verdenskendt kunstner.
Hvornår: Næste gang optræder hustrioen 26.-28. febr. med saxofonisten Scott Hamilton. Se hele programmet på Jazzhouses hjemmeside
Hvor meget: 150 kr. via ebillet eller i døren